Kommentar bragt i Berlingske 05/02/2019
Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.
I disse dage raser debatten om tidligere pensionsalder for visse grupper. I medierne kan man høre den ene historie efter den anden om folk, der bliver nedslidt. F.eks. havde to deltagere i »Debatten« 24. januar på DR ondt i lænden og problemer med at sove på trods af, at de begge knap var 30 år gamle. Fagbevægelsen deltager ivrigt og begejstret i den debat. Men på intet tidspunkt bliver spørgsmålet rejst: Hvad er fagbevægelsens eget ansvar her? Fagbevægelsen har nemlig snorksovet i timen og forsømt at varetage deres medlemmers interesser.
For hvis fagforeningernes medlemmer er nedslidt, hvorfor lader fagforeningerne det så være op til et snævert flertal i Folketinget at bestemme, hvornår deres medlemmer kan trække sig tilbage med økonomisk støtte? Hvorfor har fagforeningerne ikke med rettidig omhu taget vare på deres medlemmers interesser, så de kan få den fornødne hjælp i slutningen af arbejdslivet?
Ingen i Danmark er tvunget til at vente på statens pensionsalder, før de trækker sig tilbage. Fagforeningerne har altså haft rig mulighed for at lave en forsikringsordning, så deres medlemmer kunne få økonomisk støtte, hvis de blev nedslidt.
Flertallets gunst
Et eller andet sted har fagforeningerne jo gamblet med medlemmernes alderdom ved at overlade dem til flertallets gunst. Man har satset på, at resten af Danmarks befolkning ville finansiere medlemmernes tidlige tilbagetrækning. Og det lotteri mener man åbenbart selv, at man har tabt.
Jeg skal på ingen måde gøre mig klog på, hvordan ens krop har det efter 30, 40 eller 50 år som murer eller sosu-assistent. Men det undrer mig, at fagforeningerne ikke har sørget for at sikre deres medlemmer en fornuftig alderdom, hvis det står så slemt til.
Havde fagforeningerne stillet krav om at få en bedre forsikringsordning eller bedre arbejdsforhold, er det klart, at medlemmerne enten ville have været nødt til at gå ned i løn, eller også ville fagforeningerne have mistet medlemmer, fordi højere udgifter for arbejdsgiverne reducerer efterspørgslen på arbejdskraft
Men er det rimeligt, at fagforeningerne har ladet deres medlemmer slide sig ned uden tilstrækkelig sikring af deres alderdom? Er det rimeligt, at arbejdsgiverne ikke har betalt den fulde pris for arbejdskraften?
En høj pris på arbejdskraften ville have sendt et signal til arbejdsgiverne om, at denne udsatte arbejdskraft kun burde bruges, når det var strengt nødvendigt. Det ville have givet arbejdsgiverne en endnu større tilskyndelse til at investere i nye metoder og ny teknologi, som kunne reducere nedslidningen af medarbejderne. Og en lavere løn ville have signaleret til arbejdstagerne, at de skulle søge over i andre brancher, hvor man ikke bliver nedslidt. Begge dele ville have ført til færre nedslidte danskere. Og de, der blev nedslidt, ville have været dækket af fagforeningernes forsikringer i stedet for som nu at leve på flertallets nåde og regning.
Der mangler i den grad kritik af fagforeningerne i debatten om nedslidning på jobbet.
