Ifølge Carlsbergs regnskab, som blev offentliggjort tirsdag, modtog topchef Cees ’t Hart i 2019 en samlet løn på 49,8 mio. kr. Mange politikere, især i rød blok, ser gerne, at lønnen til topchefer generelt bliver reduceret. Socialdemokratiet og SF argumenterer flittigt for et loft over cheflønninger.
Men spørgsmålet er, om aflønningen af topchefer er for høj, og om det vil gavne samfundet at lægge et loft over. Svaret på begge spørgsmål er nej.
Hvorfor er der forargelse over aflønningen af topchefer, men ikke popstjerner, sportsfolk og skuespillere? Danske topchefer er de rene fattigrøve sammenlignet med dem. Mens musikeren Taylor Swift i 2019 havde en årsindkomst på ca. 1.250 mio. kr., fodboldspilleren Lionel Messi tjente 860 mio. kr., og skuespilleren Dwayne Johnson hentede godt 600 mio. kr. hjem, måtte Carlsbergs topchef klare sig med 49,8 mio. kr. – altså en femogtyvendedel af Taylor Swifts årsindkomst.
Man kunne indvende, at det er en sammenligning mellem en dansk topchef og globale stjerner, men Carlsberg er jo også global. Det er verdens tredjestørste bryggeri med under 5 pct. af sin omsætning i Danmark, og topchefen er hollænder.
De fleste af os har nemt ved at indse, at aflønning af filmstjerner er en sag mellem skuespilleren og filmselskabet, som man ikke behøver at blande sig i. Selskabet kan jo bare hyre en anden skuespiller, hvis de ikke vil betale lønnen. Desværre er der mange, som tror, at topchefer i erhvervslivet bevilliger sig selv deres lønninger, men det er ikke tilfældet.
De fleste af os har nok også nemt ved at indse, hvordan en skuespiller kan være så mange penge værd. Vi vil jo hellere se film med stjerner på rollelisten end film med ukendte skuespillere. Og med hensyn til Messi: Mange har selv spillet fodbold. Vi kan se – sågar i slowmotion og fra mange forskellige kameravinkler – at han kan trylle med en bold.
Ledelse af en virksomhed derimod foregår bag lukkede døre, og få har indsigt i, hvad topledelse kræver. Der er eksempler på, at danske topchefer har fået for høje lønninger. Private virksomheders bestyrelser begår indimellem fejl, ligesom alle andre. Et eksempel er efter min mening formentlig Nets administrerende direktør, Bo Nilsson. Men det er samtidig én blandt ganske få undtagelser, som bekræfter reglen. Og politikerne bør ikke lovgive ud fra få undtagelser. Slet ikke, når det kan gøre generel skade på alle dem, der har styr på det. Det er i øvrigt ejerne selv, det går ud over, hvis de lønner for højt.
Der er også eksempler på topchefer, som gør det dårligt, selv om de får en høj løn. Men det gælder også filmstjerner. Konkurrencen om biografgængerne er hård. Mange biograffilm flopper, også selv om de har store stjerner på plakaten. Stjernerne skal under alle omstændigheder have det aftalte honorar. Det er ikke noget argument for, at aflønningen af filmstjerner generelt er for høj, og slet ikke for politisk regulering af den. Både filmselskaber og private virksomheder bør have ansvaret for såvel deres fejltagelser som deres succeser.
De ti bedst lønnede topchefer i Danmark tjente i 2018 alle over 20 mio. kr. Det er dog værd at bemærke, at det kun er en lille gruppe af typisk meget store virksomheder, som betaler lønninger i den størrelsesorden. Ser vi på administrerende direktører generelt, viser Djøf’s lønstatistik, at en typisk årsløn inklusive bonus og pension ligger lidt under 1 mio. kr. for små virksomheder, stigende til ca. 2,3 mio. kr. for virksomheder med mere end 500 ansatte. Direktørens løn hænger altså sammen med virksomhedens størrelse, og det giver god mening. Det kommer jeg tilbage til.
Onde tunger, især hos folketingspolitikere i rød blok, taler om, at topcheferne bevilliger høje lønninger ’til sig selv’. Sådan fungerer det ikke. De eneste, der kan bevillige sig selv lønstigning i Danmark, er faktisk netop Folketingets politikere. Administrerende direktører ansættes og afskediges af bestyrelsen, som på vegne af ejerne også forhandler lønpakken. Det er ikke i ejernes interesse at betale en højere løn for direktøren end nødvendigt.
Nogle hævder så, at de, der er administrerende direktører i én virksomhed, er bestyrelsesmedlemmer i en anden, hvor de har en interesse i at tillade større lønstigninger end nødvendigt, fordi det kan smitte af på deres egen direktørløn. Den slags kan naturligvis forekomme, men igen er det undtagelsen, ikke reglen.
For det første sidder der ofte andre repræsentanter i bestyrelserne, som ikke er administrerende direktører. Det kan for eksempel være ejere, advokater og medarbejderrepræsentanter. For det andet står bestyrelsen til ansvar over for ejerne, som kan afsætte bestyrelsen, hvis de er utilfredse.
Hvem har givet Cees ’t Hart den lønpakke? Det har den 15 mand store bestyrelse i Carlsberg A/S. Kun én af disse er selv administrerende direktør, og under halvdelen tilhører direktionen i en virksomhed. Bestyrelsesformanden, Flemming Besenbacher, er professor i nanoteknologi ved Aarhus Universitet og i øvrigt 67 år gammel og næppe kandidat til kommende direktørposter i det private erhvervsliv. Hart har altså ikke fået sin lønpakke af et oldboysnetværk af direktørkollegaer.
De store danske virksomheder er internationale. De 20 største børsnoterede selskaber i Danmark har i gennemsnit under 10 pct. af deres omsætning her i landet. Danske virksomheder er altså i konkurrence med virksomheder fra hele verden. Hvis de skal kunne klare sig globalt, skal deres topledelse også være blandt verdens bedste, og lønnen skal kunne konkurrere med det, topchefen kan få andre steder i verden.
Når danske topchefer bliver hyret af virksomheder ude i verden, tilbydes de ofte meget høje lønninger. Det så vi for eksempel med Kåre Schultz, som Lundbeck mistede til den israelske medicinalvirksomhed Teva, hvor han i 2018 fik en samlet gage på 215 mio. kr. Og tilsvarende: Når danske virksomheder har behov for at tiltrække topchefer fra udlandet, må de betale lønninger, som ligger i den høje ende, i forhold til hvad topchefer får i Danmark.
Kan en topchef virkelig være så meget værd? Svaret er ja. Og det skyldes, at topchefen i en stor organisation træffer beslutninger, som kan have positiv eller negativ indflydelse på samtlige medarbejderes produktivitet.
Det er ikke direktøren, der direkte skaber værdi i virksomheden. Det gør medarbejderne. Men direktøren skaber indirekte værdi via medarbejderne. Medarbejderne er nemlig afhængige af at have en god ledelse for at kunne skabe mest mulig værdi på jobbet.
Ledelsen skal sikre en god organisering af virksomheden, at der bliver investeret i de rigtige it-løsninger, bygninger og maskiner, at de rigtige medarbejdere bliver ansat osv.
Fordi virksomheder er hierarkisk opbygget, har topchefens beslutninger betydning hele vejen ned igennem organisationen. Forkerte beslutninger kan indebære, at medarbejderne producerer de forkerte varer eller producerer på den forkerte måde. Ligegyldigt hvor hårdtarbejdende og dygtige medarbejderne på gulvet er, vil de ikke være særlig produktive, hvis topledelsen er dårlig til at bedrive ledelse og træffer forkerte beslutninger.
Det er altså i medarbejdernes interesse, at virksomheden betaler en konkurrencedygtig løn til topchefen. Jo dygtigere en topchef de har, jo mere værdi kan de selv skabe på jobbet, og jo højere løn vil virksomheden være i stand til og villig til at betale medarbejderne for ikke at miste dem til en konkurrent.
Jo større virksomheden er, jo mere værdi har det at have en topchef, som træffer mange rigtige beslutninger og få forkerte. Derfor ser vi, at direktørlønningerne stiger, jo større virksomheden er.
Carlsberg har 41.000 medarbejdere. Hvis Cees ’t Hart blot kan øge hver medarbejders evne til at skabe værdi i virksomheden med godt 100 kr. om måneden, vil han være sin løn værd.
Lad os forestille os, at Carlsbergs bestyrelse havde kunnet vælge imellem Cees ’t Hart og en anden meget dygtig topleder, som dog ikke var helt så dygtig, men til gengæld kun kostede 10 mio. kr. om året. Så var der umiddelbart 40 mio. kr. at spare for aktionærerne i 2019. Men hvis bare Hart formår at skabe et overskud der er 1 pct. højere end det, den næstbedste kunne have skabt, ville det indebære et tab for aktionærerne at sige nej til Cees ’t Haart. Valget ville være skidt for Carlsberg og for samfundet og ville blandt andet indebære lavere pensioner til dig og mig, hvis vi har Carlsberg-aktier i vores pensionsordning.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at den bedste kan være 1 pct. bedre end den næstbedste. Det overraskende er nok snarere, at sølle 1 pct. kan være så mange penge værd, men det skyldes jo, at Carlsberg er en meget stor virksomhed. Derfor er det typisk de meget store virksomheder, som betaler de meget høje lønninger.
Kan man virkelig ikke få topchefer til at sige ja tak til jobbet uden at skulle betale så høje lønninger? Svaret er ofte nej. Hvis det er relativt få personer, der besidder de eftertragtede kompetencer, kan virksomheden være i skarp konkurrence om de bedste administrerende direktører, og det vil indebære, at lønnen kommer til at ligge i nærheden af den værdi, vedkommende kan forventes at skabe for virksomheden.
Da medicinalvirksomheden Lundbeck i 2018 skulle finde en erstatning for topchef Kåre Schultz, skulle de bruge en kandidat med erfaring i udvikling af de præparater, som Lundbeck fremstiller. Ifølge bestyrelsesformand Lars Rasmussen er der meget få i Danmark, som opfyldte de krav. Derfor endte Lundbeck med at ansætte Deborah Dunsire fra Boston, som siden 1. september 2018 været topchef i Lundbeck. Der skulle en lønpakke til, som gav hende en samlet gage på ca. 25 mio. kr.
Hovedparten af Cees ’t Harts løn består af bonus og incitamentsaflønning. At han modtager Danmarks højeste direktørløn, skyldes ene og alene, at det er gået godt for Carlsberg under hans ledelse. At hans løn i 2019 er faldet, skyldes, at året ikke var helt så godt for Carlsberg som det foregående. Hvilket ikke burde glæde nogen.
Det er med fuldt overlæg, at Carlsbergs bestyrelse har skabt en lønpakke, der belønner direktøren for gode resultater. Det er i ejernes og samfundets interesse, at Carlsbergs direktør bliver belønnet for at styrke virksomhedens indtjening og værdi.
Nogle tror, at høje direktørlønninger medfører, at der er mindre tilbage til os andre. Det er imidlertid ikke generelt tilfældet. Hvis bestyrelsen klokker i det og betaler direktøren mere i løn eller bonus, end de burde have gjort, er det ejerne, der betaler regningen, altså aktionærerne. Der er ikke andre end ejerne til at betale det.
Hvis Carlsbergs direktør ikke er sin løn værd, kan Carlsberg ikke bare sætte prisen på øl op for at kompensere for tabet. Carlsberg er jo heldigvis udsat for konkurrence. Hvis man hæver prisen, vil mange kunder vælge at købe øl fra et andet bryggeri i stedet. Det går heller ikke at tage Harts direktørløn fra de øvrige medarbejdere. Carlsberg er i konkurrence med andre arbejdsgivere om medarbejdere, så medarbejderne finder sig ikke i et få en lavere løn, end de ville få andre steder. Derfor er der kun ejerne tilbage til at betale. De får et mindre afkast, end de ellers ville have fået, hvis de betaler for høj løn til topchefen.
Derfor er ejerne også de rette til at bære ansvaret for aflønningen af topchefer. De har en egeninteresse i ramme det rigtige niveau.
Hvis bestyrelsen ansætter den rette person til jobbet og rammer den rigtige løn og bonus, får ejerne typisk en gevinst, som overstiger udgiften til direktøren. Virksomheden bliver mere produktiv, hvilket øger efterspørgslen efter arbejdskraft og driver lønniveauet op samt giver lavere priser til forbrugerne. Alle er glade – eller burde i hvert fald være det.
Bundlinjen er, at vi almindelige mennesker får del i gevinsten, når bestyrelsen rammer rigtigt og ansætter en stjernedirektør, som leverer varen. Mens vi kan overlade det til ejerne at samle regningen op, hvis det går galt.
Der er dog nogle nuancer eller undtagelser, som skal med. Nogle virksomheder er ikke i samme grad udsat for konkurrence som det store flertal af virksomheder. Det gælder f.eks. Nets, hvilket er en af grundene til, at jeg personligt mener, det er på sin plads at kritisere den meget høje aflønning af topchef Bo Nilsson. Men det berettiger ikke til en generel politisk indblanding i aflønningen af topchefer, som rammer alle virksomheder og dermed os alle sammen.
Hvis Nets reelt ligner et monopol, må man regulere virksomheden, ikke direktørens løn.
Socialdemokratiet og SF vil nu have, at de 179 folketingsmedlemmer skal blande sig i løndannelsen for topchefer. Det har de imidlertid langt ringere forudsætninger for at gøre end de børsnoterede virksomhedernes bestyrelser, som typisk er sammensat af folk med meget stor erfaring i ledelse og drift af virksomheder – noget, som de fleste medlemmer af Folketinget ved så godt som intet om.
Denne politiske indblanding kan blive meget dyr for os alle sammen. Hvis virksomheder bliver afskåret fra at finde de bedst egnede topchefer i udlandet, og hvis de bedst egnede danskere forlader landet til fordel for bedre lønnede topchefstilligner i udlandet, vil danske virksomheders produktivitet og overskud lide.
Lavere produktivitetsfremgang indebærer, at de almindelige medarbejdere på gulvet får lavere lønfremgang, end de ellers ville have fået.
Der er også risiko for, at virksomheder vil vælge at lægge deres aktiviteter uden for Danmark for at undgå denne indblanding i deres interne forhold. Alt i alt kan det blive meget dyrt for Danmark.
Som Lundbecks bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, har udtrykt det: »Der er kun én ting, der er dyrere end en god ledelse, det er en dårlig ledelse«.
