Det er afgørende, at pengene fra øget politisk mål for forsvarsudgifterne bruges så effektivt som muligt. Politisk aftale om Grøn Fond udstiller risiciene ved politiske mål i form af at bruge penge.
Regeringen har besluttet at udskyde energiøen i Nordsøen endnu en gang. Det er rettidig omhu. Tænkepausen bør benyttes til en fundamental gentænkning af den måde, vindenergiudbygningen sker på i Danmark. Ellers truer flere ekstraregninger til skatteyderne, uden at de øvrigt har nogen god klimabegrundelse.
Da energiøerne blev besluttet, var det en klar politisk forudsætning, at det skulle ske helt uden statsstøtte - inklusive til de betydelige infrastrukturinvesteringer. Det skulle imidlertid vise sig, at økonomien i den første ø, i Østersøen, ikke levede op til de optimistiske forventninger, og så besluttede politikerne sig for alligevel at yde statsstøtte. Foreløbig er afsat knap 18 mia. kr., men det kan stige yderligere. Og nu tegner heller ikke energiøen i Nordsøen til at være rentabel.
Der bliver samtidig lobbyet kraftigt for, at staten skal bygge et brintrør til Tyskland, så mere af den planlagte overproduktion af strøm kan afsættes til tysk industri. Det kan ligeledes ende med at blive bekosteligt for skatteyderne.
Det grundlæggende problem er, at den nuværende model for vindudbygning grundlæggende mangler troværdighed og bæredygtighed. For det første kan politikerne ikke både bestemme, hvor meget vindenergi, der skal bygges, og samtidig sikre størst mulig samfundsøkonomisk rentabilitet. Det er et enten-eller. For det andet bygger den nuværende model på, at staten står med en stor del af risikoen. Risikoen er en væsentlig del af omkostningerne ved energiprojekter.
Hvad kan man gøre? Faktisk kan man lade sig inspirere af noget af den måde, kulbrinteforekomsterne i Nordsøen tidligere blev indvundet på. Her har der været afholdt udbudsrunder i takt med, at markedet har udvist interesse. Det er i så fald markedets vurdering af de kommercielle muligheder og ikke politiske ønsker, som bestemmer udbygningen.
Oprindeligt var infrastrukturen også privat opført (modsat den langt mere problematiske statsejede på land). Infrastruktur kan kræve regulering, men en forudsætning for effektiv regulering er, at staten ikke samtidig er ejer. I det omfang, staten alligevel ejer infrastrukturen, er det afgørende, at den kun opføres, hvis den er rentabel, og prissætningen sker til ægte samfundsøkonomiske omkostninger. Som minimum bør buddene for ny vind være store nok til at dække samtlige statslige infrastrukturomkostninger.
Hvis de senere år vist én ting, er det, at politisk styring af energiudbygningen er uforenelig med sund samfundsøkonomi i et marked præget af så omskiftelige forhold.
Bragt i Jyllands-Posten den 27. august 2024
