Danmark er sammenlignet med andre lande et formuende land. Formuen pr. indbygger er den 7. højeste i verden. Det hænger sammen med, at indkomsterne er relativt høje (BNP pr. indbygger er 6. højest i OECD), men det spiller også ind, at vi er det land i OECD med størst pensionsformue. Poul Schlüters idé med arbejdsmarkedspensioner er blevet så stor en succes, at Danmark er det land i verden med størst pensionsformue (over 200 procent af BNP). Det er godt, at danskerne er relativt formuende. Det giver dem frihed til at bestemme over eget liv.
I medierne er Danmark blevet udråbt til at have en stor formueulighed sammenlignet med andre lande. Det er forkert. Danmark ligger nr. 13 ud af de 23 lande, som OECD har data for, når det gælder ulighed i formuer inklusive arbejdsmarkedspensioner. Dermed har Danmark en formueulighed omtrent i midten af OECD-landene. Formueuligheden er målt ud fra top 10 procents formueandel.
Selvom man får det stik modsatte indtryk af debatten i medierne, er uligheden i formuer faldende. Ser man på den periode (dvs. 2014-2019), hvor Danmarks Statistik har data for formuer inklusive pensionsdepoter, falder formueuligheden. De ti procent mest formuende danskeres andel af de samlede formuer er faldet fra 49,2 procent i 2014 til 46,8 procent i 2019. I nettoformuen indregnes blandt andet aktier, obligationer, bil, pensionsopsparing (fratrukket skat på 40 procent) og boligværdi, mens gæld er fratrukket. For at være i top 10 procent kræves en nettoformue på ca. 3,8 millioner kroner, mens der for at være i top 1 procent kræves en formue på knap 11 millioner kroner
Finansministeriet har for nylig opgjort, at når nettoformuen opgøres eksklusive pension med videre i perioden fra 1997 til 2019, har der været et fald i top 10 procents formueandel på cirka 13½ procentpoint. Også top 1 procent har oplevet et fald i formueandelen siden 1997. Gennem denne periode blev Schlüters arbejdsmarkedspensioner indfaset, og det betød, at grupper, der tidligere ikke havde nogen pensionsformue, har fået oparbejdet betydelige formuer. Hvis der var individdata helt tilbage til 1997 for pensionsformuer, ville en indarbejdelse heraf forventeligt indebære en endnu større reduktion i formueuligheden.
En del af formueuligheden skyldes, at der er meget aldersafhængighed i formuen. Unge har af naturlige grunde typisk ikke meget formue. De har ikke nået at afdrage særligt på boliggælden, og de har ikke indbetalt meget til deres pensionsdepot. I takt med alderen bliver der afdraget mere på boliggælden, og pensionsdepotet stiger typisk i værdi. I en alder af 72 år topper den gennemsnitlige formue på 3,0 millioner kroner Det er 19 gange mere end gennemsnittet for de 25-årige. Efter de 72 år bliver der tæret på formuen. At en 25-årig har en formue, som er mange gange mindre end en 72-årig, er ikke et problem, tværtimod – det er helt naturligt. En anden kilde til formueuligheden er, at forskellige mennesker har forskellig indkomst og opsparingstilbøjelighed gennem livet.
Forældre kan videregive formue til deres børn gennem arv. Flere analyser viser, at arv ikke betyder så meget for formueuligheden. En ny analyse fra Finansministerietfinder, at når man ser på de 50-59-årige,udgør top 10 procents og top 1 procents andel af den samlede formue efter arv en stort set uændret andel. Det vil sige, at arv ikke øger formueuligheden i Danmark – tværtimod er der en lille tendens til det modsatte. Det er i overensstemmelse med anden forskning på danske data, som har fundet, at arv reducerer uligheden. Det skyldes, at personer der har en meget beskeden formue, ofte går relativt kraftigt frem i formue, når de modtager en arv. Pointen er, at arv spreder formue ud på ofte flere arvinger, hvoraf mange ikke har så høj en formue (i udgangssituationen).
Fjernes arveafgiften, øges formueuligheden lidt, men den samlede effekt af arv vil stadig være et svagt fald i formueuligheden.
Bragt i Berlingske d. 24. januar 2022.
