Der er opstået en diskussion af, om Enhedslisten er et ekstremistisk parti. Det sker efter, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sammenlignet ”kommunister ude i Enhedslisten” med partiet Stram Kurs.
Den sammenligning er faldet Mette Frederiksen for brystet. ”At sammenligne et parti, der arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget med Stram Kurs, er helt forkert. Og det er at tage debatten ned på et niveau, hvor det ikke er en statsminister værdig”, skrevhun Store bededag på Facebook.
For mig at se stirrer Mette Frederiksen sig blind på stil og tone. Det er jo korrekt, at Enhedslistens folketingsmedlemmer ikke opfører sig som Rasmus Palludan og heller ikke anvender den retorik, som han anvender. Gudskelov. Det er dog værd at huske, at det ikke er mange år siden, at Enhedslisten inviterede to personer ind på Christiansborg, som kastede maling på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – en aktion, som daværende folketingsmedlem fra Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theill (som nu er medlem af Folketinget og socialordfører for Socialdemokraterne) bakkede op. Hun udtalte blandt andet: ”Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel… Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen”.
Rosenkranz-Theill fastholdt opbakningen til aktionen, efter hun meldte sig ind i Socialdemokratiet i 2007 og valgte først at tage afstand fra den i 2013.
Rosenkrantz-Theill blev efterfølgende kritiseret af det øvrige Folketing men fik bred opbakning fra en lang række personer i Enhedslistens bagland, heriblandt Pelle Dragsted, som nu sidder i Folketinget for Enhedslisten. De skrev i et læserbrev: “Kære Pernille! Hvor var din reaktion på maling-aktionen dog befriende. Du sagde at du forstod aktionen. Det gør vi selvfølgelig også… I medierne hedder det, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder. Tværtimod”.
Der er tale om opbakning til et overfald på landets statsminister fra store dele af Enhedslistens bagland, inklusiv et nuværende medlem af Folketinget for Enhedslisten.
Statsministeren har jo ganske ret i, at det ikke kun er Rasmus Paludan men også Enhedslisten, der har ekstreme synspunkter, som ikke er forenelige med retsstaten og danske værdier. At partiet ”arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget” ændrer ikke på det faktum.
Det har Mette Frederiksens partifælle, Henrik Sass Larsen, indset. Han udtalte i 2012, da hans parti sad i regering, at han hellere ville ”miste magten end at lade sig styre af et ekstremt parti”.
At Enhedslisten er et ekstremt parti fremgår af dets eget principprogram, der har en ”socialistisk og demokratisk revolution” som erklæret mål, hvilket Enhedslisten beskriver som en omvæltning, hvor flertallet overtager ”den faktiske demokratiske mulighed for at styre samfundet fra den minoritet, som i dag har den økonomiske magt”. Derved vil Enhedslisten skabe et samfundssystem med ”grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne” med ”kollektive ejendomsformer”, hvor ”den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter”.
Med andre ord skal det private erhvervsliv nationaliseres. I praksis kan virksomheder ikke styres af ”flertallet”, som Enhedslisten skriver. Der må være nogle få, der træffer beslutningerne. De vil være udpeget af politikerne, som altså i sidste ende bliver dem, der bestemmer.
Da Enhedslisten fik sit nuværende principprogram i 2014, forsikrede daværende politisk ordfører, Johanne Schmidt Nielsen om, at almindelige mennesker skam skulle beholde deres private ejendomsret til alt andet end produktionsmidlerne.
Men den forsikring harmonerer ikke med principprogrammet, hvoraf det fremgår, at ”Enhedslisten ønsker at erstatte grundloven med en ”socialistisk” grundlov. Den skal ”give en utvetydig sikring af basale individuelle rettigheder”, skriver partiet. Og nævner herefter organisations-, ytrings- og forsamlingsfrihed samt ”retten til sundhed, bolig, uddannelse og arbejde”. Den grundlæggende frihedsrettighed, som derimod ikke nævnes, er den private ejendomsret. Den skal ikke sikres i den nye socialistiske grundlov.
Enhedslisten ønsker altså at erstatte vores grundlov, som siden 1849 har beskyttet den private ejendomsret med en grundlov, som ikke beskytter den private ejendomsret. Det er - ligegyldigt hvordan man vender og drejer det - en ekstrem politisk holdning. Det er et fundamentalt brud med danske værdier og traditioner. Og det er kritisabelt, at Mette Frederiksen bagatelliserer dette.
Siden den russiske revolution i 1917 har et stort antal lande forsøgt at gennemføre den slags revolutioner, som Enhedslisten er tilhænger af, hvor privat ejede produktionsmidlerne er blevet konfiskeret og nationaliseret i den ene eller anden form. Intet sted, hvor det er blevet gennemført i stor stil, har det nogensinde været en succes. Intet sted er det gået fredeligt for sig uden vold. Alle steder har det ført til økonomisk kollaps og forarmelse.
Det seneste tragiske eksempel er Venezuela, hvor Hugo Chavez i 1998 overtog magten og siden gik i gang med at nationalisere dele af produktionsapparatet, ligesom Enhedslisten ønsker at gøre i Danmark. Mange i Enhedslisten har da også igennem årene udtrykt begejstring over Chavez, blandt andre Pelle Dragsted, som i 2006 under den håbefulde overskrift ”Venezuela – på vej mod socialisme?” skrev om ”den spændende udvikling som er sket i de sidste 6-7 år efter valget af Hugo Chavez til præsident”. Det skal i retfærdighedens navn bemærkes, at Dragsted tog afstand fra Chavez i 2011. Bedre sent end aldrig. Men det var ikke en afstandtagen fra den førte økonomiske politik, som alle med forstand på økonomi kunne se var ved at køre landet i sænk.
Det interessante her er Enhedslistens ledelses tyrkertro på, at ophævelse af den private ejendomsret og nationalisering af det private erhvervsliv skulle være vejen frem. Når de ser det ske ude i verden, jubler de. Når det efterfølgende går frygteligt galt – som i Venezuela – trækker de på skulderen. Klogere bliver forblændede venstrefløjsideologer ikke af den slags. Nogle af dem hævder sågar, at tragedien i Venezuela skyldes, at man ikke gik langt nok med det socialistiske eksperiment.
Jo, Enhedslisten er et ekstremt parti.
