”Drømmeuddannelse” er et udtryk, der er blevet flittigt anvendt de seneste dage. Igen og igen har vi hørt om alle de unge, der enten er, eller ikke er, kommet ind på deres drømmeuddannelse.
Jeg håber ikke, at de unge mennesker tager udtryk alt for bogstaveligt. Men jeg frygter, at en del gør. De kunne med fordel læse med her.
Jeg er direktør for en økonomisk tænketank, hvis fagmedarbejdere er økonomer. Jeg er selv økonom af uddannelse, og jeg opfatter dét at være økonom som en vigtig del af min identitet og den måde, jeg ser og forstår verden på.
Men økonomi var aldeles ikke min ”drømmeuddannelse”. Det er den gået hen og er blevet mange år efter, jeg færdiggjorde min uddannelse.
Da jeg var ved at være færdig med gymnasiet (jeg gik på Europaskolen i Luxembourg), talte jeg med min matematik- og fysiklærer om, hvad han kunne se for sig, at jeg skulle tage af uddannelse. Det var – som jeg husker det – en ganske kort samtale efter en time og på vej til næste lektion.
»Du er god til matematik, så det ville være synd, hvis der ikke var noget med tal. Men du skal ikke læse matematik eller naturvidenskab, for så god er du altså heller ikke,« sagde han med et glimt i øjet.
»Og du er også rigtig god til at forstå en tekst og formulere dig, så jeg vil mene, at økonomi kunne være den rette kombination af ord og tal.«
Så tænkte jeg ikke ret meget mere over det. Jeg søgte ind og blev optaget på økonomi og økonomisk historie på universitetet i Bristol og læste herefter international økonomi på universitetet i Exeter – begge byer i England.
I løbet af studiet blev jeg en del klogere. Jeg lærte grundlæggende økonomisk tænkning. Og dele af det fandt jeg interessant, men bestemt ikke alt.
Jeg var nogenlunde flittig, men kunne have ydet betydeligt mere – ligesom hovedparten af mine medstuderende. Der var vist heller ikke mange af dem, der opfattede økonomi som deres drømmestudie. Det var i hvert fald typisk andre ting, vi diskuterede over en pint på pubben.
Vi lavede primært vores ting, fordi det var forventet af os, og fordi det var en forudsætning for at klare sig igennem studiet - ikke på grund af en dyb fascination af faget.
Den fascination kom for mit vedkommende mange år efter, jeg forlod universitetet, da det gradvist gik op for mig, hvor nyttig økonomisk tænkning er for at forstå verden.
Jeg har stået i spidsen for CEPOS siden tænketanken blev etableret – det er nu mere end 16 år. CEPOS er blevet mit livsværk – ikke sådan forstået, at jeg kan tage æren for tænketankens resultater, den deler jeg med mange, mange andre, men forstået sådan, at CEPOS er blevet definerende for mit arbejdsliv. Jeg deler CEPOS’ vision for Danmark og finder en dyb mening i at arbejde for at fremme den.
Jeg var næppe blevet direktør for CEPOS, hvis jeg ikke havde læst økonomi. Set i retrospekt var økonomistudiet altså det helt rette studie for mig, og jeg kan være min matematiklærer i gymnasiet evigt taknemmelig for det gode råd. Men det er netop i retrospekt. Som Søren Kierkegaard lærte os, må livet leves forlæns, men forstås baglæns. Der er kun ganske få af os, der hele livet har vidst, hvad de ville opnå og har stræbt målrettet efter det og nået det. De er undtagelser fra en meget dominerende regel.
Når de unge hører, at deres venner er kommet ind på ”drømmestudiet”, bør de altså tage det med mere end ét gran salt. Jeg vil anbefale en stor spiseskefuld. For det første ved de meget lidt om, hvad studiet indebærer. For det andet er det at studere for de fleste mennesker ikke nogen drøm. Store dele af det er faktisk ret kedeligt, dels fordi det er hårdt og monotont, dels fordi det kan være vanskeligt at se pointen med det undervejs. I bedste fald viser den sig på et senere tidspunkt – og pointen vil være meget forskellige for forskellige mennesker. Ikke alle økonomer kan f.eks forvente at blive direktør for en tænketank.
Idéen om, at man skal finde drømmeuddannelsen, er derfor problematisk. Den kan næsten kun føre til urealistiske forventninger hos mange. Jeg vil tro, at det meget omfattende frafald og studieskift i et betydeligt omfang bunder i sådanne urealistiske forventninger. Selvfølgelig skal unge, der opdager, at de ikke egner sig til et bestemt studie, skifte til noget andet. Men de skal ikke gøre det ud fra en forventning om, at dette andet studie vil føles som et kald og give dyb mening på et eksistentielt plan. Så kommer der nye skuffelser og frafald.
Det er fint at vælge studie med hjertet, men den dybe meningsfulde relation til sit fag får man kun igennem hårdt arbejde og tilegnelse af viden og kundskaber, som i situationen ikke forekommer videre perspektivrige og muligvis først for alvor kommer til det (hvis overhovedet) mange år efter, man har forladt studiet – sådan var det i hvert fald for mig.
Hvordan finder man motivationen, hvis belønningen ligger langt ude i fremtiden? Kunsten er at finde glæde og tilfredshed i at løse hverdagens konkrete opgaver i det faktum, at man nu kan noget, man ikke kunne for en uge eller en måned siden. Præstationen bærer mening i sig selv. Sådanne bedrifter baner vejen for fremtidige succeser med at løse andre konkrete opgaver og skaber en bevidsthed om, at man kan udrette ting selv.
Begrebet ”drømmestudie” ligger langt fra dette mere jordnære ideal, men harmonerer godt med det uddannelsesideal, som i dag dominerer Folkeskolen, ifølge tidligere undervisningsminister Merete Riisager (lyt f.eks. til denne podcast). Hun mener i bogen ”Selvbyggerbørn”, at vores skolesystem i dag stiller mange og store abstrakte krav til børn, som de har ganske svært ved at forholde sig til og opfylde. F.eks. bliver de bedt om at tage ansvar for egen læring i en alder, hvor de ikke kan den slags, samt noget så absurd som at udarbejde forslag til, hvad de selv kan gøre for at bekæmpe klimaforandringer eller komme nærmere opfyldelse af FN’s verdensmål. Ikke engang deres lærere ville kunne gøre ret meget, hvis det drejer sig om reelle, og ikke kun symbolske tiltag.
Til gengæld stiller vi ret beskedne konkrete krav til børnene. Det er mindre vigtigt, at de lærer ting udenad, f.eks. Eller at de kan binde deres snørebånd. I pædagogiske kredse synes man ikke, at børn skal have lektier for. Får de lektier for, bør de laves på skolen i en lektiecafé.
Problemet med den tilgang til uddannelse (og opdragelse) af børn er ifølge Riisager, at børn opbygger selvtillid og robusthed ved at lykkes med at løse konkrete opgaver; At man nu kan noget, som man ikke kunne før – f.eks. den lille tabel; At man rent faktisk husker at notere, at man har lektier for, og får lektierne lavet, når man kommer hjem. Pointen med lektier er altså ikke kun dét, man lærer ved at lave lektier, men det at man lærer at lave lektier.
De abstrakte krav, derimod, kan ikke opfyldes. De handler i mindre grad om, hvad man kan, og mere om, hvem man er.
Håbet om ”drømmestudiet” er tilsvarende drømmen om i kraft af sit studie at opnå en identitet – at blive til nogen. De unge gør klogt i at forstå, at dét ikke er vejen til succes og mening i tilværelsen – hvordan de end selv definerer succes og mening hver især. Vejen til succes og mening går via at lære noget og dermed blive til noget: økonom, blikkenslager, pædagog. Det er faktisk en bedrift. Og det er dét, der sikrer, at vores samfund er velfungerende og velstående.
Vejen til succes og mening er ikke at komme ind på en ”drømmeuddannelse”, men at gøre dig umage og være tålmodig. Lykkes du med det, kan mange forskellige uddannelser blive din drømmeuddannelse. Måske først mange år efter, du har færdiggjort den.
Og sandheden er formentlig – selvom jeg aldrig kommer til at finde ud af det – at hvis jeg havde valgt et andet studie end økonomi, havde jeg nok fundet en anden hylde i tilværelsen end den som økonom. Og måske, hvem ved, et liv, der havde været endnu bedre.
(Bragt i Jyllands-Posten 31. juli 2021)
