Det er angiveligt arbejdernes internationale kampdag i dag. Men den tid er for længst forbi, hvor fagbevægelsen den 1. maj kæmper arbejdernes sag. Fagbevægelsen kæmper i stedet for at fastholde en samfundsorden, hvor arbejderne plukkes mest muligt i skat, så de kan finansiere de 2,1 millioner, der lever på offentlig forsørgelse – næsten halvdelen af den voksne befolkning - samt verdens næststørste offentlige sektor.
I en stor annoncekampagne i dagens aviser bruger Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH - det tidligere LO, som er fusioneret med FTF) medlemmernes kontingent-kroner på at argumentere for en såkaldt ”velfærdspagt” med en garanti for, at det arbejdende folk ikke får reduceret skattebyrden. Pengene skal i stedet anvendes til at gøre verdens næstdyreste offentlige sektor endnu dyrere – også selvom udgifterne faktisk historisk set ligger højt som andel af BNP.
Til gengæld virker FH ikke interesseret i en garanti for, at deres medlemmers skattekroner bliver anvendt bedst muligt. Om den enorme offentlige sektor kunne organiseres bedre og udgifterne prioriteres bedre står ikke til debat hos fagbevægelsen.
Danske arbejdere udsættes for verdens næsthøjeste skattetryk. Men det bekymrer ikke fagbevægelsen. Det høje skattetryk indebærer også, at danskerne har et lavt privatforbrug i international sammenligning. Vi har en rig stat, men en fattig befolkning. Men FH under ikke sine medlemmer mere privat velfærd. I stedet kritiserer man VLAK-regeringen for at have sænket skatterne, selvom det har resulteret i, at en LO-familie har fået en samlet skattelettelse på 12.000 kr. om året – eller 1.000 kr. om måneden lige ned i lommen.
Den udvikling ser FH helst stopper. Velstanden skal i stedet tilfalde det offentlige, så politikerne kan beslutte, hvordan den skal bruges i stedet for arbejderne selv.
FH’s argument er, at det kræver højere udgifter til velfærdsstaten, når der kommer flere ældre og flere børn. Men dette såkaldte ”demografiske træk” udgør i de kommende år kun omkring 0,65 procent om året. Det ville indebære, at man skulle øge udgifterne med 0,65 procent for at fastholde serviceniveauet. Der er andre måder at imødegå den udvikling på. Dels kunne man i det offentlige blive bedre til at prioritere udgifterne. De mest udgiftsbevidste kommuner som Vejle og Frederiksberg har markant lavere udgifter end ødsle kommuner som Ballerup eller Brønderslev, og det vel at mærke efter der er kompenseret for forskelle i befolkningssammensætning og andre vilkår for at drive kommune.
Hvis alle kommuner var ligeså udgiftsbevidste som Vejle kommune, kunne der i 2018 spares hele 25 mia. kr. alene i kommunerne. Det ville kunne finansiere hele det demografiske træk frem til 2025.
Oveni dette er der store muligheder for at gøre den offentlige sektor mere produktiv. Den private sektors produktivitet har i mere end 100 vokset med i gennemsnit 2 procent om året. Anderledes ser det ud til at gå i den offentlige sektor. Pædagogerne tilbringer stadig mindre tid sammen med børnene. Og i en ny bog med den sigende titel ”Det syge væsen”, beskriver overlæge og professor Jes Olesen, hvordan øget bureaukrati og dårlig organisering indebærer, at hans egen produktivitet er blevet halveret i løbet af de seneste 20 år – halveret!
Hvis den internationale kampdag stadig var arbejdernes, ville FH forholde sig skeptisk til, hvordan de offentlige velfærdsmonopoler forvalter medlemmernes surt tjente skattekroner. Men arbejderne er for længst glemt.
