Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at uligheden steg i 2019. Den såkaldte Gini-koefficient steg fra 29,1 til 29,8 pct. Er det et problem? Mit svar er nej.
Ulighed er selvfølgelig ikke et mål i sig selv. Slet ikke. Men en stigning i uligheden er acceptabel, hvis den er en konsekvens af fremgang i beskæftigelsen og samfundsøkonomiske fremskridt.
2019 blev et år med høj realvækst i danskernes disponible indkomster svarende til 2,7 pct. Det er den højeste årlige vækst i ni år. Det afspejler, at 2019 var et højkonjunkturår, hvor 37.000 flere kom i job. Dertil kommer pæne aktiegevinster og skattelettelser gennemført af Løkke-regeringen.
Traditionelt er en højkonjunktur ledsaget af en stigning i uligheden målt ved Gini-koefficienten, bl.a. fordi huspriserne og aktiekurserne stiger, ligesom flere får en høj indtjening. Det ses også i 2019. Men husk her på, at Danmark har den 5. laveste ulighed ud af 36 OECD-lande. Vi er blandt de lande i verden med lavest ulighed.
I 2019 fik alle indkomstgrupper en stigning i velstanden. Bund 10 pct. og top 10 pct. fik det største løft. Og fremgangen var større i bunden end i midten af indkomstfordelingen.
Når uligheden vokser, skyldes det, at stigningen i top 10 pct. var større end i resten af befolkningen. De 10 pct. med lavest indkomst oplevede en stigning i velstanden på 5,6 pct. Det kan skyldes, at flere er kommet i job, og det løfter indkomsten. Og færre lever med lav indkomst. Man ser f.eks., at andelen af borgere med 50 pct. af medianindkomsten og derunder er faldet i 2019. Antallet af personer med indkomst under 200.000 kr. er faldet med 44.000 personer. Det er desuden glædeligt, at der er blevet færre med relativ lav indkomst.
Samtidig er der blevet flere med høje indkomster. Antallet af personer med indkomster over 1 mio. kr. er vokset med 8.000 personer til 100.000. Og top 10 pct. har med 6,7 pct. oplevet den største indkomstfremgang. Det skyldes til dels betydelige aktiegevinster, men også at bl.a. selvstændige havde gode muligheder for at tjene penge.
I de kommende år er det uvist, hvordan uligheden vil udvikle sig. Mette Frederiksens politik gør alle indkomstgrupper fattigere pga. hendes mange skattestigninger. Mette Frederiksen har gennemført eller planlægger 31 skattestigninger. Og det rammer de ti pct. med lavest indkomst hårdest. Det viser beregninger udført af hendes egne økonomer i Finansministeriet. Beregningerne viser også, at erhvervsskattestigninger (som f.eks. bankskatten) betales af alle indkomstgrupper og også af dem med lavest indkomst. Så indtil videre trækker Mette Frederiksens politik i retning af øget ulighed.
Traditionelt har ulighedsdebatten fyldt meget i den politiske diskussion. I rød bloks forståelsespapir står der decideret, at uligheden skal reduceres. Jeg håber alligevel, at det politiske fokus på ulighed aftager de kommende år. Ulighedsdiskussionen har tidligere lammet reformdagsordenen herhjemme.
Typisk er det sådan, at politiske initiativer, der øger vækst og beskæftigelse, også øger uligheden en smule. Danmark er imidlertid blandt de lande med lavest ulighed. Problemet herhjemme er ikke, om Gini-koefficienten stiger eller falder lidt. Udfordringen er at få flere i job og øge væksten. Hvis det afstedkommer en lille stigning i uligheden, burde det være til at leve med for politikerne.
(Bragt i Berlingske 7. december 2020)
