Ungkommunisten og universitetsfilosoffen Søren Mau har gennem et stykke tid charmeret sig gennem Mediedanmark, også i disse spalter, med sin opfordring til revolution og kommunisme. Og for nylig har man på Aalborg Universitet samlet skattefinansierede marxismeforskere til en stor konference om marxismens lyksaligheder.
Internationalt ser vi samme tendens. Den ekstremt venstreorienterede franskmand Thomas Piketty er den mest indflydelsesrige økonom i årtier, og han bliver hyldet på universiteter verden over. Piketty har foreslået en formueskat på op til 93 pct. Det er et konfiskatorisk skatteniveau, der kan lukke betydelige dele af det private erhvervsliv. Og min egen søn, der går i 3. g, har i sin fritid læst Marx’ samlede værker for at forstå, hvorfor unge på hans egen alder er så optaget af det marxistiske eksperiment. Jo, Marx er på mode igen.
Søren Mau, der er født i 1989 – året for Berlin-murens fald – argumenterer for, at det »politiske system« ikke kan løse »de aktuelle problemer«. Og han mener også, at »Mette Frederiksen er på markedets side, ikke sine vælgeres«. Mau vil desuden »afskaffe det danske erhvervsliv«.
Jeg kan ikke forstå Søren Maus (og mange andres) tro på marxisme som model for et samfunds indretning. Uden undtagelse har det i lande, der har bekendt sig til marxismen, medført undertrykkelse af presse- og ytringsfrihed, folkedrab og i mange tilfælde hungersnød. Man kan ikke pege på et eneste kommunistisk land, der har været en succes. Man har været nødt til at spærre befolkningerne inde bag mure (f.eks. Berlin-muren), så de ikke flygtede fra det kommunistiske diktatur.
Da jeg i 1989 begyndte på polit.-studiet på Københavns Universitet var Marx på pensumlisten i idéhistorie, og senere i studiet valgte jeg Kinas og Sovjets økonomiske historie som valgfag. Jeg havde Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, som underviser. Enhver kunne se, at Marx’ økonomiske teori var helt galt afmarcheret. Forudsigelsen om, at virksomhedernes profitkvote ville gå mod nul og indebære kapitalismens uundgåelige undergang, kunne afkræftes ved blot at kigge på Dow Jones’ aktieindeks. Og fra den økonomiske historie står Maos Store Spring Fremad som et lysende klart eksempel på de sørgelige konsekvenser, når kommunismens ideer føres ud i livet: Maos diktering og indblanding i landbrugsproduktionen medførte millioner af døde pga. hungersnød.
Marx ’forudser’ som sagt, at kapitalismen bevæger sig fra krise til krise på vej mod sit endelige kollaps. Flere og flere fattige og udpræget elendighed ville med sikkerhed føre til undergang for markedsøkonomien. Forudsigelsen er oplagt forkert. I f.eks. Danmark har arbejderen oplevet et kæmpe velstandsløft det senest århundrede. Markedsøkonomien har løftet arbejderen fra elendighed til velstand. Alene siden 1994 har en LO-arbejder i lejebolig oplevet en stigning i sit rådighedsbeløb på 32 pct.
Oveni har den typiske arbejder fået en stor pensionsformue, fordi han er blevet medejer af store kapitalistiske virksomheder som Maersk, Novo og Apple. Og dette billede ses overordnet i resten af den vestlige verden. Arbejderen er blevet markant rigere. Han er ikke blevet mere og mere forarmet. På globalt plan er markedsøkonomierne blevet mere og mere udbredt, bl.a. fordi tidligere socialistiske kommandoøkonomier i Kina og Indien er overgået til markedsøkonomi.
Det har løftet hundredvis af millioner af mennesker ud af ekstrem fattigdom. Den ekstreme fattigdom er ifølge Verdensbanken faldet fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til ca. 700 millioner i dag. Betragter man verden, som om den var ét land, er forskellen mellem rig og fattig blevet markant mindre de seneste årtier, fordi den udbredte overgang til markedsøkonomi i fattigere lande har løftet deres velstand.
Den globale ulighed har faktisk ikke været lavere i 140 år. Med andre ord er verden som følge af udbredelse af markedsøkonomi de seneste årtier blevet et meget bedre sted, hvis man altså har fokus på bekæmpelse af fattigdom, ulighed og skabelse af velstand. Man bør være meget varsom med at udskifte den model, der genererer disse gevinster, dvs. markedsøkonomi. Selvfølgelig kan man ud fra politiske præferencer diskutere, hvor høje skatteprocenterne skal være, og hvor stor den offentlige sektor skal være. Men at udskifte grundlaget for den store velstand – markedsøkonomien – ville være en kæmpe fejl. Markedsøkonomien har via den private ejendomsret og profitmotivet vist sig at være en gigantisk motor for velstandsskabelse.
Og denne fantastiske velstandsmodel vil Søren Mau udskifte med et kommunistisk samfund, der gang på gang har ført til undertrykkelse og elendighed. Søren Mau vil selvfølgelig sige, at this time it’s different. At denne gang bliver det en fredelig overgang til det kommunistiske samfund. Men som professor Peter Kurrild Klitgaard, Københavns Universitet, formulerer det, så er det sådan, at »Marx tydeligt både romantiserer og sågar plæderer for politisk vold og terror som middel i klassekampen. Ikke bare som en mulighed, men også som en decideret nødvendighed. På den måde går der intellektuelt en linje fra Marx’ politiske skrifter til kommunistiske staters koncentrationslejre og målrettede folkemord (…)«.
