Statsminister Mette Frederiksen gav forleden et tankevækkende interview. Her gjorde statsministeren det klart, at Danmark er et »mere splittet land, end vi har set før«. I hendes optik står regeringen med »hånden på kogepladen«, og der skal hurtigt skabes reelle og mærkbare forandringer for at genoprette den sociale retfærdighed. Ellers pustes der til den »afmagtskrise«, som danskerne ifølge statsministeren befinder sig i.
Kort efter interviewet indgik beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) regeringens første forlig. Det var en aftale om et ekstra økonomisk tilskud til de børnefamilier, der er omfattet af kontanthjælpsloftet eller er på integrationsydelse. Målet er »at afhjælpe problemerne med børnefattigdom«.
Men er aftalen god, nyttig og retfærdig?
Vi kan let blive enige om, at vi ikke ønsker børnefattigdom i Danmark. Ingen børn skal sendes sultne i skole, mangle tøj på kroppen eller få den besked, at der ikke er råd til børnefødselsdagen. Men samtidig skal man heller ikke have mødt meget børnefattigdom i sit liv, eller for den sags skyld have set mange afsnit af DR-dokumentaren »Barndom på Bistand«, før man er pinligt opmærksom på, at reducerer vi problemet med børnefattigdom til et spørgsmål om ydelsesniveauer, så decimerer vi børnenes problemer.
For, som nyligt påpeget af Søren Bøllingstoft Knudsen, næstformand i Ungdommens Røde Kors, er børnefattigdom en meget kompleks størrelse. For det handler i særdeleshed også om »alkohol, sygdom, at være uden for og svigt«. »Om forældre, der mangler forældreevne«, men også om »ensomhed, isolation, mangel på relationer (…) og oplevelsen af at leve uden håb for fremtiden«.
Det ved Hummelgaard godt, og det var måske også derfor, at han i den pressemeddelelse, der fulgte med aftaleteksten, understregede, at »børnetilskuddet på ingen måde løser de problemer, der er (…) med fattigdom«. Der er ingen garanti for »mærkbare forandringer«.
Begrænset virkning
I min optik er aftalen derfor ikke god. Intentionen bag aftalen er god, javist, men aftalens positive konsekvenser er begrænset. Særligt i lyset af, at »det bedste for børnene [er], at mor og far kommer i arbejde«, som Hummelgaard også påpegede i pressemeddelelsen. Men ifølge Beskæftigelsesministeriet vil aftalen om børnetilskuddet samlet set trække 260 fuldtidsbeskæftigede mødre og fædre ud af beskæftigelse og over i arbejdsløshed. Dertil kommer, at aftalen reducerer velstanden, hvorfor forslaget således heller ikke er nyttigt i et samfundsmæssigt perspektiv.
Endelig er aftalen ikke specielt retfærdig. Vi befinder os i et af verdens mest lige landeog med et af verdens højeste ydelsesniveauer. Før aftalen fik en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn 18.300 kr. udbetalt om måneden efter skat (inklusiv børnepenge, boligstøtte mv.) Det giver ikke mulighed for et liv i luksus, men det er et helt rimeligt økonomisk grundlag i den periode, man er jobsøgende. Fremover får en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn 20.150 kr. udbetalt. Det betyder, at vi tager flere af kassemedarbejderens penge, og giver dem til personer på ydelser. Det kan jeg ikke se det rimelige i.
Tilbage står, at Mette Frederiksen påstår, at Danmark befinder sig i en historisk stor splittelse. Det er en god fortælling, hvis man ønsker forandring, men den spiller en falsk melodi. For som påpeget af Ole P. Kristensen er langtidstrenden, at uligheden i Danmark er voldsomt faldende. Og selvom uligheden siden 1987 har været svagt stigende med 6,4 procentpoint, er Mette Frederiksens hånd altså langt fra kogepladen. Snarere er den dybt begravet i skatteydernes lommer.
