SOCIALDEMOKRATIET har meldt ud, at partiet ønsker andelen af skoleelever i frie grundskoler reduceret til 10 procent. Det svarer til, at 45 procent af eleverne i de frie grundskoler skal presses over i folkeskoler. Det er en reaktion på, at andelen af forældre, som har valgt en fri grundskole til deres børn, støt er blevet øget, så det nu er omkring 18 procent af skolesøgende børn, som går i en fri grundskole. Denne udvikling og den tilspidsede ideologiske kamp om skoleform gør det påtrængende at se på, hvad der ligger bag den øgede søgning til de frie grundskoler. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er overalt i landet, at søgningen til de frie grundskoler er øget. I Københavns og Frederiksberg Kommuner er søgningen til de frie grundskoler eksempelvis faldet siden 2010. De betydelige forskelle mellem kommunerne peger i retning af, at det er særlige omstændigheder, der gør sig gældende i nogle, men ikke i alle kommuner, som er forklaringen på det ændrede mønster i skolesøgningen.
VI HAR gennemført en dybtgående statistisk analyse, der afslører kendetegnene ved de kommuner, der har oplevet forøget søgning til de frie grundskoler fra 2011 til 2018: Især to forhold træder frem. For det første reagerer hjemmene, såfremt de finder skolevejen til en folkeskole for lang. For det andet reagerer forældre, som ser en lokal folkeskole med uløste sociale problemer og her specielt uløste integrationsproblemer.
Forældrereaktionen ser ud til at være stærkere, jo højere indkomstniveauet er. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at det ikke spiller nogen rolle for folkeskolens konkurrenceposition i forhold til de frie grundskoler, hvor mange penge folkeskolerne tilføres af deres kommuner.
De frie grundskoler fungerer altså som en art lakmusprøve på de lokale folkeskoler. Består kommunens folkeskoler ikke denne prøve, tager forældrene konsekvensen, og flytter deres børn til en fri grundskole.
Egentlig er det forunderligt, at de frie grundskoler er i stand til at spille en sådan velfærdsforøgende rolle. Især kommer det til udtryk i de mange situationer, hvor kommuner har nedlagt folkeskoler, og hvor der så er etableret frie grundskoler på stedet. Det er forbavsende nok ikke muligt med præcision at opgøre, hvad en elev i folkeskolen koster kommunen, da bl.a. udgifter til lokaler og til den centrale skoleforvaltning ikke medregnes i de opgjorte driftsudgifter. Antages det, at kommunernes anlægsudgifter på folkeskoleområdet svarer til afskrivningen på skolerne og på den løbende husleje, så finder man, at de frie grundskoler er i stand til at drive deres skole, så deres behov for offentlige tilskud er omkring 20 procent mindre end folkeskoler.
Derved påviser frie grundskoler, at det er muligt at drive skole på præmisser, som kommuner ikke kan eller ønsker at matche. Da de frie grundskoler gennemgående viser sig i stand til at løfte deres elever stærkere fagligt end folkeskolerne udtrykt ved undervisningseffekt (opnåede præstationer ved 9. klasse-afgangsprøver set i forhold til elevernes socioøkonomiske sammensætning), er det øjensynligt, at der her er tale om en forskel i effektivitet, hvor billigere drift ikke opnås på bekostning af reduceret kvalitet.
FINANSMINISTERIET har beregnet, at der vil kunne spares 300 millioner kroner ved en reduktion af tilskuddet til frie grundskoler fra 76 til 71 procent af udgifterne til folkeskolerne. Heroverfor står imidlertid, at hvis folkeskolerne skal kunne fastholde niveauet for udgifter per elev, så skal folkeskolerne tilføres 1,5 milliarder kroner, i tilfælde af at socialdemokraternes målsætning for elevomfang i de frie grundskoler bliver realiseret. Indtil videre er der ikke peget på finansiering af denne regning, hvorfor folkeskolerne står til en markant sparekur.
De frie grundskoler er sendebud med meddelelsen, at nogle kommuner har betydende uløste problemer i deres skolevæsen. Det er civilsamfundet, som rokker ved velfærdsstaten. De frie grundskoler og deres foreninger går på listefødder, for de ved godt, at det er livsfarligt at udfordre staten. Men sammenstødet er uundgåeligt, så længe de uløste problemer består.
Desværre har landets skolepolitikere ikke umiddelbart nemme løsninger på hylderne. Det er nemlig for længst påvist, at folkeskolen ikke forbedres med flere penge, og de øvrige centralt planlagte tiltag i folkeskolereformen ser heller ikke ud til at have nogen positiv effekt. Såfremt kommunerne og folkeskolerne ikke finder nogle reelle svar, er det imidlertid vanskeligt at forestille sig, at presset fra de frie grundskoler ikke vil vedblive at være der. Og denne udfordring er jo i virkeligheden også det bedste, man kan håbe for det flertal af forældre, som har deres børn gående i landets folkeskoler.
Debatindlæg bragt i Politiken d. 11. juni 2019
