Vores skattesystem straffer helt almindelige mennesker for at være flittige.
I denne uges udgave af Weekendavisen stiller Martin Krasnik i en leder et tankevækkende spørgsmål:
”Hvordan er skattedebatten kommet til at virke, som er det kun velhavere og arvinger til familievirksomheder, der betaler skat?”
Ja, det er et godt spørgsmål. For sandheden er, at vores meget høje offentlige udgifter kun kan finansieres ved et tilsvarende højt skattetryk, som ikke kun belaster folk med høje indkomster (hvilket er slemt nok) men også mennesker med helt almindelige jobs.
Det danske folk belastes af verdens næsthøjeste skattetryk – kun franskmændene rammes hårdere, hvilket de da også protesterer højlydt over. Protestbevægelsen De Gule Veste startede således som en protest imod skatteforhøjelser.
Et så højt skattetryk kan ikke opretholdes, uden at helt almindelige mennesker bliver ramt af det. Danmark er fx det nordiske land, hvor topskatten sætter tidligst ind og rammer flest almindelige mennesker, jf. figuren:
Hvis man betaler topskat, har man en marginalskat på 56 pct. (skatten på den sidst tjente krone). Det indebærer, at for hver 100 kr. ekstra man tjener, betaler man de 56 kr. i skat og får lov til at beholde de sidste 44 kr. Men eftersom man også skal betale moms og afgifter af disse 44 kroner, når man forbruger dem, ender man med at betale en såkaldt sammensat marginalskat, som i gennemsnit ligger på hele 66 procent. Man ender altså kun med at have forbrugsværdi på 34 kr. for hver 100 kr. ekstra man tjener.
Hvis Danmark indførte den samme topskattegrænse som Sverige, ville det betyde, at kun 290.000 danskere skulle betale topskat. I dag betaler ca. en halv mio. danskere topskat - heriblandt, som nedenstående tabel viser, ca. 1.000 pædagoger, 1.900 SOSU-assistenter og -medhjælpere, 3.900 sygeplejersker samt 3.400 grundskolelærer.
151.600 faglærte og ufaglærte danskere betaler topskat, og dermed udgør de faktisk en lidt større andel af topskatte-yderne (36,2 pct.) end akademikerne (35,1 pct.).
Som det også fremgår af figuren, er det naturligvis en meget lavere andel af de faglærte og ufaglærte, som betaler topskat. Der er bare så mange flere af dem, at de udgør den største gruppe blandt topskatteyderne i øjeblikket.
Nogle vil indvende, at det må være faglærte og ufaglærte, som arbejder exceptionelt hårdt. Men det er ikke nogen formildende omstændighed. Vores skattesystem straffer helt almindelige mennesker for at være flittige. Det er hverken sundt eller rimeligt.
Generelt bør topskatten afskaffes, men det er der ikke stemning for i den nuværende parlamentariske situation. Et mere realistisk skridt kunne være, hvis de borgerlige partier fandt sammen om at gå til valg på at hæve topskattegrænsen fx til niveauet i Norge (Sverige afskaffer deres topskat, värnskatten, i 2020).
At hæve topskatten til norsk niveau ville indebære, at 245.000 færre danskere ville skulle betale topskat. Forslaget harmonerer med OECD’s og IMF’s anbefalinger om, at få skatten på den sidst tjente krone sat ned for at øge væksten i Danmark.
Forslaget om, at øge topskattegrænsen til niveauet i Norge, ville reducere skatteindtægterne med 3,4 mia. kr. Der skulle kun spares 0,3 procent på de samlede offentlige udgifter på 1.100 mia. kr. for at finansiere lettelsen. Alternativt kunne den finansieres igennem det såkaldte økonomiske råderum, hvilket beløber sig til 29 mia. kr. frem til 2025.
Ved at øge topskattegrænsen, holder man op med at straffe almindelige mennesker for at udvise flid og initiativ. Det kan være en sygeplejerske, som tager overarbejde for at betale af på gæld, og som derved samtidig sikrer, at flere syge kommer tidligere i behandling.
Man gør det også mere attraktivt for alle dem, der tjener tæt på topskattegrænsen at yde en ekstra indsats.
Som Krasnik bemærker, er det logisk, at socialdemokrater og SF ”principielt er imod lavere skat for højtlønnede eller virksomheder”. ”Men hvad med regeringens egne kernevælgere?”, spørger han.
Det er et godt spørgsmål.
---
PS Krasnik skriver desværre også i sin leder noget, der ikke passer, nemlig følgende, at de laveste indtægter betaler en større del af deres indkomst i skat end millionærerne. Det er korrekt, at folk med lave indkomster kan få en meget høj sammensat marginalskat, men det skyldes ikke, at de betaler mere end andre. Det betyder, at der er offentlige ydelser (som andre skatteydere har betalt til dem), som bortfalder, hvis man stiger i indkomst, fx friplads til daginstitution eller boligsikring. Personer med højere indkomst betaler i gennemsnit en højere andel af deres indkomst i skat end personer med lavere indkomster.
