Coronakrisen har sendt både dansk økonomi og verdensøkonomien ud i dyb krise. Den omfattende lockdown i verdensøkonomien sætter kapitalismen på pause. Konsekvensen er, at en stor del af verden lider herunder. Når mange virksomheder er nødt til at holde lukket, og forbrugere holder sig inden døre, ja, så sættes den økonomiske aktivitet og velstandsskabelse på pause.
WTO frygter, at verdenshandlen kan falde med op til 30 pct. som følge af krisen. Og IMF offentliggjorde i denne uge en prognose, hvor det skønnes, at verdens BNP vil falde med tre pct. i 2020, og tilbagegangen gælder både rige lande, emerging markets og ulande. Det er den værste recession siden depressionen i 1930erne. I det værste finanskriseår – 2009 – faldt verdens BNP med 0,1 pct.
Meget tyder desværre på, at coronakrisen også vil ramme ulande hårdt, herunder i Afrika. Og det forventes at øge antallet af ekstremt fattige (personer der lever for under 1,9 dollars om dagen). Sådan går det, når kapitalismen sættes på pause.
Mindst 100 millionere flere
Ifølge en FN-analyse kan den ekstreme fattigdom stige svarende til 100-400 mio. personer som følge af krisen. Det vil særligt ske i Sydasien og Afrika syd for Sahara. Det sker, når der f.eks. er forbud mod at forlade sin bolig, når efterspørgslen og priserne på ulandenes produkter reduceres, f.eks. olie, mineraler, turisme mv.
Herudover forventes der færre udenlandske investeringer i ulandene. Endvidere er der den direkte sygdomseffekt af coronavirus. Coronakrisen – og kapitalisme-pausen – risikerer dermed at sende den positive udvikling i antallet af ekstremt fattige flere år tilbage.
I perioden 1990-2015 er andelen af ekstremt fattige nemlig faldet kraftigt på verdensplan. I 1990 var der knap 1,9 mia. ekstremt fattige, mens antallet var faldet til godt 700 millioner i 2015, dvs. et fald på knap 1,2 mia. ekstremt fattige. Det skyldes især udviklingen i Kina og Indien, der siden 1990 har oplevet høj vækst.
Væksten i Kina og Indien har været høj, siden de to lande for alvor åbnede for kapitalismen fra 1980erne og frem (mere privat ejendomsret, deregulering og åbning af økonomien for udenrigshandel og udenlandske investeringer).
Som reaktion på udviklingen anbefaler den venstreorienterede ulandsorganisation Oxfam, at rige lande skal indføre formueskatter, beskatte finansielle transaktioner og beskatte store virksomhedsoverskud og overføre provenuet til ulandene. Verden bliver imidlertid ikke bedre, af at man beskatter succesfulde virksomheder og personer.
Det medfører mindre velstand, færre investeringer i ulande og mindre efterspørgsel efter ulandenes produkter. Det vil bremse fattigdomsbekæmpelsen.
Heldigvis er forventningen, at coronakrisen er af midlertidig karakter. Det er sandsynligt, at mange lande åbner hurtigt igen, og at sundhedskrisen er håndteret inden for et eller to år. Kapitalismen kan så fortsætte med at gøre verden til et bedre sted. Man må forvente, at antallet af verdens ekstremt fattige igen vil falde. Dette vil ske medmindre der begås betydelige politiske fejl. F.eks. ved at lytte til Oxfams råd eller ved at indføre protektionisme.
