Det er helt nødvendigt, at vi tager et opgør med kommunernes særstilling på daginstitutionsområdet. For kommunerne bruger denne særstilling til at holde private og selvejende aktører ude af markedet, og det begrænser mangfoldigheden på dagtilbudsområdet, mener Mia Amalie Holstein, velfærdspolitisk chef i CEPOS.
I Danmark har vi tradition for, at de selvejende institutioner løfter en stor og vigtig del af velfærdsopgaven. De tager hånd om de ældre på plejehjemmet, hjælper borgere tilbage på jobmarkedet og huser de hjemløse. Og mens de kommunale løsninger ofte er af typen »one-size-fits-all«, favner de selvejende institutioner i højere grad det flippede, det skæve og det mangfoldige.
På daginstitutionsområdet finder vi derfor mange forskellige pædagogiske profiler og værdigrundlag fx Rudolf Steiner, Montessori, kristne og muslimske institutioner samt institutioner med fokus på idræt og natur.
Det var derfor opsigtsvækkende, da Danmarks Statistik i sidste uge offentliggjorde nye daginstitutionstal, som viser, at der for første gang er flere private (typisk selvejende institutioner uden kommunal driftsoverenskomst) end selvejende daginstitutioner (med kommunal driftsoverenskomst). Og det er et nybrud i den danske daginstitutionsstruktur.
Lad mig uddybe. De første danske »dagtilbud« blev oprettet som private og selvejende asyler i 1820erne. De blev typisk drevet af kirker og foreninger, men med Steinckes socialreform i 1933 begyndte kommunerne at indgå driftsaftaler med de selvejende institutioner. I starten var der tale om, at de dækkede en mindre procentandel af institutionernes udgifter, resten måtte dækkes af frimærkesalg og indsamlinger, men frem mod 1960 voksede kommunernes tilskud til nutidens niveau. Og med penge fulgte indflydelse. I 1976 fik kommunerne desuden mulighed for selv at blive driftsherrer for daginstitutionerne, hvilket fik den kommunale udbygning af sektoren til at tage fart. De private institutioner var helt forsvundet indtil det i 2005 igen blev muligt at etablere dem.
Så mens 53 pct. af daginstitutionerne i Norge er private eller selvejende, er 72,1 pct. af de danske daginstitutioner kommunale, 14,1 pct. er private og 13,8 pct. selvejende med driftsoverenskomst. Og for første gange er der flere private end selvejende institutioner.
Hvad afspejler det?
Spørger man de selvejende institutioner er svaret, at livet som selvejende daginstitution med kommunal driftsoverenskomst er svært. Driftsformen skulle være selvejende, men i praksis strammer kommunerne grebet så meget, at manøvrerummet svarer til en kommunal institution. Og den strenge kontrol og styring står i skarp kontrast til den selvejende institutions grundidé med plads til mangfoldighed.
Derfor vælger mange selvejende institutioner i dag – ofte hårdt presset af kommunen, der ikke gider bøvlet med det mangfoldige – at blive private (typisk selvejende uden driftsoverenskomst). Det giver mere tid til kerneopgaven frem for at »møde sig ihjel på rådhuset«, de undgår pludselige budgetændringer og de slipper for kommunal detailstyring.
Men livet som privat institution er også svært. For kommunerne kan med hjemmel i dagtilbudsloven i vid udstrækning kontrollere strukturen på markedet. Fx er kommunerne ikke forpligtet til at informere om de private alternativer. De private oplever urimeligt lange sagsbehandlingstider og godkendelsesprocesser. Og meget tyder på at nogle kommuner direkte presser eksisterende private og selvejende institutioner ud af markedet ved at sætte kunstigt lave tilskud til drift, bygninger og administration.
I 2022 vil der ifølge FOA mangle næsten 21.000 daginstitutionspladser. Sektoren skal udbygges. Jeg foreslår, at vi lader udbygningen drive af, hvor forældrene ønsker at placere deres børn. Men det kræver et opgør med kommunernes særstilling på området. De selvejende og private daginstitutioner skal ligestilles i konkurrencen med kommunerne.
