Mette Frederiksen rasede mod privatskoler, indtil hun selv fik behov. Pia Olsen Dyhr har ligeledes fundet bekvemme undskyldninger for, at netop hendes datters behov er unikke, uden at det har ført til de store ideologiske ændringer i hendes negative holdning til privatskoler. Det ligner og er hykleri. Det bidrager uden tvivl til politikerleden, som de to derfor har et personligt ansvar for at medvirke til. På den anden fløj var mange forarget over Privat Lars og Statsminister Lars. Igen noget, der meget konkret bidrager til politikerlede.
Men i virkeligheden bør politikerlede slet ikke være det problem, vi skal fokusere på. Det er kun et problem, hvis det bliver til demokratilede. Vores politikere er ikke ledere – de er repræsentanter. Derfor kan man argumentere for, at deres hykleri vel er meget repræsentativt? Mange mennesker får lavet sort arbejde, snyder på vægten med kilometerpenge og så videre, men harcelerer stadig mod virksomheders skattespekulation. De fleste er parat til at have ekstreme holdninger og vidtgående løsningsforslag til sociale problemer, de ikke har sat sig ind i, eller er personlig berørt af: »Alle indvandrere skal ud – bare ikke lige pizza-Ali, han er god nok.«
Derfor er det et fair argument, at når politikere rager til sig eller er hykleriske, er de bare repræsentative for mennesker, som mennesker er flest.
Det er jo hvad de er – mennesker. De får hverken englevinger eller superkræfter af at blive valgt. Faktisk er det modsatte måske tilfældet. Nobelprismodtageren F.A. Hayek har fremført, at selvom mange tiltrækkes af politisk arbejde af noble grunde, kræver det, for at få succes i politik, at skulle igennem både mange kompromiser og mange beskidte magtkampe, hvorfor de eneste, der holder det moralsk ud, er mennesker med en værre moral, end folk har flest.
Ligegyldigt, om politikere er, som folk er flest, eller lidt værre, er løsningen for at forbedre samfundet ikke at håbe på bedre politikere. Ligesom man heller ikke løser noget ved at håbe på »bedre« eller blot andre mennesker i erhvervslivet. Løsningen er at ændre de institutionelle rammer og spilleregler, så dårlige mennesker – altså de fleste – har incitamenter til at opføre sig ordentligt. Eller i det mindste at sikre, at de ikke kan opføre sig særligt dårligt. Der er mange muligheder. Man kunne begrænse, hvor mange regler politikere kan lave. Man kunne se på deres løn og lønnens relation til deres alternative erhvervsmuligheder både før og efter politik. Eller hvordan og hvor ofte, man kan stille op. Kort sagt, rammerne betyder noget, og dem kan vi gøre noget ved – vi kan og skal ikke gøre meget ved mennesker som sådan. De har ikke ændret sig i tusinder af år, og det kommer de nok heller ikke til.
Så lad være med at spilde din gode energi på forargelse over enkelte politikeres personlige grådighed eller galopperende hykleri. Det er blot forventeligt. Tænk i stedet på hvilke rammer, der kan dæmpe tendensen?
