Hashmarkedet er et klassisk eksempel på, at statens regulering kan skabe plads for de mere tvivlsomme typer på et marked. Hvis hash var lovligt i Danmark, ville det være erhvervsdrivende, der er dygtige til at drive en lovlydig virksomhed, som ville stå for salget. Men når hash er ulovligt, er det i stedet banderne, der er dygtige til at bryde loven, som står for salget.
Alle steder man regulerer, åbner man op for, at typer, der er villige til at bryde statens regler, kan få en bid af markedet. Og det gælder ikke kun for de åbenlyst kriminelle bander på hashmarkedet. Min personlige oplevelse er f.eks., at markedet for billige, huslejeregulerede boliger er lidt anderledes end mange andre markeder, fordi reguleringen skaber konflikter mellem lejer og udlejer (bl.a. ved at hjælpe lejer med at bryde underskrevne kontrakter) og gør det attraktivt for udlejer at motivere lejer til at flytte ud. At der er overregulering på et marked, betyder selvfølgelig ikke, at alle erhvervsdrivende på markedet er tvivlsomme typer. For det første kan regulering ofte omgås, uden at det er moralsk anstødeligt. Hvis du vil købe et fjernsyn til 10.000 kr. finansieret af et kviklån, men staten har sat et maksimum for de årlige omkostninger i procent (ÅOP), er løsningen, at virksomheden i stedet sælger fjernsynet til 20.000 kr. med præcis samme ydelser og gebyrer på lånet - men med en markant lavere ÅOP.
Den manøvre vil ikke falde mange lovlydige borgere for brystet. Men efterhånden som reguleringsskruen strammes, vil flere og flere folk, for hvem det ikke er en mulighed at bryde eller udfordre loven, give op og forlade markedet. Og hver gang stiger andelen af udbydere, som ser stort på statens love. Har du brug for et kviklån, vil du i fremtiden måske være nødt til at henvende dig samme sted, som du køber din hash.
Det nye folketing har mange idéer til, hvordan staten kan stramme reguleringsskruen. Bl.a. ønsker flere partier at stramme reglerne for netop kviklån. Og også reglerne for huslejeregulering skal strammes, efter at nye spillere på markedet angiveligt har benyttet de eksisterende regler i én grad, man ikke tidligere har været opmærksom på.
Problemet er naturligvis, at efterspørgslen på en lejlighed centralt i København er intakt. Så når man strammer reguleringen, risikerer man samtidig at skabe plads for mere tvivlsomme typer på lejeboligmarkedet.
Og det er faktisk vigtigt. Hver gang vi strammer reglerne, åbner vi for, at typer, der er villige til at gå længere end de fleste, kan få en fordel i forhold til dem, der blot er gode til at drive en lovlydig virksomhed.
Hvis politikerne vil beskytte forbrugerne mod tvivlsomme typer, bør de derfor deregulere markederne, så lovlydige erhvervsdrivende inden for lovgivningens rammer kan tage konkurrencen op mod de tvivlsomme typer og levere det, forbrugerne efterspørger.
