En ung italiener har udsigt til 32 år på arbejdsmarkedet, mens en ung dansker kan forvente 40 år på arbejdsmarkedet. Og med EU’s nye budget kommer Arne nu til at betale for Marios korte arbejdsliv.
EU’s budgetaftale vil medføre milliardtilskud til Italien. Tilskud, som bl.a. danskerne kommer til at betale for. Tilskuddene kan meget vel betyde, at Italien udsætter de nødvendige reformer. Og så er det bare et spørgsmål om tid, før de igen skal have tilskud.
Ovenstående tal er beregnet af Eurostat, der har vurderet den forventede længde af arbejdslivet i europæiske lande for en person, der i dag er 15 år. Det er bemærkelsesværdigt så stor forskel, der er på, hvor mange år man er på arbejdsmarkedet i de forskellige EU-lande.
Danskerne er blandt dem, der har det længste arbejdsliv. En gennemsnitlig ung dansker har udsigt til at være 40 år på arbejdsmarkedet. Nogle vil være midlertidigt uden for arbejdsmarkedet pga. f.eks. barselsorlov, mens andre kommer på f.eks. førtidspension, men i snit er vi 40 år på arbejdsmarkedet. Vi ligger højt, men der er lande med længere arbejdsliv. Det drejer sig om Island, Schweiz, Sverige og Holland, der har arbejdsliv på mellem 41 og 46 år.
Helt i bunden blandt 31 europæiske lande har vi Italien, hvor man kun er 32 år på arbejdsmarkedet. Det er 8 år færre end i Danmark, hvilket er markant.
Tallet fortæller også historien om, hvorfor Italien har så store problemer. Det skyldes ikke corona, som man hurtigt kan komme til at konkludere i disse tider. Nej, problemet er, at det italienske arbejdsmarked fungerer dårligt, og at mange italienere ikke arbejder. Bl.a. er arbejdsmarkedet overreguleret, lønfastsættelsen er meget centralistisk, arbejdskraftsmobiliteten er lav, og det italienske skattesystem er en hæmsko for arbejdsindsatsen. For en lavtlønnet udgør marginalskatten 55 pct., mens den i Danmark udgør 43 pct.
Og for en hjemmegående ægtefælle er der også dårlige incitamenter til at arbejde, og det er med til at holde beskæftigelsesgraden lav for kvinder.
Desuden er den effektive pensionsalder for lav i Italien, da der er gode muligheder for tidlig tilbagetrækning. Den effektive pensionsalder i Italien er lavere end i Danmark, men den forventede levealder for en 65-årig er længere (for Italien er den 86,2 år og for Danmark 84,4). Det korte arbejdsliv i Italien sætter sig i en lav velstand og i bundusunde offentlige finanser. Hvis man har høje offentlige udgifter (og det har Italien) og en lav beskæftigelse, så giver det blodrøde tal på de offentlige finanser.
Andre problemlande som Spanien og Grækenland ligger også lavt med arbejdsliv på blot 35 og 33 år. Det er lande, der sammen med Italien nævnes blandt dem, der kan få penge fra EU’s genopretningsfond.
Det er en stor fejl at udbetale tilskud til bl.a. Italien. Derigennem belønner man nu Italien for at have ført uansvarlig økonomisk politik i mindst 20 år. Det er ikke sundt. For det betyder, at Italien kan udskyde de reformer, som uundgåeligt skal gennemføres, for at de kan få en sund økonomi.
Det er bl.a. danskerne, der kommer til at betale for omfordelingen til Italien via højere EU-bidrag og via de nye skatter, der kan komme fra EU-Kommissionen. Det drejer sig bl.a. om en plastikskat, en mulig digital skat og en finansskat. Disse skatter vil strukturelt sænke væksten i Danmark og i EU.
Det er ikke fair, at danskerne skal betale for, at Italien ikke har gennemført de nødvendige reformer. Italienernes problemer løses ved, at de tager reformhandskerne på, som vi har gjort det i Danmark de seneste 30 år. Problemerne løses ikke ved feel good-tilskud og stimuli.
