Resume og kommentar
Denne analyse beregner, hvad ekstraudgiften for forældrene til et barn i børnehave eller vuggestue vil blive, hvis der bliver indført minimumsnormeringer. Analysen tager udgangspunkt i BUPL’s model, hvor der skal være mindst én voksen pr. tre vuggestuebørn og mindst én voksen pr. seks børnehavebørn. Desuden skal 80 pct. af det personale, der passer børn være uddannede pædagoger. Analysen antager, at forældrebetalingen på maksimalt 25 pct. af en institutionsplads forbliver den samme som i dag.
Velfærdspolitisk chef, Mia Amalie Holstein, siger om analysens konklusioner:
”Hvis regeringen følger BUPL’s forslag vil det på sigt betyde en årlig ekstraregning for forældrene på i gennemsnit 3.700 kr. for en vuggestueplads og 2.400 kr. for en børnehaveplads. Og i mange kommuner er det markant mere, for variationen på tværs af kommunerne er stor. Således kan en vuggestueplads i Albertslund Kommune risikere at stige med op til 500 kr. om året, mens taksten for en vuggestueplads i Jammerbugt Kommune skal stige med knap 13.000 kr. årligt.”
”Ifølge dagtilbudsloven må forældrebetalingen maksimalt udgøre 25 pct. af daginstitutionernes udgifter. I næsten samtlige kommuner har man ramt loftet for forældrebetalingen på decimalen. Men hvis regeringen tilfører yderligere 2,1 mia. kr. til området, så betyder det, at kommunerne må lade forældrebetalingen stige yderligere. Og der er der god grund til at tro, at kommunerne vil gøre. Effekten kommer muligvis ikke første år, men den skal nok komme”
”I den bedste af alle verdener havde politikerne på Christiansborg værnet om det kommunale selvstyre fx ved at lade kommunalpolitikerne i samråd med daginstitutioner og forældre vurdere, om bedre normeringer på den konkrete institution var en god anvendelse af ressourcerne. Og så skulle kommunerne selv finde pengene til at øge normeringerne indenfor de kommunale budgetter, fx ved at fokusere på kernevelfærden og ved at effektivisere deres velfærdstilbud.”
”En måde at effektivisere velfærdstilbuddet på daginstitutionsområdet på, er at gøre noget ved det overnormale sygefravær. Det ville fx kunne frigive omtrent 500 mio. kr., hvis kommunerne kunne reducere sygefraværet i daginstitutionerne til niveauet for de 5 kommunerne, hvor sygefravær er lavest. Derudover er det oplagt at frigive ressourcer ved at fjerne meget af det unødige bureaukrati, som er pålagt institutionerne siden 70’erne. Pædagogerne bruger i dag 51 pct. af deres tid på børnene. I 1978 var det 72 pct.”
”Men idet regeringen har valgt at tilføre ekstra midler, så anbefales det, at regeringen kun tilfører 75 pct. af merudgiften på 2,1 mia. kr. samt at politikerne ikke reducerer loftet over egenbetalingen på 25 pct. af de budgetterede udgifter som specificeret i dagtilbudsloven. For det er kun rimeligt men også samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at forældrene også betaler 25 pct. af merudgiften forbundet med bedre normeringer, idet det fremmer en fornuftig allokering af ressourcerne.”
Sammenfatning
I valgkampen lovede SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, at de ville indføre minimumsnormeringer, hvis de kom til magten, mens Socialdemokratiet kun ville love, at der blev ansat flere pædagoger. Men med regeringens forståelsespapir blev det klart, at minimumsnormeringerne er en del af regeringens ambitioner. Ifølge forståelsespapiret skal minimumsnormeringerne først være fuldt indført i 2025.
I dette papir ser vi nærmere på, hvad minimumsnormeringer vil koste for skatteyderne, kommuner og forældre, givet at BUPLs model for minimumsnormeringer indføres. Ifølge BUPL’s model skal der tildeles ”1 fuldtidsansat pædagogisk personale til 3 indskrevne børn i vuggestue og mindst 1 fuldtidsansat pædagogisk personale til 6 indskrevne børn i børnehaven” samt at ”mindst 80 pct. af det personale, der beskæftiger sig med børn, skal være uddannede pædagoger” .
Det konkluderes at:
- I alt vil minimumsnormeringerne koste skatteyderne 2,1 mia. kr.
- Ifølge Dagtilbudsloven må forældrenes egenbetaling makimalt udgøre 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter.
- Indføres minimumsnormeringer, og bliverkommunerne fuldt kompenseret, falder forældrenes egenbetaling til ca. 23 pct.
- Hvis der ikke vedtages ændringer i Dagtilbudsloven, er der dog god trund til at tro, at kommunerne over tid vil skrue forældrebetalingen op til 25 pct. igen. Det betyder, at taksten for en vuggestueplads på sigt i gennemsnit vil stige med ca. 3.700 kr. årligt, mens en børnehaveplads gennemsnitligt vil stige med 2.400 kr. årligt.
- Der er dog stor variation mellem kommunerne. Således vil en vuggestueplads i Albertslund Kommune kun skulle stige med godt 500 kr. om året, mens taksten for en vuggestueplads i Jammerbugt Kommune skal stige med knap 13.000 kr.
Forældrenes egenbetaling vil stige
Som det er blevet påpeget af BUPL vil et krav om minimumsnormeringer betyde en meromkostning for skatteyderne på 2,1 mia. kr. Det skyldes, at få kommuner i dag lever op til BUPL’s krav om minimumsnormeringer, og at ingen kommuner har 80 pct. uddannede pædagoger ansat, hvorfor alle nyansættelser skal være uddannede pædagoger.
I dag må forældrenes egenbetaling ifølge Dagtibudsloven maksimalt udgøre 25 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifer. Langt de fleste kommuner har ramt loftet for forældrebetalingen på decimalen. For vuggestuer er det nuværende landsgennemsnit på 24,9 pct., og for børnehaver ligger det på 25,0 pct.
Indføres minimumsnormeringer, og bliver kommunerne fuldt kompenseret for dette, falder forældrernes gennemsnitlige egenbetaling som andel af enhedsudgifterne med ca. 2. pct. point svarende til 22,9 pct. for vuggestuer og 23,0 pct. for børnehaver.
Hvis der ikke vedtages ændringer i Dagtilbudsloven, er der dog god grund til at tro, at kommunerne over tid vil skrue forældrebetalingen op til 25 pct. igen. Det betyder, at taksten for en vuggestueplads (første barn) på sigt i gennemsnit vil stige med ca. 3.700 kr. årligt, mens en børnehaveplads (første barn) gennemsnitligt vil stige med 2.400 kr. årligt, hvilket svarer til 25 pct. af de samlede merudgifter.
Der er dog stor variation mellem kommunerne. Således vil en vuggestueplads i Albertslund Kommune kun skulle stige med godt 500 kr. om året, mens taksten for en vuggestueplads i Jammerbugt Kommune skal stige med knap 13.000 kr., jf. tabel 1.
Beregningsmetode
Der er ingen klar sammenhæng mellem kommuners faktiske udgifter til daginstitutioner og de beregnede enhedsomkostninger, der ligger til grund for beregningen af forældrebetalingen. Forholdet mellem de to varierer meget fra kommune til kommune. På vuggestueområdet er de beregnede enhedsomkostninger i gennemsnit ca. 17 pct. lavere, end hvad udgifterne umiddelbart tilsiger, mens enhedsomkostningerne på børnehaveområdet i gennemsnit ligger 2 pct. over driftsudgifter pr. fuldtidsbarn.
På grund af den manglende sammenhæng mellem faktiske udgifter og enhedsomkostninger er det svært at afgøre, præcis hvordan øgede udgifter slår igennem på de beregnede enhedsudgifter og dermed på forældrebetalingen. Vi har valgt at antage, at forældrebetalingen som andel af de samlede udgifter ikke ændres som følge af stigningen i antallet af medarbejdere.
Det vil sige, at vi har regnet ud hvor mange procent udgifterne vil stige, såfremt normeringerne øges til henholdsvis 3 og 6 medarbejdere pr. barn. Derefter antager vi, at forældrebetalingen (inkl. frokost) skal stige med den samme procentsats, så hvis fx Københavns vuggestuers udgifter stiger med 10 pct. så skal forældretaksten for en vuggestueplads også stige med 10 pct.
Vi har desuden antaget, at de enkelte kommuner ikke får nogen ekstraudgifter udover lønninger (ingen overhead). Dvs. at der fx ikke er behov for flere bygninger som følge af det større personale eller behov for mere efteruddannelse. Vi har antaget, at personaleudvidelsen udelukkende sker med uddannede pædagoger. Det skyldes, at pædagogandelen selv med denne antagelse stadig væk vil være under 80 i alle kommuner. Endelig har vi beregningsteknisk antaget, at lønudgifternes andel af de samlede udgifter er den samme i vuggestuer som i børnehaver i samme kommune.
I de fleste kommuner betaler forældrene 100 pct. af omkostningerne til frokost. Det vil sige, at forældrebetalingen for pasning og for frokost i en vis forstand behandles hver for sig. Det kunne tale for, at vi i stedet burde holde forældrebetalingen ekskl. frokost som andel af samlede udgifter ekskl. udgifter til frokost konstant. Problemet er blot, at vi ikke ved hvor stor en del af driftsudgifterne, som skyldes frokostordningen. Vi kender de beregnede enhedsomkostninger for frokostordningen, men der er som nævnt ingen klar sammenhæng mellem faktiske udgifter og enhedsomkostninger. Med denne alternative beregningsmetode ville stigningen i forældrebetalingen være lidt mindre.
Samlet vurderer vi dog, at de beregnede stigningstakster er et konservativt estimat, givet at kommunerne over tid fuldt ud tilpasser forældrebetalingen til de øgede udgifter forbundet med minimumsnormeringer.
Anbefaling
I den bedste af alle verdener havde man værnet om det kommunale selvstyre, og selv ladet kommunerne, finde pengene til at øge normeringerne indenfor de kommunale budgetter.
Men idet Regeringen har valgt at tilføre ekstra midler, så anbefales det, at Regeringen kun tilfører 75 pct. af merudgiften på 2,1 mia. kr. samt at politikerne ikke reducerer loftet over egenbetalingen på 25 pct. af de budgetterede udgifter som specificeret i Dagtilbudsloven.
For det er kun rimeligt men også samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at forældrene også betaler 25 pct. af merudgiften forbundet med bedre normeringer, idet det fremmer en fornuftig allokering af ressourcerne.
Appendiks 1. Normeringer fordelt på kommuner
