Siden 2001 har skatte- og arbejdsmarkedsreformer på en og samme tid sikret sunde offentlige finanser og samtidig øget arbejdsudbuddet med mere end 300.000 personer.
Og det er både blå og røde regeringer, som har gennemført disse reformer. Nu er Mette Frederiksen kommet med et forslag om, at pensionsalderen skal stige langsommere end planlagt. Det er et enormt brud med den reformtradition, som har været den røde tråd i den økonomiske politik i efterhånden mange årtier. Mette Frederiksen har ikke et konkret forslag. Dermed følger hun desværre samme tilgang som i de to seneste valgkampe med forslag om Arne-pension og højere løn til offentligt ansatte, som var så tilpas ukonkrete, at rigtig mange troede, at netop de fik gavn af det. Pensionskommissionen kom i 2022 med et forslag til en langsommere stigning i pensionsalderen. Et godt gæt er, at det er noget i den retning, hun forestiller sig. Så indtil Mette Frederiksen bliver mere konkret, tager jeg udgangspunkt i det.
Kommissionens forslag går ud på, at pensionsalderen ikke skal stige 1:1 med stigninger i levetiden, men at 20 procent af den stigende levealder skal gå til en længere periode som folkepensionist. Forslaget vil reducere beskæftigelsen med knap 80.000 personer på lang sigt. Samtidig vil forslaget forværre de offentlige finanser på sigt med cirka 20 milliarder kroner.
Dermed er forslaget omtrent seks gange så dyr som Arne-pensionen.
Med andre ord så er Mette Frederiksens forslag i samme liga som Svend Aukens efterløn, der blev indført i 1979, og som i en årrække tiltrak over 100.000 seniorer - i hvert fald hvis hun har Pensionskommissionens forslag i tankerne.
Som Pensionskommissionen viste, er der sådan set plads på de offentlige finanser til en lempeligere stigning i folkepensionsalderen. Grundlæggende er det et spørgsmål, om de offentlige overskud på længere sigt skal bruges på højere offentlige udgifter eller lavere skat? Er man borgerlig-liberal, er det oplagte svar lavere skat. Lavere skat giver netop frihed til at indrette sig, som det passer familien bedst. For eksempel ved at gå på deltid, mens man har små børn. Eller ved at spare op til at kunne trække sig tidligere tilbage. Et andet argument mod en lempeligere stigning i pensionsalderen er, at der allerede findes både førtidspension og seniorpension til nedslidte. Og derudover (i mine øjne overflødige) ordninger som efterløn og Arne-pension, hvor nedslidning ikke er et kriterium. Hvis raske seniorer vil trække sig et par år tidligere tilbage, så har vi heldigvis nogle fremragende arbejdsmarkedspensioner, så man selv kan finansiere sin tidlige tilbagetrækning. Og så skal vi selvfølgelig have flere med i den obligatoriske opsparing, så alle har en betydelig pensionsformue.
Det var i øvrigt Lars Løkke Rasmussen og VLAK-regeringen, som startede debatten om langsommere stigning i pensionsalderen op til valgkampen i 2019 som et modsvar til Socialdemokraternes forslag om Arne-pension. Nu får vi måske begge dele, så 2019-valgkampen kan ende med at blive en dyr omgang for skatteyderne.
Bragt i Berlingske den 16. august 2024
