Mette Frederiksen har siddet som statsminister i godt tre år, og en valgudskrivelse er på trapperne.
Det er derfor på sin plads at gøre status over resultaterne af hendes økonomiske politik.
Mette Frederiksen overtog regeringsmagten på et meget gunstigt tidspunkt. Efter små 20 års »borgerlige reformer«, som hun selv har kaldt dem, lå Danmark i 2019 nr. 7 (ud af 38 OECD-lande), når man kigger på BNP pr. indbygger. Den højeste placering i flere årtier. Reformerne drejer sig om højere efterløns- og pensionsalder, reduktion af dagpengeperiode, skattereformer mv. Reformerne har løftet beskæftigelsen med over 200.000 personer varigt. Desuden var de offentlige finanser i topform. Derudover overtog Mette Frederiksen et økonomisk råderum på 29 milliarder kroner fra VLAK-regeringen.
Så udgangspunktet var enormt gunstigt for Mette Frederiksen. Sunde offentlige finanser, høj velstand og danmarkshistoriens højeste beskæftigelse.
Ser man på Mette Frederiksens reformkonto (dvs. hvor meget reformer øger beskæftigelsen varigt), lander hun tæt på en nulløsning. Det står i modsætning til hendes forgængere Anders Fogh Rasmussen (208.000 i øget beskæftigelse), Lars Løkke Rasmussen (69.000) og Helle Thorning-Schmidt (39.000), der alle via reformer øgede beskæftigelsen markant.
Mette Frederiksens reformkonto lander på 1.700 personer. Det er blandt andet sammensat af Arne-pensionen, der trækker beskæftigelsen ned med 9.400 personer, mens blandt andet reduktionen af dimittendsatsen og forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget øger beskæftigelsen. Der er samlet set tale om en pauver reformkonto. Desuden er der i dag stor mangel på arbejdskraft i private virksomheder. I det perspektiv burde der være gennemført flere reformer.
Finanspolitikken har været for lempelig. Ifølge Finansministeriet øger Wammens økonomiske politik siden 2019 den økonomiske aktivitet med cirka to procent af BNP i år. Det er helt upassende i den nuværende økonomiske situation, hvor der er kapacitetspres og en inflation på cirka ni procent.
En del af årsagen til den for lempelige finanspolitik er, at den offentlige beskæftigelse er løbet løbsk og er vokset med 28.000 personer. Stigningen i den offentlige beskæftigelse har været begrundet med corona og behovet for flere podere og sundhedspersonale. Men der er ikke længere corona, og det forekommer, at regeringen stort set har opgivet at reducere den offentlige beskæftigelse efter pandemien. Det vil sige, at regeringen har brugt corona til varigt at udbygge den offentlige beskæftigelse. Det indebærer, at vi i dag har danmarkshistoriens højeste offentlige beskæftigelse, og vi har næstflest offentligt ansatte ud af 38 OECD-lande. Alligevel er der ikke tilfredshed med den offentlige service i Danmark. Det indikerer, at vejen til bedre service fremadrettet skal ske ved at øge produktiviteten i det offentlige.
I forhold til danskernes privatøkonomi har Mette Frederiksen været et dyrt bekendtskab. Hun har øget skatterne over 40 gange svarende til 11 milliarder kroner varigt. Og Finansministeriets økonomer har beregnet, at Mette Frederiksens politik varigt medfører, at ni ud af ti indkomstgrupper får reduceret deres levestandard. Det skyldes blandt andet højere bankskatter (der ifølge regeringens økonomer betales af alle indkomstgrupper), streamingskat, tobaksskat, dyrere benzin- og dieselbiler mv. De 40 procent fattigste går mest ned i levestandard som følge af Mette Frederiksens politik.
I valgkampen i 2019 sagde Nicolai Wammen, at det kun var de fem procent rigeste, der ville opleve skattestigninger. Det har vist sig at være åbenlyst forkert.
Tilsvarende har Mette Frederiksens politik øget uligheden ifølge regeringens egne økonomer i Finansministeriet. Dette på trods af at der i det røde forståelsespapir fem gange står, at uligheden skal reduceres.
Så bundlinjen for Mette Frederiksens økonomiske politik er, at reformkontoen er omtrent 0; hun har reduceret levestandarden varigt for ni ud af ti indkomstgrupper; hun har ført en alt for lempelig finanspolitik; hun har øget uligheden, og hun har gennemført mere end 40 skattestigninger svarende til 11 milliarder kroner varigt. Og dertil kommer to løftebrud, fordi hun gik til valg på at reducere uligheden samt på, at man skulle være bankdirektør eller lignende for at opleve skattestigninger.
Bragt i Berlingske d. 2. oktober 2022.
