Information sendte den 20. juli en ordentlig sviner til standen af danske museumsledere, som blev hængt ud for ikke at passe deres job.
Nok er det dem, som sender ansøgninger af sted til fonde, men de lever ikke op til deres ansvar, for de lader sig forlokke, så de ikke handler i deres museums inderste interesse. De holder tillige deres fondsansøgninger hemmelige i modsætning til deres planer om indkøb for skattekroner, så man ikke får mulighed for at forholde sig til, hvad de har gang i med fondene.
Det er en grov beskyldning, og når man læser den argumentation, som hentes hos en række af kulturlivets venstreorienterede debattører, må man krumme tæer.
Til gavn for andre
Hovedanklagen mod fondene går på, at de ikke er staten, og det vil per definition sige, at de må erklæres for udemokratiske.
Peter Duelund, der i artiklen går under betegnelsen »leder af Nordisk Kultur Institut«, anklager tillige fondene for ikke at repræsentere civilsamfundet, hvad der er rent vås. De er netop noget af det ædleste ved civilsamfundet. Almindelige civile mennesker, som har givet deres virksomhed til en fond, har givet deres kæreste eje til et formål, som efter deres bedste opfattelse er til gavn for andre mennesker.
Duelund ser imidlertid fondene som en skummel virksomhed, der foregår »bag lukkede døre«. Han bliver provokeret af almindelige mennesker, som udretter mere end gennemsnitligt og er mere generøse end gennemsnitligt.
Duelund er gammel kommunist fra ungdomsoprørets glade dage, og han lever åbenbart fortsat efter mottoet, at »alting er politisk«. Derfor kommer alt det gode fra staten og staten alene.
Det er patetisk, at Information den dag i dag kan opnå fondsstøtte til at udbrede sådan noget vrøvl. Danske fonde er godt nok godmodige.
Urimeligt svage ekspertpræstationer
Der optræder en række personer med ekspertstatus i Informations artikel, og der bliver ikke sparet på henvisninger til akademisk status.
Der er imidlertid tale om helt urimeligt svage akademiske præstationer. Ekstern lektor Lasse Marker anfører, at kommunernes rolle i kulturlivet er øget i de seneste år. Man må forstå, at det betyder, at kommunerne er kommet til at bruge flere kulturpenge.
Udsagnet er bare lodret forkert. Lasse Marker har som konsulent foretaget en interviewundersøgelse, og resultatet heraf er angiveligt noget, som Marker mener at »kunne fornemme«. Interessant at akademisk arbejde består i at fornemme. Professor Anker Brink Lund nøjes med at lufte sin »opfattelse«.
Fonde ser i øvrigt ud til slet og ret at have suspekte motiver. I virkeligheden går disse fordækte kapitalister jo selvfølgelig bare efter mere profit. De er ude på at »reklamere for sig selv. Skal man gøre det bedst muligt, skal man gerne støtte noget, der er spektakulært. Noget, der ’glitrer’,« siger adjunkt Christoph Ellersgaard – som lige netop får presset en reklame for sin fire år gamle bog ind i artiklen.
Hvis så flokken af ideologiske krigere gav udtryk for, at de satte deres ben i kulturlivet. Så ville man ikke som Duelund slynge om sig med vrøvl, som at »man glemmer let, at når vi har en offentlig kulturpolitik med offentlig støtte for skatteydernes penge, er det med til at stimulere en løbende kulturdebat. Sådan er det i sagens natur ikke med fondene«.
Jeg må spørge: Er det Louisiana, som kvæler kulturdebatten?
Anker Brink Lund har dog lidt fat i virkeligheden, når han gør opmærksom på fondenes egen omfattende rapportering af deres virksomhed. Hvis man også har prøvet at lede efter de offentlige kulturinstitutioners rapporteringer, så må man imponeres over fondenes åbenhed.
Det mest konkrete angrebspunkt mod fondene i artiklen drejer sig om skattefradraget ved donationer. Det gælder i øvrigt også for private personers donationer. Lovgiverne i Folketinget har antaget, at det er et gode for samfundet, at civilsamfundet bidrager, og det forarger ideologerne.
Jeg medgiver dog, at donationer tydeliggør offentlige museumslederes ansvar. De skal være kompetente til at afgøre, hvad der er i deres institutions interesse, og hvad der ikke er. Hertil fordres både ledelseskraft og faglige kompetencer.
Jeg oplevede selv for år tilbage, da kunstsamleren René Block bad mig stå for forhandlinger med Statens Museum for Kunst og Arken om donation af den såkaldte Fluxus-samling, hvad det vil sige at skulle leve op til sådanne krav. De 32 værker af Joseph Beuys, de seks Gerhard Richter-værker og de 11 hovedværker af Sigmar Polke blev hånligt afvist.
Hvad jeg dog ikke mødte af uvidenhed og inkompetence. Den gang savnede jeg en åben debat om donationer, men den udeblev stort set. De nævnte kunstnere var vist heller ikke ideologerne bekendt. Må jeg anbefale et museumsbesøg i ny og næ.
