Gør som vi gjorde med bilsynet - og få styr på ventetiden for byggesager

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Tags

Indholdsfortegnelse

Tags

Ringer man til Københavns Kommunes Center for Bygninger får man af en telefonsvarer at vide, at de har lukket for vejledning i forbindelse med byggesager. Lukningen af vejledningen sker for at frigøre ressourcer til at sagsbehandle byggesager.

Ifølge kommunens hjemmeside tager over halvdelen af sagerne, der vedrører enfamiliehuse, mere end 60 dage. 60 dage! Hvis du har prøvet at bygge noget som helst, ved du, at det er lang tid at gå og vente, fra man har indsendt sine tegninger til kommunen.

Man kan i øvrigt godt tvivle på, at kommunens hjemmeside er helt opdateret. Min nabo søgte byggesagstilladelse før påske. Midt i august fik de besked om, at nu var sagen blevet tildelt og ville blive behandlet snarest. De har dog ikke hørt nærmere endnu, selvom det er mere end 150 dage siden, de sendte ansøgningen ind.

Det frustrerende er, at sådan behøvede det slet ikke at være. I det tidligere Østtyskland var der års ventetid på at få en Trabant, mens forbrugerne i Vesttyskland kunne få en bil nærmest omgående. Forskellen var den frie markedsøkonomi.

Det frie marked sikrer, at forbrugernes efterspørgsel modsvares af virksomhedernes udbud. Men det frie marked er fraværende i byggesagsbehandlingen, da byggeloven ifølge Københavns Kommune pålægger kommunerne at behandle byggesager. Derfor har virksomhederne ikke mulighed for at tage over og levere rådgivning og hurtig byggesagsbehandling, når kommunen svigter.

Hvis boligminister Kaare Dybvad (S) liberaliserede byggesagsbehandlingen og tillod private firmaer at sagsbehandle borgernes byggesager, ville ventetiden, der i øvrigt er et permanent problem i mange af landets kommuner, blive reduceret væsentligt.

Det kan muligvis virke underligt for nogle at liberalisere et område, der bl.a. handler om administration af kommunens egne regler. Men der er flere gode erfaringer med netop dette. Bl.a. liberaliserede man bilsynet i 2005, så private kunne syne bilerne under tilsyn af Færdselsstyrelsen.

Før den tid var det en statslig opgave at syne bilerne, og det havde de samme konsekvenser for kunderne, som københavnerne i dag oplever med byggesagsbehandlingen. Ventetid var nærmest normalen, selvom man havde bestilt tid på forhånd. I dag har flere steder drive-in bilsyn som en anden McDonald’s.

En evaluering fra 2014 viser, at forbrugerne fik meget store gevinster som følge af liberaliseringen, og at de private synshaller begår meget få fejl. Også i Sverige har man positive erfaringer – bl.a. med en liberalisering af praksissektoren, som gav udbydere af sundhedsydelser ret til frit at etablere sig.

Boligministeren bør derfor tage initiativ til, at Folketinget ændrer byggeloven, så private firmaer kan sagsbehandle borgernes byggesager under tilsyn af kommunerne.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. oktober 2019

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    +45 27 28 27 48

    herby@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    +45 27 28 27 48

    herby@cepos.dk