En af vismændene, Torben Tranæs, advarer om, at den danske velfærdsstat risikerer at blive ramt af en kombination af tre økonomiske »sygdomme«: Baumols syge, Wagners lov og Laffer-effekten. Det er en reel trussel, men den kan godt undgås.
For mange er det nok indlysende, at når vi bliver rigere, bliver der bedre råd til offentligt forbrug. Men Baumols syge handler om, at øget velstand skabt i den private sektor kan øge omkostningerne ved at producere offentligt forbrug som skoler, sygehuse og politi. Forklaringen er, at lønningerne i den offentlige sektor i grove træk må følge med de private lønninger. De private lønninger afhænger på sin side af den private sektors produktivitet. Derfor risikerer en stigning i den private produktivitet blot at udløse højere udgifter til at producere det samme offentlige forbrug som hidtil.
Det kan gå helt galt, hvis den øgede indkomst i den private sektor samtidig øger efterspørgslen efter offentligt forbrug uforholdsmæssigt meget (Wagners lov). Konsekvensen af Baumols syge og Wagners lov kan blive, at den offentlige sektor kommer til at koste stadigt mere. Jo mere produktiviteten stiger i den private sektor, desto værre bliver det.
Men det kan ikke fortsætte evigt på grund af den tredje sygdom, Laffer-effekten, som indebærer, at der er en øvre grænse for, hvor meget der kan kræves ind i skatter.
Men hvor langt i denne patologi er vi egentlig?
Når det gælder Laffer-effekten, er det endnu muligt at skaffe flere skatteindtægter ved at øge beskatningen. Pointen er imidlertid, at de såkaldte forvridningseffekter – som bl.a. ytrer sig ved mindre økonomisk vækst – sætter ind længe før skatterne er så høje, at der ikke kan vrides mere provenu ud af dem. Navnlig de omfordelende skatter, f.eks. topskatten, er allerede meget forvridende.
Umiddelbart ser vi måske ikke ud til at være så hårdt ramt af Baumols syge. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse er priserne på at producere offentligt forbrug faktisk vokset lidt langsommere end priserne på privat forbrug siden 2007 (tidligere har man ikke opgjort det). Man erkender dog, at opgørelsesmetoden er langtfra præcis. Det er meget svært at måle mængder og ikke mindst kvalitet i den offentlige sektor.
Bag dette måleproblem gemmer sig et måske endnu større problem: At værdien af det offentlige forbrug for borgerne er meget svært at opgøre.
Modsat den private sektor, hvor man kan købe et væld af forskellige goder med forskellig pris og kvalitet afhængig af ens præferencer, leverer det offentlige standardgoder i rationerede mængder. I takt med, at f.eks. behandlingsmulighederne i sundhedsvæsenet er udvidet voldsomt, er konsekvenserne af ikke at tage hensyn til præferenceforskellene stadigt mere alvorlige. Så derfor er problemstillingen med, om der kommer nok værdi for pengene i det offentlige, særdeles relevant.
Men hvad med »Wagners lov«? Måske forekommer det indlysende, at øget velstand ikke blot øger forventningerne til køkkenindretningen derhjemme, men også til standarden af toiletter i sportshallen. Interessant nok er Wagners lov langt mindre gyldig, end man skulle tro. Ser man på OECD-landene, er der ingen sammenhæng mellem, hvor rige de er, og hvor meget den offentlige sektor fylder. Og sammenligner man danske kommuner, finder man heller ikke dette mønster. Forklaringen er næppe, at efterspørgslen efter f.eks. fritidsgoder ikke vokser med den enkeltes indkomst, men at de ikke nødvendigvis behøver at blive leveret af det offentlige.
Tranæs patologi er en reel trussel, som især de, der af ideologiske grunde ønsker en stor offentlig sektor, bør være optaget af. Den tilsiger som minimum, at der bør være et stærkt politisk fokus på at øge produktiviteten i det offentlige, herunder at udlicitere til de mest effektive leverandører. Øget anvendelse af brugerbetaling vil kunne løse noget af problemet med, at det offentlige forbrug ikke matcher varierende borgerpræferencer. Men grundlæggende bør den offentlige sektor løse færre opgaver.
