Hvis du googler "Københavns Kommune spare", får du utallige hits med diverse historier om, at Københavns Kommune nu er nødsaget til at spare på handicapområdet, på børnene eller på andre dele af det, mange vil kalde kernevelfærd.
Hvis du i en snak med din venstreorienterede nabo om besparelserne formaster dig til at sige, at kommunen sagtens kan sænke skatten uden at spare i kernevelfærden, er der en stor sandsynlighed for, at naboen vil bede dig om at pege på konkrete områder, hvor kommunen kan spare.
Og det er faktisk et rigtig godt svar af din nabo, hvis du går med på præmissen. For ingen enkeltperson kan overskue spildet i et budget på 43 milliarder kroner – altså 43.000.000.000 kroner.
Mange mennesker kan ikke overskue deres eget budget, selv om det kun er på nogle få 100.000 kroner om året, så hvad er lige sandsynligheden for, at man kan pege på besparelser for et anseeligt beløb i Københavns Kommune?
Vil man argumentere mod naboen, er man derfor nødt til at få ham til at indse, at hvis man selv som udenforstående kan pege på gode besparelser (altså besparelser, hvor det ikke gør så ondt) på 0,7 procent i budgettet, så vil dem, der sidder med sagerne til dagligt, kunne finde langt flere besparelser.
Naboen kan jo heller ikke finde lige så mange gode besparelser i dit budget, som du selv vil kunne.
Men han har sandsynligvis en idé om, hvor meget du ødsler med pengene ud fra nogle enkelte observationer, som han kan vurdere dit generelle forbrug af penge på.
I 2017, da jeg var travlt beskæftiget som konsulent i det private erhvervsliv, gennemgik jeg på et tidspunkt lidt af Københavns Kommunes pengeforbrug. Ikke som en del af mit job, men som et fritidsprojekt ved siden af arbejdet.
Jeg følte aldrig, at jeg blev færdig med gennemgangen, men den gav mig alligevel – ligesom naboen – en ret klar idé om, hvor grelt det står til med pengeforbruget i Københavns Kommune. Også selv om det kan være svært ud fra budgettet at se, hvad pengeforbruget reelt dækker over.
Hvad betyder for eksempel 1,1 millioner kroner til "etablering af C40 kontor i København" og 0,7 millioner kroner til "fortsat medlemskab af String"?
Projekterne står under "erhverv, vækst og beskæftigelse", så det lyder meget af ødslen med pengene, men jeg fik det aldrig undersøgt nærmere. Det samme gælder den ene million, der i 2017 er afsat til "Madfællesskab og Det Runde Bord" og mange, mange andre tvivlsomme projekter.
Samlet set fandt jeg, inden jeg gav op, udgifter for 93,4 millioner kroner i budgettet, som man i mine øjne sagtens kunne spare væk uden de store tab af kernevelfærd.
Det var ud over de 215 millioner kroner, man brugte på virkningsløse integrationsprojekter i 2017.
Du kan selvfølgelig mene, at kommunens støtte på syv millioner kroner til EM i svømning var vigtigere end bedre skoler og lavere skatter (måske bør du så læse denne glimrende artikel om, hvordan de økonomiske gevinster ved sportsarrangementer er stærkt overdrevet), men jeg er uenig med dig og vil egentlig gerne frabede mig, at jeg og andre skal betale til dine fornøjelser.
Nå. Indtil videre har det udelukkende været påstande. Lad os se på den dokumentation, jeg skrev ned i 2017.
Nedenfor har jeg angivet beløbene for 2017, medmindre andet er angivet. Mange af prestigeprojekterne løber dog i flere år, så den samlede udgift er større.
Alle beløbene kan findes i budgetaftalen eller i budgetaftalens bilag 1.
- 7,0 millioner kroner til EM i svømning. Det er sikkert en fantastisk fest, men i mine øjne bør det være deltagerne, der betaler de syv millioner kroner.
- 2,9 millioner kroner til alternative kulturhuse såsom Ungdomshuset og Folkets Hus. Det er garanteret sjovt at være med, men igen: Hvorfor skal de gå forud for skoler, børnehaver og så videre?
- 0,7 millioner kroner til 'Håndbolden tilbage til København'. Hvorfor skal fodboldspillere, løbere, folk, der dyrker crossfit og så videre, være med til at finansiere, at håndboldklubberne får flere medlemmer, hvoraf nogen endda sandsynligvis kommer fra blandt andet fodboldklubberne?
- Lokaludvalg for 36 millioner kroner. Lokaludvalgene leverer sikkert værdi til udvalgte københavnere, men er værdien stor nok? Og er det kernevelfærd? Lokaludvalgene har i øvrigt meget stort fravær. Ofte melder en tredjedel af medlemmerne i de 12 lokaludvalg fra til møderne.
- 5,8 millioner kroner (gennemsnit af 23,1 millioner kroner i perioden 2017 til 2021) på at etablere Hyltebjerg Skole som madskole. Madskoler foregår ved, at børn i alderen 8 til 12 år bruger dagtimerne i en uge af deres sommerferie på at lave mad, lære om kost og lave motion. Det er da en fin ting, at børn lærer noget om sund kost, men er det en kommunal kerneopgave?
- 4,7 millioner kroner til forældreuddannelse og fokus på skolefravær til udsatte børn og unge. Virker det? I mine øjne er den bedste socialpolitik beskæftigelse. Børn lærer at møde op, hvis forældrene tager på arbejde.
- 2,4 millioner kroner på Ungdomsbrandkorpset, som vist er en slags integrationsprojekt. Projektet er evalueret på baggrund af interview og observationsdeltagelse, så reelt set ved man ikke, om det virker.
- 8,0 millioner kroner til Copenhagen Film Fund, som blandt andet skal tiltrække nye internationale produktioner. Er erhvervsstøtte virkelig kernevelfærd?
- 3,6 millioner kroner til København som international modeby. Er erhvervsstøtte, der er anført under "erhverv, vækst og beskæftigelse", virkelig kernevelfærd? Er det smart, og virker det bedre end lavere skatter?
- 0,5 millioner kroner til "København som international designby".
Inden du læser nedenstående punkter, bør du lige bemærke, at der kun i ringe grad er dokumentation for, at beskæftigelsesprojekter virker.
- 1,9 millioner kroner til akademikerindsats – forenklet og effektiv indsats.
- 3,7 millioner kroner til langtidsledighedsindsats for akademikere.
- 1,3 millioner kroner til indsats målrettet det nye arbejdsmarked (for akademikere).
- 1,2 millioner kroner til ledige akademikere til små og mellemstore vækstvirksomheder.
- 1,2 millioner kroner til fremskudt beskæftigelsesindsats – Tingbjerg og Urbanplanen.
- 5,5 millioner kroner til særlig beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken.
- 7,0 millioner kroner til lokalt forankret beskæftigelsesindsats.
Der var også afsat 14,6 millioner kroner til at nedbringe den erhvervsrettede sagsbehandlingstid. Man kan jo undre sig over, hvad de bruger deres basisbevilling til, men nuvel – jeg har ladet tvivlen komme kommunen til gode og har ikke regnet det med.
Jeg har heller ikke medregnet fem millioner kroner til festivalpuljen, som blandt andet finansierer Distortion, fordi der kan være et argument om, at det er det, økonomer kalder kollektive goder, selv om mange borgere i København nok mere ser Distortion som et eksempel på forurening, som økonomer gerne vil beskatte.
Der er sandsynligvis mange flere eksempler på prestigeprojekter i budgetaftalen, end jeg har fundet.
Du kan selv forsøge at finde flere i aftaleteksten og bilaget, men det kræver for det meste en del research at finde ud af, i hvor stort omfang der er tale om spild. Det skal jo ikke være for nemt at gå politikerne i bedene.
Hvert år bruger Københavns Kommune mange, mange millioner kroner på integrationsprojekter, som man basalt set ikke aner om virker (de har ikke gjort det nemt at summere tallene, men jeg får det til sammenlagt 215,2 millioner kroner i 2017).
Effektmålene for de mange integrationsprojekter er særdeles vagt formuleret. For eksempel "bedre fordeling af sprogligt udfordrede elever i folkeskolerne" eller en række forskellige projekter med samme målsætning, som for eksempel "andelen af københavnere, der oplever diskrimination, skal falde".
Når man ikke ved, om en indsats virker, så er der risiko for, at man gør tingene værre (jeg har skrevet om det her).
Når Loyal to Familia bruger kommunens tilbud som klubhus og rekrutteringsgrundlag, er der i hvert fald god grund til at være bekymret for, om man skader mere, end man gavner.
Social medicin bør ligesom kemisk medicin være testet grundigt, før kommunen uden videre begynder at anvende det.
Nedenfor har jeg nævnt andre eksempler på pengeforbrug ud over det rimelige.
- Forsøg på at lave en konkurrent til Facebook for syv millioner kroner.
- Gratis udlån af mosterier og ladcykler. Bør folk ikke betale for deres egen underholdning og privatforbrug?
- Endnu et forsøg på at lave en pendant til Facebook. Det er uvist, hvad Københavns Kommune har betalt for det, men Lolland Kommune – som er langt mindre og langt fattigere end Københavns Kommune – skulle betale 120.000 kroner for boblberg.dk.
- Frølaboratorier/-bytte for 575.000 kroner.
- Pumpehuset, der blandt andet er ejet af den private virksomhed Buck Bramsen Aps, får, hvad der svarer til 1,1 millioner kroner om året af kommunen. Jeg har bestemt ikke noget imod Pumpehuset, men skal kommunen støtte private virksomheder, som konkurrerer med andre fritidstilbud om kunderne?
- Kommunen bruger penge på at reklamere for poetry slam. Hvis du tror, at det er gratis, fordi kommunen jo ejer standeren, så læs her om alternativomkostninger.
- Hvem andre end kommunen giver 1,6 millioner kroner for én enkelt brintbil?
Og så har jeg ikke engang nævnt den berømte interaktive bænk til cirka en million kroner.
Uanset hvor mange millioner man finder i de offentlige budgetter, vil der være støtter bag velfærdsstaten, som mener, at man jo kun har peget på marginale problemer med pengeforbruget.
Selv hvis politikerne sparede alle projekterne, jeg har listet ovenfor, ville det kun være nogle promiller af Københavns Kommunes samlede budget, ville de sige. Og det er jo rigtigt.
Men det er lige så rigtigt som at sige, at alkoholikeren ikke er fuld, fordi man kun har set ham drikke to til tre øl i løbet af formiddagen.
At man ikke ser hele alkoholikerens alkoholforbrug, er ikke det samme som at sige, at det ikke eksisterer.
Faktisk kan to til tre formiddagsøl på en ganske almindelig dag – særligt hvis det sker igen og igen – være et klart og tydeligt tegn på, at der er problemer med forbruget. Det er præcis det samme med den offentlige sektor.
