Selskabsskatten er en samfundsøkonomisk unødvendig dyr måde at skaffe staten indtægter på, som tiden er løbet fra. Især et land som Danmark med meget høje offentlige udgifter har brug for at opkræve skatterne med så få omkostninger som muligt.
Siden 1980'erne er den danske selskabsskattesats nedsat fra 50 pct. til 22 pct. Det har givet en realøkonomisk vækst på næsten 4 pct. Derfor er det beklageligt, at selskabsskatten er blevet indrulleret i den igangværende valgkamp - med Socialdemokratiets og senest Venstres forslag om en EU-minimumssats og ens EU-skattebase. Det egner selskabsskatten sig slet ikke til.
Sænker produktiviteten
Mange vil måske spørge: Er det ikke rimeligt, at også selskaber skal betale skat? Helt grundlæggende så er det kun personer, som kan betale skat.
For selskabsskattens vedkommende er det velkendt, at den i en åben økonomi reelt betales af lønmodtagerne. Investeringer er mobile, og derfor ender selskabsskatten med at mindske kapitalapparatet. Det sænker lønmodtagernes produktivitet og lønninger. Og da både lønnen i den offentlige sektor og overførselsindkomsterne følger lønnen i den private sektor, rammer selskabsskatten indkomsterne bredt.
Et andet spørgsmål er: Fører konkurrencen mellem landene ikke til et "ræs mod bunden"? I bedste fald jo - bedste, fordi det er til alles fordel. En simulering af en global afskaffelse af selskabsskatten, udført af bl.a. Laurence Kotlikoff, viser således, at alle dele af verden ville vinde på at afskaffe selskabsskatten, også selv om den blev erstattet af højere lønindkomstskat og moms.
Undtagelsen er Kina, som i dag vinder på en lav sats - og altså vinder på at skattekonkurrencen går langsomt i andre lande.
Flere vil desuden argumentere for, at det er en god idé med en fælles selskabsskattebase i EU, så selskaber ikke kan flytte overskud rundt efter forgodtbefindende. Men det er imidlertid bare en myte, at selskaberne kan det, og at EU-Kommissionens skatteforslag vil forhindre det.
Der findes allerede et ganske omfattende EU-regelsæt, som regulerer opgørelsen af overskud. Det gælder især kravene til dokumentation for, at virksomhedsinterne handler sker på armslængdevilkår.
Nej til fælles skattebase
EU-Kommissionen har hevet sit gamle forslag til en fælles skattebase frem ved snart sagt enhver lejlighed, uanset hvad der har været på den skattepolitiske dagsorden. Oprindelig var det tænkt som en ordning, der var frivillig for selskaberne og begrundet med at mindske deres administrative byrder.
Det vil ganske vist i sin endelige udformning fjerne behovet for armslængdepriser, men åbner til gengæld nye muligheder for at "game" systemet. Og havde systemet været i kraft, da Luxembourg gav ulovlige skatterabatter i strid med egne regler, ville landet ikke alene kunne have givet rabat med de luxembourgske skatter, men også på vegne af de øvrige landes statskasser. I mellemtiden har Kommissionen skåret sit forslag over i to etaper, og i første etape består behovet for dokumentation for armslængdepriser stadig.
Når Kommissionen vedholdende interesserer sig så stærkt for skatteområdet, handler det formentlig primært om at øge sin konstitutionelle magt i forhold til medlemslandene - altså at skabe et mere føderalt EU, end det vi kender. I dag har Kommissionen ikke sine egne skatteindtægter, og beslutninger på skatteområdet skal træffes ved enstemmighed. Derved ligger magten hos medlemslandene og i Ministerrådet. Senest har Kommissionen forsøgt at udnytte de amerikanske it-giganters upopularitet til at indføre særskatter på dem. Heldigvis har ikke mindst Danmark og Sverige sat sig imod.
Valgkampen som barriere
Det er værd at erindre sig, at Danmark i dag har nogle af de absolut strammeste selskabsskatteregler. Det gælder ikke mindst begrænsningerne på, hvor meget selskaber kan trække fra i renter samt på adgangen til sambeskatning med udenlandske datterselskaber.
Hvis der indføres en fælles skattebase, vil det helt givet blive på en smallere base, end vi har i dag. Man skal altså ikke forvente større, men mindre provenu fra selskabsskatten ved en harmonisering af basen.
Danmark har hidtil været ret hurtig til at tilpasse sig lavere selskabsskattesatser i omverdenen. Et lille land kan ikke tillade sig så høje satser, som store lande kan. Med senest den markante nedsættelse af selskabsskatten i USA, må der forudses at komme yderligere gang i den internationale selskabsskattekonkurrence.
Det vil være ulykkeligt, hvis vi bliver holdt tilbage af udspil affyret i valgkampens hede.
