Det er risikabelt for V at gå i regering med S uden et klart politisk projekt. V bør genopbygge sin identitet som pragmatisk liberalt folkeparti med egne politiske løsninger, ligesom i nullerne.
I godt 20 år har man i Venstre ment, at opskriften på at vinde valg er at søge ind mod midten og ikke mene noget, der kan skræmme vælgere bort. Det seneste valg sætter spørgsmålstegn ved den teori, også kaldet Hjort-doktrinen.
V har aldrig været mindre skræmmende for de reformangste. Faktisk er Vs politik på lange stræk nærmest identisk med socialdemokraternes: V og S ønsker samme vækst i det offentlige forbrug, deres forslag til lavere skat i bunden er næsten identiske, begge går ind for at bevare Arne-pension osv.
Alligevel led V et kæmpe nederlag og formåede ikke at trække stemmer over midten. Det formåede derimod det mere reformorienterede Moderaterne, som blandt andet gik til valg på at afskaffe topskatten, sænke kapitalskatterne markant og på en række områder reformere indretningen af den offentlige sektor. Fremgang fik også Liberal Alliance og Nye Borgerlige, begge med en liberal økonomisk politik, der reducerer skattetrykket, størrelsen på den offentlige sektor og indfører mere konkurrence og frit valg. Omvendt klarede De Konservative sig dårligt med - men næppe på grund af - en reformorienteret politik.
Det politiske program er naturligvis kun én af mange faktorer, der har indflydelse på, hvordan et parti klarer sig hos vælgerne. Og det er i sig selv en pointe. Det politiske program skal kommunikeres dygtigt af politikere, som vælgerne finder troværdige.
Politikere får blandt andet troværdighed ved politisk at skille sig ud og stå for noget. Derfor koster det troværdighed at rykke så kraftigt ind på midten, som V har gjort. Vurderet alene på det politiske program burde V i denne valgkamp have appelleret til højrefløjs-socialdemokrater, men partiet fremstod uden identitet og dermed uden appel. Hvad vil Jakob Ellemann ud over at ligne en socialdemokrat?
V bør genopbygge sin identitet som pragmatisk liberalt folkeparti med egne politiske løsninger, ligesom i nullerne. Her reformerede V sundhedssystemet ved at skabe incitament til at øge produktiviteten, så lange ventelister blev afskaffet, indførte frit valg i sundhed og ældrepleje, håndterede familiesammenføringer med 24-års reglen, indførte skattestoppet osv. Men alle disse politiske innovationer er udtænkt for mindst 20 år siden. Hjort-doktrinen har kvalt politikudviklingen.
At V-politikere ikke længere skriver bøger, er ikke i sig selv problemet, men et symptom. Det egentlige problem er, at udtænkning af ny liberal politik i 15-20 år ikke har været karrierefremmende. Og hvad skulle man så skrive politiske debatbøger om?
Som forberedelse til en podcast-samtale med Bertel Haarder, genlæste jeg flere af hans bøger. Bøger som »Institutionernes tyranni« fra 1974, »Grænser for politik« fra 1990 og »Den bløde kynisme« fra 1997 sprudler af ideer til liberal politikudvikling: indførelse af bloktilskud, frit valg, pengene følger borgeren, frihospitaler, forløbere til budgetloft og skattestop. Idéer, som, da bøgerne udkom, endnu ikke var partiets politik. Men det skabte ikke problemer for ham. Tværtimod fik Haarder en central placering i partiet.
Fraværet af liberal politikudvikling i Venstre har ført til dannelsen af nye projekter til politikudvikling uden for V. Først min egen tænketank, CEPOS. Siden Ny Alliance, der blev til LA, og senest Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Nye Borgerlige er et resultat af, at også Dansk Folkeparti gik ind på midten og dermed skabte plads for et parti, der som DF var kritisk over for muslimsk indvandring, men modsat DF havde en reformorienteret borgerlig økonomisk politik.
Der foregår i dag en del borgerlig politikudvikling, men uden for Venstre. Hvis V igen skal lede det borgerlige Danmark, må partiet genfinde sin liberale identitet. Det sker ikke ved at gå i regering med S, men ved at tage en periode i opposition, hvor man - modsat den seneste periode - flittigt udvikler ny liberal politik og lægger den frem i løbet af perioden, ikke i sidste øjeblik under en valgkamp. Nye politiske ideer og argumenter skal dels modnes hos vælgerne, dels afprøves hos dem. Nogle vinder genklang, andet må justeres eller opgives. Den proces bør finde sted i løbet af valgperioden, ikke i løbet af en få uger lang valgkamp.
Et regeringssamarbejde mellem V og S rummer en chance for succes, men også en risiko for fiasko, set fra et reformorienteret borgerligt perspektiv. Det, at V i øjeblikket ikke har et stærkt politisk projekt, øger risikoen for fiasko og vækker mindelser om den katastrofale VKR-regering fra 1968 til 1971.
Bragt i Berlingske d. 16. november 2022.
