Erhvervsministeren har sat forhandlingerne om et renteloft på kviklån på pause, da partierne er uenige om, hvor renteloftet skal ligge. "Der er flere, der lytter til udbyderne af forbrugslån, end der lytter til forbrugerne i denne sammenhæng," konstaterede ministeren.
Spørger man forbrugerne, er der dog nemlig ingen grund til at regulere udbyderne. På Trustpilot får medlemmerne af Dansk Kreditråd f.eks. en gennemsnitlig trustscore på 4,5/5. Til sammenligning får Danske Bank 3,6, og Nordea får 3,8, mens 3F kun scorer 1,7.
Men er der overhovedet gode argumenter for et renteloft? Økonomisk teori indeholder argumenter for at regulere, hvis der er markedsfejl som f.eks. monopoler eller mangel på information. Googler man "kviklån", kan man hurtigt afvise monopolargumentet. Utallige firmaer konkurrerer om kunderne, så et renteloft vil ikke give forbrugerne billigere lån, men blot afskære dem fra at låne. Informationsargumentet er også mangelfuldt. I modsætning til mange andre produkter, er kviklån ret gennemskuelige: Du får 5000 kr. i dag og skal aflevere 6000 kr. om en måned. Til sammenligning er det stort set umuligt at vide, hvad man får for de 5000 kr., man bruger på ferien til sommer. Empirien peger heller ikke entydigt i retning af, at regulering hjælper. Måske fordi der er utallige måder at låne på. Folk kan låne af familie, virksomheder (når regninger betales for sent), loppemarkeder (ved at sælge ting, de egentlig har brug for på sigt), bander m.v. Mulighederne er mange.
I debatten er det da også primært de paternalistiske argumenter, der bliver brugt af fortalerne for et renteloft. Antagelsen er, at hvis man fjerner kviklån, så fjerner man også folks ulykker. Så simpelt fungerer verden dog sjældent.
Hvis folk tager kviklån, er det fordi, de værdsætter 5000 kr. nu og her højere end 6000 kr. om en måned. Enten fordi de rationelt har brug for pengene, eller fordi de - med paternalisternes logik - er irrationelle. Men hvad gør de, hvis man forbyder kviklån?
Rationelle mennesker vælger kviklån, fordi det er den bedste løsning for dem. Regulerer man kviklånene, fjerner man den bedste løsning. Ergo er de rationelle dårligere stillet. Konsekvensen for irrationelle er sværere at vurdere. Enten dropper de deres irrationelle behov. Eller også gør de noget andet irrationelt, som f.eks. at låne via kanaler a'la ovennævnte.
Der er utallige eksempler på, at problemerne ikke forsvinder med regulering. Afgifter på alkohol og cigaretter har ikke fjernet alkoholisme og rygning, og hashen er ikke væk fra gaderne. Kviklånene har bl.a. vind i sejlene, fordi "pengeinstitutterne er blevet begrænset ift. at yde kunder midlertidige lån", som en sparekassedirektør tidligere skrev her i avisen. Brugerne er altså presset over i kviklånene af regulering.
Hvor mon de presses hen, hvis politikerne regulerer kviklånene yderligere?
