Økonomer skelner mellem vertikal og horisontal økonomisk ulighed. Vertikal ulighed er det, vi oftest tænker på. Lægen tjener væsentligt mere end sygeplejersken, og sygeplejersken får væsentligt mere end den ufaglærte. Vertikal ulighed opfattes typisk retfærdig, hvis den ufaglærte er doven, og uretfærdig, hvis han har arbejdet hårdt, men blot var dårligere stillet fra barnsben. Hvordan man end vender og drejer det, er den vertikale ulighed dog i høj grad baseret på meritter. Dem med størst - evt. medfødt - talent, som leverer den største arbejdsindsats, vil typisk ende med de højeste indkomster.
Horisontal ulighed er væsentligt anderledes. Horisontal ulighed betyder, at to ens personer har vidt forskellige levevilkår. Horisontal ulighed er, når to sygeplejersker, som er lige dygtige og lige arbejdsomme, har vidt forskellige rådighedsbeløb. Horisontal ulighed opfattes af de fleste som uretfærdig. Som huslejereguleringen er udformet i dag, reducerer reguleringen den vertikale ulighed, mens den øger den horisontale ulighed. Hvorfor?
Den nuværende huslejeregulering giver de største gevinster til dem med højst indkomster, fordi de rigeste ender med de lejligheder, hvor forskellen mellem den regulerede leje og markedslejen er størst.
Når huslejereguleringen alligevel reducerer den vertikale ulighed, er det fordi, relativt mange med lave indkomster bor i lejeboliger. Politikerne skyder med spredehagl, men nogle af haglene rammer trods alt målet.
Huslejereguleringen øger derimod den horisontale ulighed, fordi kun de særligt udvalgte eller de særligt heldige kan få fat i en billig reguleret lejlighed. Derfor kan to personer, der i udgangspunktet er ens, ende med at have vidt forskellige rådighedsbeløb, fordi den ene har vundet i boliglotteriet og skal betale en væsentligt lavere husleje.
Der er imidlertid en bedre løsning på den politiske målsætning om omfordeling og en blandet beboersammensætning, som giver en bedre vertikal omfordeling, samtidig med horisontale lighed: Hvis man afvikler huslejereguleringen og i stedet giver personer med lav indkomst en målrettet boligstøtte, sikrer man, at personer med lave indkomster har råd til en bolig i storbyen, uden at to ens personer ville blive stillet forskelligt, afhængig af om de var vindere eller tabere i boliglotteriet. Afviklingen af huslejereguleringen vil via kapitalgevinster og højere ejendomspriser give skatteindtægter, der kan være med til at finansiere den øgede boligstøtte.
Hvordan, en sådan løsning bedst skrues sammen, er ikke undersøgt endnu. Men måske bør det være en prioritet for enhver boligminister?
Gøres det rigtigt, kan det blive en politisk buffet med noget appetitligt for alle partier. Med retter som økonomisk omfordeling, lige rettigheder for alle og økonomisk effektivitet er der potentiale for at lande et bredt flertal.
