Lars Løkke Rasmussens tilgang til politik som formand for Venstre og som statsminister var forskellig fra Anders Fogh Rasmussens, både på grund af forskellige personligheder, og fordi Løkke tiltrådte i april 2009 under finanskrisen.
Lad mig starte med anerkende, at Løkkes regeringer gennemførte en række meget vigtige reformer og tiltag, som styrkede Danmark og trak i klar borgerlig-liberal retning. Den første Løkke-regering fra 2009 til 2011 gennemførte reformer, der genoprettede de offentlige finanser efter finanskrisen via blandt andet forhøjelsen af efterløns- og pensionsalder og reduktionen i dagpengeperioden fra fire til to år.
Løkke fremlagde også forslaget om offentlig nulvækst, som blev gennemført af ham selv og Thorning i årene 2011-13. Han fik sat en stopper for kommunernes systematiske budgetoverskridelser igennem flere årtier ved et indføre et incitament til at overholde budgetterne (sanktionsmekanismen) – et tiltag, som Cepos havde efterspurgt i mange år, og som Fogh Rasmussen nu har anerkendt burde have været indført langt tidligere, da han selv var statsminister.
Politisk lykkedes det også Løkke at få De Radikale med i efterlønsaftalen, så den bestod, også efter at Thorning overtog regeringsmagten.
Disse reformer er en væsentlig del af årsagen til, at vi i dag har sunde offentlige finanser i den internationale superliga, og til, at Mette Frederiksen overtog et råderum på 29 mia. kr., da hun tiltrådte (nu er det så godt som formøblet, men det skyldes delvist omstændigheder, man ikke kan bebrejde Mette Frederiksens regering).
I sin anden statsministerperiode fra 2015 til 2019 kan blandt andet den første finanslov fremhæves som et stort plus i karakterbogen. Den sænkede blandt andet registreringsafgiften fra 180 til 150 pct. (en mærkesag for Liberal Alliance i højere grad end for Venstre).
Der blev gennemført en pæn samlet lettelse i skattetrykket på ca. 21 mia. kr. Det var imidlertid skattelettelser, som var stort set uden gavnlig effekt på vækst, investeringer og lønniveau. Det skyldes dog primært, at Dansk Folkeparti modsatte sig f.eks. lavere topskat, selskabsskat og kapitalskatter. Det er også at modsætte sig et stærkere Danmark, hvilket ellers burde være en nationalkonservativ mærkesag.
Alt dette er isoleret set positivt og et kæmpe plus i Løkkes karakterbog, men det meste blev solgt som nødvendig krisepolitik, ikke som reformer, der i sig selv var gavnlige for Danmark og folket, fordi de øgede borgernes økonomiske frihed og personlige ansvar.
På dette tidspunkt – i 2009 – er vi 10 år inde i den transformation af Venstre, som Fogh Rasmussen stod i spidsen for. Her har Venstre helt mistet evnen og viljen til at argumentere for liberal økonomisk politik som andet end oprydning og genopretning, ikke som en positiv og fremadskuende vision. Dette er årsagen til, at det hele faldt fra hinanden for Løkke i hans anden regeringsperiode, hvor der ikke skulle føres krisepolitik. En vigtig lære af en sammenligning af Løkkes første og anden regeringsperiode er, at det borgerlige Danmark – med Venstre i spidsen – må tilbage til at formulere og argumentere for en positiv og fremadskuende borgerlig-liberal vision, så man er i stand til at føre borgerlig politik, også når landet ikke befinder i krise.
At vi er havnet i den modsatte situation, skyldes jo i nogen grad det faktum, at politik, der trækker i en liberal retning, har været den eneste vej frem, når man har skullet løse økonomiske udfordringer. Derfor har også socialdemokraterne Nyrup og Thorning i deres regeringstid gennemført reformer, der i et vist omfang har øget borgernes økonomiske frihed. Det er godt, at det er gået sådan. Men prisen har været, at liberal politik er blevet solgt og opfattet som et nødvendigt onde snarere end et gode i egen ret, for eksempel som en kilde til personlig frihed og personligt ansvar.
Dette er kun blevet forstærket af Foghs og Hjort Frederiksens katastrofale mantra om, at man ikke argumenterer for politik, man alligevel ikke har flertal for. Politiken er så (højst) blevet gennemført, når det var tvingende nødvendigt, for eksempel i forbindelse med genopretningen efter finanskrisen, hvor der da også blev gennemført en ny skattereform (forårspakken 2.0 fra 2011), hvor marginalskatten faktisk blev reduceret. Men skattetrykket blev samtidig øget, og topskattelettelsen blev i høj grad spist af den efterfølgende genopretningspakke.
Løkke havde en mere søgende tilgang end Fogh. Umiddelbart kunne det ligne den risikovillige politiske innovation, som jeg efterspørger. Det er der et gran af sandhed i, men Løkkes tilgang til politik synes, når man så det ud fra en samlet betragtning, uden ret meget borgerlig-liberal strategisk retning. Skattereformen i 2009 aflivede for eksempel reelt skattestoppet og tilbagerullede helt unødvendigt tidligere vedtagne skattelettelser. Et kæmpe tilbageslag for en liberal dagsorden.
Da krisestemningen fortog sig, forduftede også enhver vilje til at udvikle liberal politik. Efter at Venstre med Løkke i spidsen kom i opposition i 2011, forsømte partiet groft at udnytte tiden i opposition til liberal politikudvikling, som kunne berede partiet til igen at komme i regering. Der blev talt meget om liberale sigtelinjer, og forskellige ordførere blev sat til at lave oplæg. Men det hele mundede ud i meget lidt – ofte til ordførernes store frustration – og man blev efterladt med det indtryk, at hele øvelsen mere handlede om at holde folketingspolitikerne beskæftiget end en ambition om at udvikle politik.
Da Løkke igen kom i regering, blev der udarbejdet ambitiøse regeringsgrundlag med hensyn til at reducere antallet af borgere, der ikke var selvforsørgende samt med hensyn til at fremme vækst og produktivitet. Løkke fremlagde også ”Helhedsplanen” i august 2016 med ambitioner om en skattereform, der sænkede marginalskatten for indkomster inden 1 mio. kr., skattelettelser i bunden via et jobfradrag, udskydelse af folkepensionsalderen med et halvt år m.m.
Men disse udspil var ret løsrevne fra Venstres politik og retorik i øvrigt igennem årene og i høj grad også under Løkke. Ganske vist havde Løkke talt om, at det bedre skulle kunne betale sig at arbejde i valgkampen i 2015, men lavere skattetryk havde ikke været et ønske – og slet ikke lavere marginalskat. Tværtimod havde han i 2009 som nævnt aflyst tidligere vedtagne skattelettelser (herunder i toppen), uden at der var nogen makroøkonomisk eller finanspolitisk tvingende grund til at gøre det. Helhedsplanen viste sig ikke at kunne gennemføres. Til Løkkes forsvar skal siges, at mere formentlig kunne have været gennemført, hvis LA’s daværende ledelse havde grebet tingene smartere an. Men Venstre og Løkke havde ikke gjort ret meget for at gøde vandene for en sådan reform i årene op til reformen.
I sin regerings efterår igangsatte Løkke et ambitiøst forsøg på at gennemføre en reform af sundhedsvæsenet. Dette reformprojekt udviklede sig til en teknokratisk øvelse uden noget klart liberalt pejlemærke. Der var for eksempel ingen fokus på at øge konkurrence og frit valg. Fravær af konkurrence er, som jeg påviser i min bog ”Velfærd i det 21. århundrede” (People’s Press 2017), den væsentligste strukturelle udfordring i sundhedssektoren. Reformarbejdet blev igangsat alt for sent, og uden at nogen rigtig forstod formålet med den. Forsøget måtte da også opgives og blev ikke noget plus for Venstre i valgkampen.
Med en strategisk kalkuleret risikotilgang kunne Venstre i stedet havde udviklet idéer til en sundhedsreform i perioden i opposition, som indarbejdede klare liberale bud på, hvordan man kan få et bedre sundhedsvæsen med mere konkurrence, mere frit valg, og som opnår bedre kvalitet per sundhedskrone. Allerede i opposition kunne man være gået i gang med at sælge idéerne til de øvrige blå partier og til vælgerne. Man kunne have sat reformarbejdet i gang, så snart man var kommet i regering, og gennemført reformen i god tid inden valget. I stedet stod man tilbage med det indtryk, at reformarbejdet blev sat i gang nærmest efter en pludselig indskydelse i 11. time.
Op til valget i juni 2019 gik det helt galt. I valgkampen annoncerede Løkke intentionen om i de kommende år at bruge stort set hele det økonomiske råderum på en perspektivløs forøgelse af det offentlige forbrug (20,5 mia. kr. af 21,5 mia. kr.). Desuden fremsatte man et vanvittigt forslag om, at EU skulle have en minimumssats for selskabsskatten, samt – gudhjælpemig – et forslag om statslig mindsteløn.
I valgkampens hede begyndte Lars Løkke Rasmussen ud af det blå (undskyld!) at flirte med idéen om at opløse blå blok og i stedet indgå et samarbejde over midten med socialdemokraterne. Det kunne der i princippet være argumenter for at gøre, hvis man på forhånd er enig om i fællesskab at løse en konkret udfordring af afgørende betydning for landet. Det var imidlertid ikke tilfældet. Løkkes begrundelse var at holde yderfløjene ude. Det er ikke et politisk projekt.
Endvidere kunne der have været mening i det, hvis Løkke havde fremsat sit tilbud på et tidspunkt, hvor han havde noget at forhandle med, for eksempel et par år inden valget. Ingen af disse to forudsætninger var imidlertid til stede. Frederiksen havde sit eget røde flertal, og det var uklart, hvilket projekt hun og Løkke skulle finde sammen om.
Alt i alt fremstår perioden med Løkke rodet og på centrale områder såsom den økonomiske politik og indretningen af velfærdsstaten uden klar politisk retning. Løkke er delvist undskyldt for dette. Det skyldes dels den politiske kultur i Venstre, som Løkke arvede efter 10 års undsigelse af grundlæggende borgerlig-liberale principper, og det skyldes naturligvis også dels den parlamentariske situation. Sidstnævnte kommer jeg ind på i kommende blogs.
__
Dette er fjerde blog i en sommerserie på otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. Læs mere her:
1: Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning
2: Den borgerlige krise: Foghs transformation af Venstre var unødvendig og svækkede det borgerlige Danmark på langt sigt
3: Den borgerlige krise: Kulturkampen, som ikke blev ført, og kontraktpolitikkens udtørring af den borgerlige nytænkning
4: Lars Løkke: Flotte resultater i 2009-11. Men 2015-19 udstiller tabt evne til at argumentere for borgerlig politik som andet end krisehåndtering
5: Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden
6: Partiet Venstre har gjort de borgerlige vælgere mere venstreorienterede
7: Dansk Folkepartis og Liberal Alliances rolle i den parlamentariske krise for det borgerlige Danmark 2015-19.
8: De borgerlige har ikke længere indvandring som trumfkort og må derfor udvikle nye blå trumfkort på velfærd, skat og klima
