Det borgerlig-liberale Danmark tabte valget i juni, og S sidder nu på regeringsmagten bakket op af resten af rød blok. Skal det borgerlige liberale Danmark vinde regeringsmagten tilbage – og hvad langt vigtigere er – trække Danmark i retning af et mere frit og velstående samfund, er det vigtigt, at man blandt andet ændrer sit velfærdsbegreb.
Velfærdsbegrebet er i Danmark reelt identisk med størrelsen på det offentlige forbrug. Når man siger, at man vil øge velfærden i Danmark, ved alle, at man mener, at der skal tilføres flere penge til kommuner og regioner, altså øge det offentlige forbrug. Med denne definition af velfærd er det ondt at være imod en større offentlig sektor, og skattelettelser bliver »beskidte«. For er man imod flere penge til den offentlige sektor, er man jo imod velfærd.
Det er helt forståeligt, at man på venstrefløjen abonnerer på denne velfærdsopfattelse både indholdsmæssigt og strategisk. Det er også forståeligt, at en lang række interesseorganisationer, der »lever« af en stor offentlig sektor, sætter lighedstegn mellem flere penge til den offentlige sektor og mere velfærd.
Men det er nærmest ubegribeligt, at store dele af det borgerlige Danmark synger med på melodien. Dels fordi det er en forkert opfattelse af velfærd, hvad jeg vender jeg tilbage til, dels fordi man vælger at spille på rød bloks hjemmebane, hvor en større offentlig sektor er godt, fordi det giver mere velfærd. Når man selvvalgt spiller på rød bloks hjemmebane, øger man risikoen for valgnederlag. Og hvad langt vigtigere er: Man gør det sværere at gennemføre de reformer og lettelser af skattetrykket, der er brug for. For lavere skat er jo lig med mindre velfærd, lyder det implicit fra mange borgerlige.
Rød overbyder altid
Et aktuelt eksempel på dette er den seneste valgkamp, hvor Løkke gik til valg på 69 mia. kr. ekstra til velfærd frem mod 2025. De 69 mia. kr. til ekstra velfærd var 69 mia. kr. til mere offentligt forbrug.
Et af problemerne med Løkkes og andre borgerliges tilgang til velfærd er, at rød blok altid kan og altid vil overbyde dem – og rød blok har høj troværdighed, hvad dette angår. Rød blok vil altid være villige til at sende flere penge til kommuner og regioner, end borgerlige vil. Og befolkningen tror med god grund på rød blok.
Denne tilgang til velfærd begrænser sig ikke til den seneste valgkamp. Jeg glemmer aldrig en opringning fra en Berlingske-journalist i 2000erne under Fogh-regeringen. Den lød:
»Mads, Lene Espersen (C) har lige sagt, at hun mener, at regeringen skal prioritere skattelettelser frem for flere penge til kommunerne. Hele Christiansborg ryster på hovedet. Vi kan ikke finde nogen, der støtter hende i hele kongeriget, så nu ringer vi til dig.«
I det sidste Fogh-år (2009) nåede det offentlige forbrug som andel af den samlede velstand et niveau, der er det højeste i nyere danmarkshistorie.
Når man sætter lighedstegn mellem velfærd og offentligt forbrug, begår man indholdsmæssigt en fejl. Det giver nemlig også velfærd for den enkelte og vedkommendes familie, når familien får flere penge til sig selv. Det giver mulighed for at forfølge sine boligdrømme, spise sundt og godt, tage ud at rejse og mulighed for at holde fri i perioder, når man har behov for det. Det er i sandhed også velfærd, og det fremmes ikke via flere penge til den offentlige sektor.
Lad os kalde denne velfærd for familievelfærd. Og lad os kalde det offentlige forbrug for offentlig velfærd. For selvfølgelig er det også velfærd, når der er gode daginstitutioner, gode hospitaler og en god folkeskole.
Familievelfærden
Familievelfærden er karakteriseret ved, at den enkelte person/familie selv suverænt bestemmer, hvordan velfærden skal bruges. Begrænsningen er familiens indkomst minus skat. Jo lavere skat, jo mere familievelfærd.
Den offentlige velfærd bestemmes og prioriteres af embedsmænd og politikere. Den hviler på det udgangspunkt, at det er bedre, at politikerne og embedsmænd bestemmer over den frem for den enkelte borger. Også i dette perspektiv er det ubegribeligt, at så mange borgerlige definerer velfærd ud fra størrelsen af det offentlige forbrug.
Den borgerlige politiker skal selvfølgelig argumentere for, at med familievelfærd via lavere skat kan den enkelte selv bestemme sin velfærd, mens offentlig velfærd bestemmes af embedsmænd og politikere. Og jo, danskerne kan godt selv prioritere deres husholdningsbudget.
Familievelfærden fremmes via lønstigninger og skattelettelser, og til en vis grad er den en substitut til offentlig velfærd. Råderummet på 21,5 mia. kr. frem til 2025 kan kun bruges en gang. Enten på familievelfærd i form af lavere skat eller offentlig velfærd i form af offentligt forbrug. Løkke ville i valgkampen næsten bruge rub og stub, 20,5 mia. kr., på offentligt forbrug.
I denne diskussion er det vigtigt at holde sig for øje, at Danmark har et meget højt offentligt forbrug, offentlig velfærd, sammenlignet med andre lande, mens den private velfærd er mindre høj. Ser man på det offentlige forbrug som andel af BNP, ligger det nr. 2 ud af 36 OECD-lande, mens det private forbrug ligger nr. 31. Så politikerne har prioriteret, at embedsmænd og politikere skal bestemme over en stor del af vores velfærd. Ud fra denne tilgang er det ikke familierne, der er »grådige«, når de vil have skattelettelser, familievelfærd. Det er snarere den offentlige sektor, der er grådig.
Når der gennemføres skattelettelser frem for øget offentligt forbrug, er der mulighed for, at nogle danskere gerne vil have mere af det, der traditionelt er »offentlig velfærd«. Her skal politikerne sørge for, at borgerne kan købe disse ydelser via deres eget familiebudget. I dag kan man købe sundhedsbehandlinger privat, men politikerne kan overveje at introducere muligheden for yderligere brugerbetaling, så man kan tilkøbe højere standarder inden for eksempelvis daginstitutioner og plejehjem. Dette kan yderligere fremmes, hvis politikerne tillader, at man bryder velfærdsmonopolerne på disse områder.
Drop Sovjet-metoden
Hvordan så med det »demografiske træk«? Altså når der kommer flere børn og ældre, skal det offentlige forbrug så ikke pr. automatik følge med op?
Her skal vi væk fra den »sovjetiske tons-ideologi«, der kendetegner den danske diskussion om offentlig velfærd. I Sovjet opgjorde man i perioder værdien af industriproduktionen ud fra, hvor tung den var. Det betød, at statsvirksomhederne, gjorde alt tungt. Søm, skruer mv. skulle være tunge, for »jo flere tons, jo mere værdi«.
I Danmark er det sådan, at jo dyrere den offentlige velfærdsproduktion er, jo bedre antager man, at den er. Men det er en forkert tilgang. De økonomiske vismænd har f.eks. vist, at der på gymnasieområdet i den målte periode ikke er sammenhæng mellem tilførsel af ressourcer og resultater blandt eleverne. Selvfølgelig vil det have en negativ effekt, hvis man f.eks. halverede udgifterne til gymnasierne, men på marginalen – og det er der, vi er i Danmark – afhænger resultaterne ikke så meget af, om ressourcerne går op eller ned med én pct. Resultaterne afhænger mere af, hvordan pengene bruges. Thornings Produktivitetskommissionen viste, at der var meget store muligheder for at få meget mere offentlig velfærd for de samme penge.
Min pointe er, at fremadrettet bør den offentlige velfærd forbedres ved, at man får mere velfærd for de samme penge ved at udmønte mange af de forslag, der var udkommet af f.eks. Produktivitetskommissionen. Det drejer sig bl.a. om konkurrenceudsættelse, bedre løn til ledere og medarbejdere der løfter produktiviteten.
