Nedlukningen af dansk økonomi som følge af coronakrisen vil sandsynligvis medføre et voldsomt tilbageslag, som overgår finanskrisen i 2009. Dengang faldt produktionen med 4,4 pct.
Det afgørende bliver nedlukningens varighed, og hvilke strategier vi vælger til at bekæmpe epidemien med i den kommende tid. Når vi som nu begrænser smitteintensiteten ved at isolere (stort set) hele befolkningen, har det meget store økonomiske omkostninger. Kan man derimod finde mere målrettede veje, som beskytter særligt udsatte og prøver at identificere smittebærere gennem bl.a. omfattende test, vil det være mere overkommeligt.
Når så meget afhænger af varigheden af nedlukningen, kan man heller ikke give en troværdig prognose for den økonomiske udvikling i år. Man må se på scenarier. I sidste uge udarbejdede jeg en analyse med fem scenarier (se tabellen), og i denne uge kom Nationalbanken med en analyse med tre scenarier. Givet den meget store usikkerhed flugter de to analyser ganske godt. Men derfor kan de nu sagtens ramme ved siden af!
I det mildeste scenario er nedlukningen ovre til sommer. Det er, når den forventede første covid-19-bølge er slut. I så fald viser min analyse en negativ økonomisk vækst på 2,5 pct. og Nationalbankens på tre pct.
Meget lidt tyder desværre på, at vi bliver sygdommen kvit, selv om den vil vise sig at have samme sæsonvariation som almindelig influenza. Ifølge Sundhedsstyrelsen prognose vil kun ti pct. af befolkningen have opnået immunitet, så risikoen for, at epidemien kommer igen, er betragtelig.
I mit midterste scenario varer nedlukningen – om end med faldende intensitet – et halvt år. Det medfører en negativ vækst på seks pct. (Nationalbanken regner med fem pct.).
Mit værste scenario er, at vi har en grad af nedlukning helt frem til, at der bliver fundet en vaccine, og at det, som Imperial College forventer, vil tage 18 måneder. I så fald ser vi på en recession på godt 13 pct. i år og en yderligere tilbagegang på næsten ni pct. i 2021 (Nationalbankens yderscenario er mindre hårdt og indebærer »kun« negativ vækst på ti pct.). Det er dog næppe realistisk, at der er folkelig og politisk udholdenhed til så hård en nedlukning, så scenariet er med for at vise viften af muligheder.
Hvor alvorlige økonomiske konsekvenser, epidemien vil få, afhænger ikke alene af, hvilke strategier der sættes ind mod den: Generel nedlukning eller mere målrettede tiltag. Det afhænger også af den økonomiske politik, der bliver fulgt.
Som udgangspunkt er recessionen resultat af et såkaldt udbudschok. Et udbudschok kan traditionel efterspørgselsstimulerende konjunkturpolitik, penge- og finanspolitik, ikke stille meget op imod. Hjælpepakkerne for de erhverv, som i høj grad er direkte ramt af nedlukning, kan afbøde tabene for ejere og medarbejdere, men dybest set handler de om at fordele tabene, ikke undvige dem. Hjælpepakkerne skal betales af nogen.
Hvis hjælpepakkerne udvikler sig til en politisk konkurrence om at imødekomme udvalgte politisk magtfulde brancher og særinteresser – også kendt som »rent seeking« – vil det dog kunne få samlede negative konsekvenser. Især hvis støtteordningerne bider sig fast eller der skabes forventning om, at statskassen også skal træde til ved fremtidige tilbageslag.
Disse problemer kan blive forværret, hvis der breder sig en opfattelse af, at nu kan alverdens politiske yndlingsprojekter finansieres gratis, og at enhver finanspolitisk lempelse bare er af det gode. Hvis der måtte opstå et behov for at lempe finanspolitikken, bør det være med tiltag, som også forbedrer de langsigtede økonomiske strukturer, så som en nedsættelse af selskabsskatten.
Den alvorligste risiko er, hvis der opstår klangbund for den systemkritik, som nogle har forsøgt at rejse mod den frie markedsøkonomi i ly af krisen. Selv om epidemier mildest tal ikke er noget nyt problem, synes nogle at være blevet så overrumplet af, at det kunne ske, at de sætter spørgsmålstegn ved det økonomiske system. Men hvis vi ender med at svække det gennem mere kollektivisme og regulering, kan prisen blive meget høj.
