Når politikerne vil gribe ind i borgernes frihed til selv at indrette deres liv, må man som borger i det mindste kunne forlange, at det sker på basis af sikker viden og ikke gisninger.
Man siger, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Problemet er, at det kan være vanskeligt at afgøre konsekvenserne af samfundets handlinger.
Rigtig meget politik begrundes med et ønske om at hjælpe de svage. Men gang på gang viser det sig, at politik ikke virker efter hensigten.
Det så vi for eksempel, da Aarhus Kommune tvang indvandrerbørn til at køre med bus til en skole i en anden del af byen med færre tosprogede elever. Politikerne gjorde det for at hjælpe. Ideen var, at de mange ressourcestærke børn på den nye skole ville give indvandrerbørnene en positiv »kammerateffekt«, så de blandt andet kom til at lære mere i skolen. Men det viste sig, at de stakkels børn både klarede sig dårligere i den nye skole rent fagligt, og at de også var blevet mindre glade for livet.
Mange politikere - især på den politiske venstrefløj - mener, at der må eksistere en sådan kammerateffekt. Derfor ser de sig som de svage elevers beskyttere, når de taler for at »blande« eleverne. Socialdemokratiets skepsis over for friskoler og forældrenes frie skolevalg udspringer af sådanne tanker. Det frie skolevalg skaber en risiko for, at de ressourcestærke forældre i højere grad vælger en type skole, og de ressourcesvage nogle andre skoler. Befolkningen blander sig selv på en anden måde end den af politikerne tiltænkte. Det er uacceptabelt for sociale ingeniører.
Socialdemokraterne gjorde det således til partiets politik op til valget i 2019, at ni ud af ti børn skulle gå i folkeskolen. En ambition som ville indebære, at næsten hvert andet barn, der gik i en privat skole, skulle tilbage i folkeskolen. Tanken var at lade færre penge følge barnet over til friskolen, hvilket ville tvinge friskolerne til at hæve egenbetalingen, hvorefter færre ville vælge dem. Det siger sig selv, at dette især ville gå ud over forældre med lave indkomster, som er mest følsomme over for prisstigninger. Sikke et dilemma: For at beskytte de svage, må man ramme de svage.
Dette på trods af, at der faktisk ikke er entydig evidens for en sådan positiv kammerateffekt. Den internationale forskningslitteratur på området er mudret: Nogle studier finder en positiv effekt, andre en negativ.
Nu viser så en ny analyse fra tænketanken DEA, at et bogligt svagt barn klarer sig dårligere ved afgangsprøven i 9. klasse, hvis det i de yngre klasser går sammen med elever, der er fagligt dygtigere, ligesom barnet også senere klarer sig dårligere i uddannelsessystemet.
Positive kammerateffekter var ellers tæt ved en vedtaget sandhed blandt socialingeniører, der ikke kan lide borgernes egen måde at blande sig med hinanden på. Men med lidt indlevelse og fantasi er det faktisk ikke svært at forestille sig, at børn trives bedre i en skole, som deres forældre har fået lov til selv at vælge, og hvor deres bedste venner også går. Eller at indvandrerbørn klarer sig bedre på skoler, der har specialiseret sig i at håndtere netop deres sproglige og sociale udfordringer frem for skoler, der ikke har - netop fordi de har langt færre tosprogede børn. Og at det derfor er en skidt idé at tvinge børn til at gå på en anden skole end den af forældrene valgte, som Aarhus Kommune gjorde.
Det er heller ikke svært at forestille sig, at bogligt svage børn ikke bliver løftet af at være i klasse med bogligt stærke børn, men i stedet mister selvtillid, eller bliver overset.
Om lige disse alternative hypoteser til kammerateffekten er korrekte og årsagen til, at det nye studie fra DEA viser en negativ klassekammerateffekt, ved vi ikke. Og det er ikke pointen. Pointen er, at det er kritisabelt, når socialingeniører blot antager, at der findes en positiv kammerateffekt og baserer deres indgreb på denne antagelse.
Det er altid vigtigt, at politik baseres på evidens - herunder respekt for alt det, vi ikke ved med sikkerhed. Når politikerne vil gribe ind i borgernes frihed til selv at indrette deres liv, må man som borger i det mindste kunne forlange, at det sker på basis af sikker viden og ikke gisninger.
Når politikerne ovenikøbet har til hensigt at »hjælpe« de svage, er det særlig vigtigt at politik baseres på evidens. Netop de svage i samfundet bliver ramt særlig hårdt af politik, der ikke virker efter hensigten. Så ja, et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Og her har den socialdemokratiske velfærdsstat - med sin tendens til at behandle borgerne som skakbrikker, man kan flytte rundt på efter forgodtbefindende - mindre at være stolt af, end mange tror.
Bragt i Berlingske den 22. marts 2023
