En af de ting, der for alvor adskiller borgerlige fra venstreorienterede, er en forskellig forståelse af magtens væsen, og hvad der gør magt farligt.
Fortællingen om Harry Potter bygger på en borgerlig-liberal forståelse af magtens væsen. Albus Dumbledore, rektor for troldmandsskolen Hogwarts, forklarer Harry, hvorfor han selv flere gange i sit liv har sagt nej til posten som minister for magi:
»Jeg havde som meget ung mand bevist, at magt var min svaghed og evige fristelse.«
Dumbledore er en af heltene – en god mand – men på trods af dét, fører magt i hans hænder ikke til noget godt. I en socialistisk forståelse er magt godt, så længe den udøves af helten, men ond, hvis den udøves af skurken – derfor vil man stække markedet, som man er skeptisk over for, blandt andet på grund af profitmotivet. Det er intentionen om at ville det gode, der tæller.
Fordel magten
Borgerlige har en mere dyster og realistisk magtforståelse. Magtanvendelse har utilsigtede konsekvenser, som kan være alvorlige. Det er derfor ikke intentionen med magtanvendelsen, der er det centrale, men konsekvensen. Magt har det med at gøre helte til skurke. Derfor er den helt centrale udfordring for et samfund, at magten bliver fordelt og afvejet mellem forskellige aktører.
Og således ser vi borgerlige med stor alvor på magtkoncentration – både politisk og på markedet. På markedet skal der være fri konkurrence og åben handel med omverdenen, så nogle få virksomheder ikke kan sætte sig på magten. Til gengæld ser vi det ikke som et onde, men som et gode, at forskellige virksomheder kæmper indbyrdes om kundernes og medarbejdernes gunst.
Store forandringer bliver skabt af ny teknologi og iværksættere. Nogle kan føles sig magtesløse over for den udvikling og derfor antage, at der således må være nogle andre, der har den magt, man ikke selv har. Men sådan fungerer markedet ikke. Den samfundsudvikling, der bliver drevet frem på markedet, er et resultat af milliarder af menneskers individuelle beslutninger. Det nye bliver skabt nedefra og op. På et velfungerende marked finder ingen central magtudøvelse sted.
Brutal politisk magt
Dumbledore fortsætter:
»Det er en mærkelig ting, Harry, men måske er de, som aldrig har søgt magten, bedst egnet til at praktisere den. Mennesker, der som du bliver påtvunget et lederskab og accepterer byrden, fordi det er nødvendigt, og som til deres overraskelse opdager, at de kan bære den byrde.«
Problemet er, at i politik opstår den situation stort set aldrig. Politik er en benhård konkurrence om magten. Man skal ikke alene ville den for at få den. Man skal brænde efter den.
I en venstreorienteret samfundsforståelse er markedet i det kapitalistiske samfund forsynet med magt, som er ’uhæmmet’ eller ’ude af kontrol’. Politik er det kultiverede, fredsommelige og trygge, mens markedet er kaotisk – som en farlig jungle, der skal tæmmes. Venstrefløjen vil regulere markedet og skabe dét, de kalder ’ordnede forhold’.
Sandheden er, at den politiske magtudøvelse ofte er den mest brutale, kaotiske og jungleagtige. På markedet er der plads til mange aktører, der kan eksistere side om side. Det er sjældent, at en aktør opnår dominans – med undtagelser på helt særlige markeder, såsom de sociale medier med stærke netværkseffekter.
I politik er den dominerende logik at opnå flertal. Har man flertallet, får man magten. I ental bestemt form. Politisk magt kan være meget farlig, fordi den nødvendigvis må koncentreres på relativt få hænder.
Potters dybere sandhed
De personer, der i Potter-bøgerne opnår mest politisk magt, er dem, der i størst omfang varetager egne interesser og i mindst omfang tjener almenvellets. Arthur Weasley er den eneste embedsmand i Ministeriet for Magi, som reelt yder en indsats for at bekæmpe Lord Voldemort, men han er samtidig marginaliseret og kørt ud på et sidespor til trods for stor viden og evner.
Potter-bøgernes statskritik er en parodi. I virkelighedens verden findes der både blandt politikere og embedsmænd et væld af kompetente folk med gode intentioner, og der opnås også ofte rimelige eller sågar gode resultater.
Men som enhver god fortælling rammer Potter-universets statskritik alligevel en dybere sandhed om statsmagtens væsen. På samme måde som Shakespeares Romeo og Juliefortæller noget dybere om kærligheden uden at være en fortælling, som på nogen måde beskriver et typisk kærlighedsforhold.
Økonomen Friedrich Hayek (1899-1992) beskrev i bogen The Road to Serfdom fra 1944, hvordan det vil være politikere med uønskede karaktertræk, som vil have tendens til at nå til tops i systemer med stærkt koncentreret politisk magt – altså skurkene, ikke heltene. Jo større magt, staten har over samfundet og økonomien, jo mere står der på spil, og jo mere sandsynligt er det, at magten går til de skruppelløse. Derfor har liberal demokratisk normdannelse og praksis aldrig kunnet fastholdes i længere tid i lande med planøkonomi. Magten er for koncentreret. Civilsamfundet og markedet er ikke stærke magtcentre, som kan afbalancere den politiske magt.
Statslig inkompetence
Politologen Mancur Olson (1932-1998) påpegede i The Logic of Collective Action fra 1965, at interessegrupper står meget stærkt i et demokrati. Olson påviste, at afgrænsede grupper med snævre særinteresser og målsætninger, som gruppens medlemmer har en stærk egeninteresse i at se opfyldt, har langt bedre muligheder for at organisere sig end større grupper med mere generelle samfundsinteresser.
Da den onde Lord Voldemort vender tilbage, nægter Ministeriet for Magi hårdnakket at se kendsgerninger i øjnene, og man begynder at forfølge og chikanere Harry Potter og den lille gruppe af privatpersoner, der insisterer på sandheden.
Ministeriets adfærd udarter sig gradvist til egentlig magtmisbrug. Dumbledore fyres som rektor på Hogwarts og i stedet indsættes en inkompetent embedsmand, Dolora Nidkjær. Da Potter, som er elev på skolen, nægter at bøje sig, udsættes han for tortur.
Da det ikke længere er muligt for ministeriet at fornægte Voldemorts tilbagekomst, afsættes Cornelius Fudge, ministeren for magi, og i hans sted indsættes Rufus Scrimgeour. Det bliver tingene kun værre af. Mens Fudge var inkompetent, men relativt harmløs, er Scrimgeour inkompetent og hensynsløs.
Nu er der brug for at vise handlekraft, og ministeren går straks i gang med at smide uskyldige i fængsel. Som Harry Potter frustreret og vred udbryder i en af sine konfrontationer med ministeren:
»I kan simpelthen bare ikke få tingene til at lykkes, kan I? Enten får vi Fudge, der lader som om, alting er helt fint, mens folk bliver myrdet lige for næsen af ham, eller også får vi sådan en som dig, der smider de forkerte personer i fængsel.«
Potter er civilsamfundet
Potter-fortællingen viser os, at det er alt for risikabelt at skrue op for statens og politikernes magt ud fra den antagelse, at den vil blive brugt til det ’fælles bedste’. Magten bliver alt for ofte kidnappet af særinteresser, snarere end at tjene almenvellet.
I Potter-bøgerne ender Lord Voldemort simpelthen med at overtage Ministeriet for Magi. Hele dets magtapparat bliver pludselig vendt imod det samfund, som ministeriet egentlig var oprettet til at beskytte og tjene.
På trods af sine enorme ressourcer og beføjelser gør Ministeriet for Magi reelt intet for at bekæmpe Lord Voldemort. Den eneste effektive modstand kommer fra en lille gruppe privatpersoner, som frivilligt slutter sig sammen i Fønixordenen.
I Harry Potter-bøgerne er det således civilsamfundet, der finder løsningen og modet til at redde verden fra Voldemort, ikke Ministeriet for Magi. Derfor er Harry Potter mit politiske idol.
