Begrundelsen for den nedlukning af Danmark, som regeringen har beordret for at redde så mange som muligt fra at dø af Corona-virusset COVID-19, er blevet bredt kommunikeret af regeringen og opsummeres fint i denne figur, som også vil være de fleste bekendt, der fx har fulgt regeringens pressemøder:
Nedlukningen har formentlig ikke til formål at forhindre, at virusset breder sig. Jeg skriver ”formentlig”, fordi regeringen faktisk ikke har kommunikeret til borgerne, hvad formålet mere nøjagtigt er. Det er ved at være dybt problematisk, at regeringen holder kortene så tæt til kroppen.
Men man må antage, at regeringen ikke forventer, at det vil være muligt at udrydde Corona i Danmark i denne første nedlukning. Det ville også kræve en langt mere aggressiv opsporing via tests og isolering af smittede, end regeringen hidtil har valgt (dog er dernye meldingerom flere tests efter voldsom kritik fra flere kanter, blandt andet fordi WHO anbefaler langt mere omfattende brug af tests).
Som det står nu, må man regne med, at 50-60 procent (nogle siger 80 procent) af danskerne skal smittes. Nedlukningen handler dermed alene om at brede dette forløb ud i tid, så antallet af smittede, som har brug for indlæggelse på intensivafdelinger eller for at komme i respirator ikke overstiger sundhedsvæsenets kapacitetsgrænse. En overskridelse af kapacitetsgrænsen kan føre til en mangedobling af antallet af dødsfald.
Problemet, som stort set ikke har været diskuteret er, at en sådan strategi ser ud til at ville kræve en nedlukning i mange måneder, formentlig et halvt til et helt år. Og det vel at mærke, hvis det lykkes myndighederne at holde antallet af alvorligt syge, der skal bruge respirator lige under kapacitetsgrænsen, så der hele tiden er ca. 1.000 personer i respirator.
Men efter 1½ uges nedlukning er der fortsat kun 35 personer med COVID-19, som har brug for respirator. Og væksten i antallet ser ikke ud til at stige eksponentielt, men snarere lineært, jf. denne figur fra Sundhedsstyrelsen:
Siden 17. marts er antallet i respirator altså i gennemsnit steget med ca. 8 om dagen. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, måske sker der en voldsom vækst i de kommende dage, men udviklingen hidtil giver anledning til at spørge myndighederne om deres tanker vedr. dette. Hvis den nuværende udvikling i sygdommen fortsætter, vil det tage 17 uger alene at nå op på kapacitetsgrænsen. Det er ikke en forudsigelse, men en observation.
Skal Danmark være nedlukket i hele den periode – samt i mange måneder efterfølgende, mens sygdommen langsomt spreder sig?
Det forekommer at være et både uønsket og helt urealistisk scenarie. Danskerne ville blive ruineret, statens finanser ødelagt, arbejdsløsheden ville vokse sig tårnhøj. Mange almindelige mennesker er allerede nu ved at blive kulrede af at sidde derhjemme uden at kunne tage til de fritidsaktiviteter, og besøge de venner og den nære familie, som giver deres liv mening. For slet ikke at tale om, at en del spiser mere, motionerer mindre, drikker mere osv. Altså en rigtig usund livsstil i længden.
Med andre ord: Nedlukning er en balancegang imellem på den ene side at sikre, at antallet af kritisk syge holdes under kapacitetsgrænsen og på den anden side at sikre, at sygdommen spreder sig så hurtigt som muligt i befolkningen, så nedlukningen kan blive så kort som muligt.
Der er ikke noget, der hedder at være på den sikre side her. Nedlukning har enorme omkostninger for danskerne både økonomisk og menneskeligt og må derfor gøres så kort som muligt. Endvidere er det sandsynligt, at danskerne efterhånden vil slække på deres frivillige sociale distancering, hvis der kommer til at gå for lang tid.
Mener regeringen, at den har ramt den rette balance? Vi har krav på at vide, hvad regeringen mener og forestiller sig? Hvis regeringen blot svarer, at ingen kan vide, hvor mange smittede, der vil skulle bruge respirator om en uge, siger den reelt, at den har valgt en strategi, som den ikke kan styre. Er det så ikke en forfejlet strategi? Og skal den så ikke laves om?
I minseneste blog, gjorde jeg opmærksom på, at det er overvældende sandsynligt, at den Corona-strategi, som regeringen med støtte fra et enigt Folketing har lagt, ikke er den helt rigtige. Der er formentlig begået fejl, måske endda store fejl.
Jeg skrev også, at man ikke skal bebrejde regeringen og Folketinget dette. Det er et vilkår, når man i hast og med begrænset viden skal træffe beslutninger om komplekse problemer.
Det er imidlertid helt afgørende for at redde flest mulige menneskeliv på den for samfundet mest skånsomme måde, at der finder en løbende kritisk samtale sted om de trufne beslutninger, hvor medier og befolkning stiller kritiske spørgsmål. Vi bør også forvente, at regeringen lægger alle data frem samt svarer på disse spørgsmål, så godt den kan. Endelig – og vigtigst – må vi forvente, at regeringen løbende indrømmer fejl og tilpasser strategien tilsvarende.
I kommende blogs vil jeg overveje alternative strategier til regeringens nuværende.
Jeg vil gerne gentage budskabet fra min første blog: Vi skal selvfølgelig rette os efter regeringens anvisninger i denne situation. Det gør jeg også selv. Men det er ikke ensbetydende med, at al kritisk analyse af regeringens politik skal forstumme. Tværtimod skylder vi de sårbare, at vi løbende overvejer, om vi har valgt den rette strategi, eller om den skal ændres.
