Det er en illusion, at politik er et nulsumsspil

I beregningen indgår borgernes disponible indkomster – det vil sige deres private forbrugsmuligheder. Men der er jo også sket en markant stigning i det offentlige forbrug (uddannelse, sundhedsvæsen osv.). Ændrer det ikke billedet, vil nogen måske tænke?

Borgernes andel af det offentlige forbrug er mere ligeligt fordelt end de disponible indkomster og privatforbruget. Og lægger man værdien af det offentlige forbrug oven i de disponible indkomster, får man rigtig nok mere omfordeling. Men man får også større bidrag fra økonomisk vækst. Her er forklaringen: Det stigende offentlige forbrug er finansieret af stigende skatter, hvilket har udhulet effekten af væksten på borgernes disponible indkomster.

Nettoeffekten af de to ting er, at omfordeling nu kun tegner sig for godt 7 pct. af indkomstfremgangen for de laveste indkomster, mens økonomisk vækst altså samlet tegner sig for næsten 93 pct. Så indregningen af det offentlige forbrug svækker ikke, men forstærker konklusionen om vækstens altdominerende betydning.

Nogen vil måske tænke, at 100 år er lang tid. Hvad sker der, hvis vi ser på kortere perioder? Ser man på indkomststigningen hos de 40 pct. laveste indkomster f.eks. de seneste 50 år, så spiller fordelingspolitikken en større, men stadig underordnet rolle i forhold til vækst. Væksten var tre gange så vigtig som fordelingen i denne periode. Men det mest interessante er måske at se på perioden siden slutningen af 1980’erne. Her har væksten drevet hele indkomstfremgangen – ja, mere end det, fordi de laveste indkomsters andel af de samlede indkomster faktisk er aftaget lidt.

Så til trods for den store fokus på fordelingspolitik i de politiske diskussioner og pressen er den økonomiske vækst langt den vigtigste kilde til stigende levestandard også i bunden af indkomstfordelingen. I hvert fald når man bevæger sig ud over det helt snævre tidsperspektiv. Den økonomiske vækst har spillet den altdominerende hovedrolle selv i den periode, hvor vi har opbygget en enorm velfærdsstat. Og det kan vi selvsagt ikke gøre en gang mere.

Tværtimod tyder meget på, at vi reelt har nået fordelingspolitikkens politiske grænser. Alle regeringer siden 1980’erne har gennemført økonomiske reformer, fordi de voldsomme udgifts- og skattestigninger i 1960’erne og 1970’erne efter velfærdsstatens udbygning skabte store økonomiske ubalancer med bl.a. uholdbare offentlige finanser. Så spørgsmålet er, hvor stort modet er hos politikerne og vælgerflertallet på at gentage eksperimentet med væsentlig skærpet fordelingspolitik, når det kommer til stykket.

Til gengæld er der ikke nok politisk fokus på betydningen af økonomisk vækst. Det kan hænge sammen med, at gevinsterne først for alvor viser sig på lidt længere sigt.

Desværre er vi på vej ind i en langsigtet vækstkrise i Danmark. Produktivitetsvæksten er faldende. Produktivitet er, hvor meget output vi får ud af hver enhed input, f.eks. vores arbejdskraft. Samtidig skrumper også reformviljen. Den nuværende regering er den første i mange årtier, som har forringet de samlede økonomiske strukturer – og kun hårdt presset har fremlagt forslag til at reparere på skaderne.

Et lavvækstsamfund kan imidlertid sætte gang i en farlig politisk dynamik. Jo langsommere vækst, desto større kan presset for mere fordelingspolitik blive – hvilket blot vil hæmme væksten endnu mere. Hvis lavvæksten tilmed skaber en opfattelse blandt store befolkningsgrupper om at være blevet efterladt eller ligefrem snydt, så kan det fremme politisk populisme.

Det er en illusion, at politik er et nulsumsspil. Politik drevet af omfordeling er et negativ-sumsspil, som samlet gør os fattigere. Politik med fokus på vækst er derimod et plussumsspil. Som enkeltindivider kan vi måske nok blive bedre stillet af at skære kagen anderledes, men som samfund kan vi kun, hvis den bliver større.

Bragt i Jyllands-Posten d. 30. november 2021.