Jeg præsenterede for nylig resultatet af en ny forskningsartikel her i Klimamonitor. Studiet er udarbejdet af en økonomkollega og mig.
Det estimerer effekten på velstanden af henholdsvis global opvarmning og indretningen af den økonomiske politik. Vi finder en større negativ effekt af global opvarmning end litteraturen generelt. Ikke desto mindre spiller indretningen af den økonomiske politik og de økonomiske institutioner en større rolle for velstanden.
Min konklusion er, at vi bør bekæmpe global opvarmning fra det punkt, hvor opvarmningen forårsager større skader, end de koster at bekæmpe den. Men det bør ikke ske på bekostning af at forbedre institutioner og økonomisk politik. Global opvarmning er ikke det eneste eller største problem, menneskeheden står over for.
Debatindlægget fremkaldte to reaktioner. De fortjener at blive besvaret.
Svar til Concito
Den ene kom fra Torsten Hasforth, Concito. Essensen i indlægget var at rejse kritik af navnlig den første version af Nobelpris-økonomen William Nordhaus’ klimamodel DICE for blandt andet at undervurdere negative effekter af global opvarmning på industriproduktion.
Der var mange interessante pointer, som imidlertid fuldstændig overser, at vores analyse ikke baserer sig på Nordhaus’ model endsige modelberegninger i det hele taget. Den bidrager tværtimod til den del af klimaforskningen, som baserer sig på en såkaldt top-down-estimation. Top-down-metoden kan netop håndtere den udfordring ved bottom up-analyser, at de ikke nødvendigvis får alle effekter med.
Nu består klimaforskningen ikke af én modelberegning eller et studie. Den består af mange studier, og det er det samlede resultat af forskningen, som for eksempel IPCC baserer sig på.
Det mest autoritative meta-studie – altså et samlet studie af alle de enkelte studier – er i øvrigt foretaget af netop Nordhaus og ligger til grund for klimaomkostningerne i hans nyeste modelversion.
Enkelte studier vil trække i forskellig retning (vores trækker for eksempel skades-omkostningen op), men den rigtige tilgang er at tage dem alle med. Man bør hverken cherry-picke et enkelt eller for den sags skyld skyde klimaforskningen ned ved at kritisere et enkelt studie. Det synes jeg desværre ikke, at Hasforth formår at undgå.
Hasforth mener også, at man skal passe på med at sammenligne variation i klima og indkomst på tværs af lande. Det har han ret i, men det gør vores studie heller ikke. Det er imidlertid meget illustrativt, at variationen i velstand i forskellige lande langt fra kan forklares med forskelle i klima.
Svar til De Grønne
Den anden kritik kom fra Jonas Holm, De Grønne, som mener, at BNP ikke opgør alt relevant.
Det er som udgangspunkt rigtigt, men det er heller ikke pointen med at regne i BNP-effekter. Den er derimod, at man er nødt til at bruge en fælles enhed, hvis man skal sammenligne de myriader af enkelteffekter, klimaforandringer vil have på verden. Til det formål anvender økonomer ofte BNP. Når det gælder klimaforandringer, er det ganske relevant, fordi konsekvenserne primært ytrer sig ved, at vi bliver fattigere.
Holm mener dog, at referencepunktet bør være naturens tilstand, inden menneskets fremgang de sidste 1000 år, og hvor meget balancen har forrykket sig.
Jeg deler ikke opfattelsen af, at der findes én ideal tilstand i naturen, vi bør søge tilbage mod. Pladsen tillader desværre ikke at gå ind i denne betragtning.
Derimod er det givet, at brugen af fossile brændsler spiller en meget underordnet rolle i forhold til andre menneskelige aktiviteter for det menneskelige naturaftryk. Det er ikke klimaforandringer, men alt det, mennesker fylder, som er årsagen til, at urskoven er forsvundet fra Europa.
Ét vigtigt spørgsmål
Både Holm og Hasforth rejser et vigtigt spørgsmål. Hvad hvis klimaforandringerne får mere alvorlige konsekvenser end de mest sandsynlige?
Altså spørgsmålet om hændelser med lille sandsynlighed, men meget alvorlige følger. Hvis klimaforandringer var den eneste endsige alvorligste trussel mod menneskeheden, så kunne det begrunde en særlig opmærksomhed. Men menneskeheden står over for mange trusler og udfordringer - nogle med potentiale til at udrydde os. Det var faktisk hovedbudskabet i mit indlæg, at det er farligt at ignorere de andre.
Det var corona-pandemien en påmindelse om. Man bør især ikke overse, at det vigtigste generelle middel, vi har at stå imod kendte og ukendte trusler med i almindelighed, er et højt velstandsniveau. Det gælder også på klimaområdet. Dødeligheden som følge af ekstreme vejrhændelser er faldet i takt med højere levestandard.
Forskerne ’Dell et al’ finder ligefrem, at klimaforandringer kun har negative virkninger i fattige lande. Under corona-pandemien er det de rigeste lande, som først fik udbredt vacciner.
Forskningen i katastrofer i efterkrigstiden viser, at de naturrelaterede spillede en underordnet rolle i forhold til de politisk afledte. Det understreger vores pointe om ikke at glemme betydningen af politiske og økonomiske institutioner.
(Artiklen er bragt i Klimamonitor d. 14. september 2021).
