Løkke lagde i sidste uge op til, at man skal åbne velfærdsforliget, der bestemmer pensionsalderen. Et af forslagene går ud på at lade pensionsalderen stige langsommere end planlagt efter 2040.
Jeg er meget kritisk over for Løkkes nye idéer. Velfærdsaftalen er fundamentet for de sunde offentlige finanser, vi har i Danmark. Og den stigende pensionsalder giver anledning til en stor beskæftigelsesstigning. Løkkes forslag vil reducere beskæftigelsen, og danskerne bliver fattigere af det. F.eks. vil ét års lavere pensionsalder (end planlagt) i 2045 koste ca. 11 mia. kr. på de offentlige finanser og svække beskæftigelsen med godt 30.000 personer. Det er meget betragteligt. Desuden risikerer Løkke at sætte gang i et kapløb om at sænke pensionsalderen hurtigst og mest. Løkke nævner 2040 som igangsætningsåret. Måske en anden politiker vil foreslå 2035 eller 2030. Det er en ærgerlig udvikling, der kan blive dyr for de offentlige finanser og koste vækst og beskæftigelse.
Løkke bruger som begrundelse, at pensionsalderen i 2040 er på 70 år mod 65,5 år i dag. Og derfor kan man slække på stigningen i pensionsalderen fra 2040. Men den højere pensionsalder i 2040 afspejler jo, at vores levealder stiger.
Når nu Løkke har de lange briller på (til 2040), så skal man have fat i de langsigtede, solide løsninger. Her er min opfordring, at arbejdsmarkedets parter overvejer at aftale større indbetalinger til lønmodtagernes pensionsordninger. Og generelt bør de private pensionsordninger udbygges. Der er godt 20 år til 2040, og i den periode kan alle beskæftigede nå at spare en del midler op til pension. Det vil betyde, at den enkelte lønmodtager i højere grad kan trække sig tilbage f.eks. to eller tre år før den formelle pensionsalder for egne pensionsmidler.
Dermed er ens pensionering mere uafhængig af politikerne, og den er privat finansieret. Det vil være en differentieret pensionsalder finansieret af egne midler. Danskerne er ikke tjent med, at deres pensionsalder er afhængig af Løkkes og Mette Frederiksens valgkampsform.
