Klimaforkæmperen Jesper Theilgaard fløj til Folkemødet for at fortælle os andre, at vi ikke skal flyve. Det er der selvfølgelig et element af hykleri i. Men faktisk kunne han som klimabekymret roligt tage flyet til Bornholm, for turen var slet ikke til skade for klimaet. Det ved han bare ikke selv, og dét er det egentlige problem.
Mere om Theilgaard hykleri sidst i bloggen, men lad mig først forklare det med, at det ikke skader klimaet at flyve – og hvad det indebærer for, hvordan vi bør indrette vores klimapolitik (se i øvrigt også denne video).
Bloggen er ikke skrevet for at hænge lige præcis Jesper Theilgaard ud. Han virker til at være en sympatisk fyr, der er oprigtigt optaget af at ville løse et reelt problem.
Men Jesper Theilgaard er et eksempel på et stort problem i klima-debatten, nemlig manglende indsigt i, hvordan klimapolitik rent faktisk virker.
Jesper Theilgaard er uddannet meteorolog. Han er altså ikke klimaforsker, men han har i årenes løb sat sig ind i klimaforskningen. Hans faglige styrke ligger med andre ord indenfor det naturvidenskabelige. Alligevel holder han sig ikke tilbage med at udtale sig om samfundsvidenskabelige problemstillinger. Han er for eksempel fortaler for en national dansk flyskat, som skal få folk til at flyve mindre.
I klimadebatten ser vi ofte forskere foretage den bevægelse: ud af deres egent naturvidenskabelige domæne og ind på det klima-økonomiske, som de ikke har faglig indsigt i. Det er sådan set ok, for klimaproblemet er tværfagligt. Men når man bevæger sig udenfor sit eget domæne, bør man for det første gøre det med en vis ydmyghed. Man bør forsøge at sætte sig ind i sagerne, og man bør lytte til sagkundskaben på området. Men er ikke længere ekspert, og man bør gøre opmærksom på, at her er man udenfor sit ekspertfelt, og hvis man udtrykker holdninger, som ikke harmonerer med, hvad eksperter på området anbefaler, bør man gøre opmærksom på det.
Theilgaard overholder ikke disse principper, når han udtaler sig om, hvad politikerne bør gøre, for eksempel indføre en flyskat. Her er han inde på økonomernes domæne. Vi byder ham velkommen, men tillader os at forventer, at han lytter til, hvad økonomer har at sige om sagen (og i øvrigt anerkender, at der også er brug for, at økonomer bevæger sig den anden vej og inddrager naturvidenskaben i deres arbejde – netop fordi problemstillingen er tværfaglig).
Problemet med en national – eller for den sags skyld en fælles europæisk - flyskat er, at den ikke tager højde for, hvordan klimapolitikken i forvejen er indrettet i Europa. I Europa er CO2-udledning på nogle områder underlagt af et kvotesystem.
Det indebærer, at hvis vi indfører klimapolitik i Danmark, der reducerer udledningen af CO2 hos os lokalt i de sektorer, der er omfattet af kvotesystemet, så sker der en reaktion i udlandet, der modvirker reduktionen hos os.
Kvotesektoren omfatter Udledninger fra energiselskaber, f.eks. kulkraftværker, udledninger fra den tunge industri og altså udledninger fra flytransport internt i EU. Hvis et område hører ind under kvotesektoren, som f.eks. fly gør, vil det sige, at der et begrænset antal kvoter, som det koster penge at købe. Og når de er brugt op, må man ikke udlede mere CO2.
Kvotesystemet omfatter de CO2-udledninger i Europa, som EU har ansvaret for at nedbringe. Det er en del af Parisaftalen, at de enkelte EU-lande hver især ansvaret for at nedbringe udledningerne udenfor kvotesektoren.
En flyskat i Danmark er objektivt set er en skidt idé helt uafhængigt af, hvad man i øvrigt måtte mene om klima eller hvad man måtte have af politiske overbevisninger i øvrigt. Det skyldes, at hvis vi i Danmark gør noget ekstra for at nedbringe CO2 fra f.eks. fly, bliver de hos os sparede CO2-kvoter til overs, og dem kan andre lande så bruge. Hvis vi flyver mindre i Danmark, så kan f.eks. polske kulkraftværker købe tilsvarende flere kvoter og udlede mere. En flyskat vil altså ingen effekt have på klimaet overhovedet. Den eneste effekt vil være at gøre danskerne fattigere og forære velstand til borgerne i andre EU-lande.
Økonomer kalder fænomenet lækage. På sigt er der 100 pct. lækage inden for kvotesystemet.
Så politikerne vil vel ikke være så skøre, at de kunne finde på alligevel at indføre en flyskat? Man kan ikke vide sig sikker. Faktisk har de allerede gjort lignende ting. Meget af den danske klimapolitik i dag har ingen eller stort set ingen gavnlig effekt på klimaet. Den væsentligste effekt er, at vi bruger milliarder på at gøre det billigere for andre lande at udlede CO2.
Når vi f.eks. støtter vindmøller, solceller og lignende med store offentlige tilskud, gør vi det bare billigere for f.eks. de polske kulkraftværker at købe kvoter og udlede mere. CO2 udledningen bliver den samme. Der er ingen effekt på klimaet. Danskerne bliver fattigere.
Nogle kunne måske finde på at drage den konklusion, at kvotesystemet dermed forhindrer os i at føre klimapolitik, der virker og derfor er en dårlig idé. Men det er ikke tilfældet. Kvotesystemet er fremragende, fordi det er en mekanisme, der gør det muligt at realisere udledningerne dér, hvor de kan opnås for færrest penge. Det er altså ikke sådan, at kvotesystemet forhindrer os i at føre klimapolitik. Det muliggør tværtimod den mest effektive klimapolitik, nemlig at gøre det dyrere at udlede CO2 i hele Europa i stedet for blot i Danmark.
Desuden er lækage ikke et problem, som er skabt af kvotesystemet. De økonomiske vismænd har vist, at også udenfor kvotesystemet bliver lokale danske klimatiltag ramt af lækage. I gennemsnit ere lækagen på 50 procent, men i for eksempel landbruget er der ifølge vismændene en lækage på ca. 70 procent. Med andre ord: Hvis vi i Danmark pålægger landmændene at reducere udledningen med 100 tons CO2, vil den reelle gevinst for klimaet kun være på 30 tons, fordi udlandet som direkte følge af vores politik vil øge deres udledning med 70 tons.
Det er derfor afgørende at vi holder op med at tænke klimapolitik som et nationalt anliggende. Det bliver meget dyrt for danskerne og vil have lille effekt på klimaet. En stor del af milliarder vil faktisk være direkte foræringer til borgerne i andre lande, så de kan udlede mere.
Vejen frem er at benytte kvotesystemet. Hvis vi opkøber kvoter, gør vi det dyrere at udlede i andre lande. Det er en billig og effektiv måde at reducere udledningen på. Vi bør også i EU arbejde for, at flere sektorer bliver en del af kvotesektoren, for eksempel resten af transportsektoren og landbruget.
At opkøbe kvoter i kvotesystemet vil ikke afskaffe problemet med lækage, da der også er en verden udenfor EU – men det vil kraftigt reducere det.
Og så tilbage til Theilgaards klimahykleri. I et interview i BT bliver han spurgt, om det ikke er et dilemma at flyve til Bornholm, når han er optaget af klimaet. Theilgaard svarer: ”Jeg har et liv, der skal hænge sammen. Det har en pris, og jeg er nødt til at agere efter det. Det kan ikke være anderledes. Jeg peger ikke fingre ad nogen, fordi de gør, som de gør”.
Det er nu en sandhed med modifikationer – for at udtrykke det pænt. I Dagbladet Politiken har Theilgaard formanende konkluderet, at vi det er ”på tide, at vi tænker alvorligt over vores vaner. Måske er det på tide at udskifte den traditionelle flyvetur med en cykeltur, når sommerferien planlægges”.
Igen: Det er ikke for specifik at hænge Theilgaard ud, at jeg skriver dette. Men hans indrømmelse fortæller os noget relevant om, hvordan klimapolitik bør føres.
Vi har lige været vidner til en valgkamp, hvor man kunne få det indtryk, at danskerne er villige til at ofre deres CO2-udledende livsstil for at undgå klimaforandringer. Men meget af det er mere bragesnak og symbolske besværgelser.
Når hverdagen melder sig, står det klart, at klima kun er ét hensyn blandt mange. Og at klimahensyn nogle gange bliver trumfet af andre hensyn, for eksempel hurtig transport på tværs af landsdelene.
Som daværende folketingsmedlem for Alternativet René Gade sagde i 2018, da han blev spurgt om, hvorfor han ikke tog toget til Folkemødet: "Det gider jeg ikke". Det gider Theilgaard heller ikke.
Vi vil gerne ofre os for at mindske klimaforandringerne, men ikke ret meget - når det kommer til stykket. Det gælder også de mest frelste og bekymrede som Jesper Theilgaard. Og det bør indgå i overvejelserne, når vi udvikler klimapolitik.
Hvis man reelt bekymrer sig for at mindske negative påvirkninger fra klimaforandringer mest muligt, skal man anvende de klimapolitiske værktøjer, der opnår mest klimaeffekt for færrest mulige udgifter for borgerne, som i sidste ende er dem, der skal bære byrden.
Det vil de kun, hvis byrden ikke bliver for tung. Og det er derfor helt afgørende – hvad enten det er klimaet eller borgernes pengepung, man er bekymret for – at vi benytter de mest effektive politiske løsninger i klimapolitikken. Det indebærer blandt andet at omfavne kvotesystemet.
