Hvor god er din kommunalbestyrelse til at drive din kommune? Vi, der stemmer til kommunalvalget på tirsdag, må forholde os til det spørgsmål. Men hvor finder vi information, der giver os svaret?
Mediedækningen af valgkampen har ikke leveret svaret, blot tilfældige nedslag: I Kerteminde er den lokale fodboldklub utilfreds med græsslåningen. I Lyngby-Taarbæk er forældrene til børnene i flere daginstitutioner utilfredse med bygningerne. I Hobro er borgerne utilfredse med vejbelysningen. Og så videre. DR er kilden til disse tre historier.
Sådanne enkeltsager giver det generelle indtryk, at kommunerne mangler penge og derfor må »spare« på græsslåning, daginstitutioner og vejbelysning.
Man kunne grave et spadestik dybere. Kerteminde er for eksempel en kommune med høje udgifter set i forhold til det udgiftsbehov, som er dikteret af objektive forhold som befolkningssammensætning. Kommunen har et såkaldt »kommunepotentiale« på 8.400 kroner. Byrådet bruger altså 8.400 kroner mere per borger end landets mest udgiftseffektive kommune, som i år er Vejle, og 2.700 kroner mere end kommunerne i gennemsnit.
Hvad går pengene så til? Ja, åbenbart ikke til græsslåning, så meget klogere blev vi da af DRs dækning. Men en anden analyse viser, at Kerteminde for eksempel bruger mange penge på administration. Her kunne kommunen spare godt 2.000 kroner per indbygger sammenlignet med de kommuner, der bruger mindst på administration. Omvendt er Kerteminde den bedste kommune til at få meget ud af udgifterne til folkeskolen. Så her er det ikke mest oplagt at spare i lige præcis Kerteminde.
Lad os også se på Lyngby-Taarbæks historie. P1s radioavis vinklede sagen sådan, at kommunen havde valget imellem at renovere rådhuset eller at bygge daginstitutioner. Og rådhuset var i en sådan stand, at daginstitutionerne måtte vente.
Det er imidlertid forkert at opstille kommunens prioriteringsopgave som valget imellem at bruge penge på at renovere daginstitutioner eller rådhuset.
Også Lyngby-Taarbæk har med et kommunepotentiale på 7.693 kroner per indbygger et højt udgiftsniveau. Hvis kommunalbestyrelsen formåede at drive kommunen lige så udgiftseffektivt som Vejles kommunalbestyrelse, kunne man give hver eneste indbygger 7.693 kroner i skattelettelse eller godt 30.000 kroner om året for en familie på fire personer.
Også Lyngby-Taarbæk bruger markant flere penge på administration end gennemsnittet af danske kommuner: 2.250 kroner per indbygger kunne kommunen spare, hvis den blev lige så effektiv som de bedste kommuner, hvilket samlet set svarer til et beløb på 126 mio.kr. Der kunne bygges en del daginstitutioner for bare en fjerdedel af de penge.
I en almindelig families budget er udgifterne til kommunal velfærd den suverænt største udgiftspost – ca. 15.000 kroner om måneden. Hvad går pengene egentlig til i de enkelte kommuner? Og hvad får vi ud af det? Det er sådanne spørgsmål, vi som vælgere har brug for at få svar på for at kunne træffe et oplyst demokratisk valg.
Stærk modstand mod sammelingning
USAs fjerde præsident, James Madison, sagde: »En folkevalgt regering uden et folk, der besidder information … er blot prologen til en farce eller en tragedie; eller måske begge. Viden vil for altid herske over uvidenhed. Og et folk, som ønsker at regere sig selv, må bevæbne sig med den magt, som viden giver.«
Vælgernes mulighed for at tilegne sig viden om, hvor godt eller skidt deres kommune er drevet, er yderst begrænset. Det samme er mediernes fokus på at fremskaffe relevant information.
Der er stærk politisk modstand imod at sammenligne kommuner og institutioner, blandt andet fordi det udfordrer den idé, at kvaliteten af velfærd er et spørgsmål om at tilføre ekstra milliarder af skatteborgernes penge. Når Vejle kan levere god velfærd med færre penge, tyder det på, at bedre prioritering og effektiv udnyttelse af ressourcerne er den vigtigste vej til bedre velfærd.
En vigtig gevinst ved at have 98 forskellige kommuner med kommunalt selvstyre er muligheden for at lære fra dem, der gør det bedst. Skal en sådan læring finde sted, kræver det selvsagt, at vi sammenligner.
På landsplan kunne kommunerne aflevere 33 milliarder kroner tilbage til borgerne, hvis man indrettede sig som Vejle, hvor velfærden generelt ser ud til at være af høj kvalitet. Medierne bør gå mere kritisk til historier om kommuner, der angiveligt ikke har råd til at slå græs, renovere bygninger, belyse veje osv. Ofte er problemet ikke for få ressourcer, men dårlig prioritering af udgifterne eller ineffektivitet i leveringen af velfærd. Det har vælgerne krav på at blive informeret om.
(Bragt i Berlingske d. 11. november 2021).
