Men det passer ikke. Her er, hvad der står i Enhedslistens principprogram:
»Et vigtigt element i et socialistisk demokrati er en ny grundlov.« Altså ikke en grundlovsændring, men en helt ny grundlov.
Så allerede her kan vi se, at Dragsted forsøger at vildlede os.
I en ny video om demokratisk socialisme (som er et svar til mig) påstår Pelle Dragsted, at Enhedslisten skam ikke vil nationalisere erhvervslivet. Grundlæggende handler den demokratiske socialisme om, siger han, at almindelige mennesker skal have mere indflydelse på deres eget liv.
Men det sidste er jo noget, alle ville mene (eller i hvert fald påstå), at de går ind for. Det interessante er, hvordan den demokratiske socialisme så skal nå det mål. Ifølge Dragsted skal det ske ved, at erhvervslivet skal overgå til dét, Dragsted kalder »fælleseje«.
Han henviser til andelsbevægelsen, Coop osv. Argumentet er altså, at det blot er en videreførelse af en stolt dansk tradition, han er fortaler for. Det lyder måske umiddelbart ufarligt.
Men det kan jo allerede i dag lade sig gøre at etablere kooperative ejerformer inden for vores nuværende kapitalistiske styreform med frie markeder og fri etableringsret. Det er derfor, vi har andelsbevægelsen og Coop. Alle, der ønsker det, kan finde sammen og starte en virksomhed som fælleseje. Men vi kan også se, at de fleste virksomheder i Danmark, der har haft succes, ikke er andelsvirksomheder. I et samfund med fri etableringsret og konkurrence er det andre ejerskabsformer, som danskerne foretrækker, og som er de mest succesfulde. Og det er der, som vi skal se, nogle grunde til.
Så det interessante spørgsmål er, hvordan Enhedslisten vil sikre sig, at der kommer flere virksomheder, som er ejet af medarbejderne. Og her afslører Dragsted den ”demokratiske” socialismes sande ansigt. I videoen forklarer han, at målet om fælleseje af erhvervslivet skal nås ved at gøre det obligatorisk for arbejdsgiverne at overdrage virksomhederne til fonde kontrolleret af medarbejderne.
At gøre det obligatorisk for ejerne af en virksomhed at overdrage den til nogle andre, dét findes der et ord for: Det hedder ekspropriation.
Min oprindelige anklage imod Enhedslisten (se her og her) var, at partiet vil afskaffe den private ejendomsret. Men det svarer Pelle sådan her på: »Nej, Enhedslisten vil ikke have, at staten skal kunne tage almindelige menneskers ejendom …. Er du helt gakgak, Martin Ågerup?!«
Pelle Dragsted kan imidlertid ikke løbe fra sine egne ord: Den såkaldt ”demokratiske” socialisme, som Enhedslisten står for, indebærer ifølge Dragsted, at staten skal kunne tage de store virksomheder fra deres ejere og gradvist give dem til nogle andre. Det vil ifølge vores nuværende grundlov være grundlovsstridigt. Det er en krænkelse af den private ejendomsret og dermed grundlovens paragraf 73, stk. 1.
Enhedslisten har tænkt sig at skille sig af med den hindring. Partiets principprogram siger således:
»En ny grundlov skal … muliggøre demokratisk overtagelse af ejerskabet til samfundsbærende produktionsmidler og naturressourcer, gennem et flertal i Folketinget.«
Det er netop dét, grundloven i dag beskytter os imod. At et flertal i Folketinget kan tage vores private ejendom. Det er en krænkelse af virksomhedsejernes ejendomsret. Nogle vil måske tage let på dette ud fra den betragtning, at det da i det mindste er en afgrænset gruppe. De rige svin, så at sige. Men også de velhavende er borgere i dette samfund med rettigheder, så det er slemt nok i sig selv af moralske grunde.
Desuden vil det ud fra en mere lavpraktisk betragtning føre til en økonomisk katastrofe for Danmark. Det meste af risikovillig kapital ville flygte ud af landet for at undgå at blive konfiskeret, hvis Enhedslisten bare kom i nærheden af at realisere sit principprogram.
Men det bliver værre endnu, for der vil ikke være tale om, at kun en afgrænset gruppe får knægtet sin ejendomsret. Det kan kun lade sig gøre at konfiskere private virksomheder, hvis retten til privat ejendom afskaffes mere generelt. Det gælder både rent principielt og af den praktiske årsag, at ejerskabet til de store virksomheder er bredt ganske meget ud.
De fleste med pensionsopsparing i form af f.eks. en arbejdsmarkedspension er jo medejere af danske virksomheder. Hvis de private virksomheder overdrages til medarbejderne i stedet, mister de fleste danskere en del af deres ejendom – nemlig deres pensionsopsparing.
Enhedslisten KAN ganske enkelt ikke skrive den private ejendomsret ind i sin socialistiske grundlov. For den ville beskytte virksomhedsejerne imod ekspropriation uden erstatning, og uden at almenvellet kræver det (f.eks. for at skaffe plads til en motorvej). Enhedslistens plan om at konfiskere erhvervslivet fra dets nuværende ejere kan ikke lade sig gøre i et samfund, hvor den private ejendomsret er en grundlovssikret rettighed.
Enhedslisten forsøger at sælge gammeldags socialisme som noget nyt og frisk ved at undgå at bruge udtryk som nationalisering. Partiet skal ikke forbindes med det ord, for det vækker mindelser om alle de socialistiske regimer, der i tidens løb er slået fejl. Det er derfor, Enhedslisten forsikrer os om, at man skam ikke ønsker, at staten skal overtage de private virksomheder.
I stedet bruger venstrefløjen i dag udtryk som ”fælleseje” og ”større demokrati” om sit forehavende.
Men reelt er der tale om nationalisering. Pelle Dragsteds sammenligning af Enhedslistens planer om at afskaffe privat ejerskab af virksomheder med andelsbevægelsen er ikke brugbar. Andelsbevægelsen voksede op nedefra. Det var bønderne selv, der tog affære og skabte noget nyt. Enhedslisten vil brede fælleseje ud til store virksomheder ved at konfiskere virksomhederne fra ejerne og forære dem til medarbejderne.
Det vil skabe problemer, som i sidste ende vil indebære en reel nationalisering. Virksomheder er ikke statiske. De skal hele tiden udvikle sig og investere for at kunne klare sig i konkurrencen. Det er på den måde, produkter bliver bedre og billigere. Og det er på den måde, produktiviteten, lønnen og velstanden i samfundet stiger. Men hvor skal pengene til nye investeringer komme fra? De nye ejere er jo medarbejderne. De har ikke pengene. Og selv hvis de havde dem, var de næppe interesseret. De fleste almindelige mennesker er ikke specielt risikovillige, og det er altid risikabelt at investere i private virksomheder.
Desuden vil det være mere logisk for medarbejderne at sprede deres formue ud over mange virksomheder end at placere det hele i lige præcis den virksomhed, hvor de arbejder. Enhver pensionsrådgiver ville råde dem fra at investere endnu mere i den virksomhed, hvor de i forvejen har deres formue bundet op. De ville tværtimod råde til at sælge det meste af ejerandelen og sprede risikoen. Tænk, hvis virksomheden må lukke. Så mister de både deres arbejde og deres formue samtidig.
Men hvem skulle medarbejderne sælge til? Og må de for Enhedslisten og staten? Det politiske mål var jo at gøre medarbejderne til ejere.
Hvis medarbejderne ikke kan og vil levere risikovillig kapital, hvor skal pengene så komme fra? Private risikovillige investorer vil holde sig langt væk. De har jo lige set, at de gamle ejere har fået konfiskeret deres ejerandel. De må forvente, at det samme sker for dem selv. Så de vil hverken overtage medarbejdernes andele – selv hvis medarbejderne fik lov til at sælge – eller investere i udviklingen af virksomheden.
Med andre ord må staten træde til og investere. Dermed vil staten gradvist blive den reelle ejer af virksomhederne.
”Fælleseje” er altså blot et lidt mere nuttet udtryk for nationalisering. Inden Pelle Dragsted begyndte at tænke strategisk i stemmemaksimering, udtrykte han sig da også mere klart og ærligt. I en artikel om Venezuela fra 2006 beklagede han f.eks., at landets regering »ikke har taget det endelige opgør med kapitalismen og f.eks. nationaliseret de private virksomheder«.
Hele dette projekt med såkaldt demokratisk socialisme ligner altså mere og mere noget, vi har set før. Når Pelle Dragsted forsikrer os om, at »inspirationen til den demokratiske socialisme kommer ikke fra Sovjetunionen eller andre forfærdelige despotiske regimer«, så klinger det hult.
Vi skal nemlig ikke så mange år tilbage i tiden, før venstrefløjen fandt sin inspiration i netop sådan et regime: Venezuela. Venstreorienterede i hele verden skrev og talte begejstret om præsident Hugo Chavez som et forbillede – heriblandt Bernie Sanders i USA, Labour-lederen, Jeremy Corbyn, i Storbritannien, forfatteren Naomi Klein, filminstruktøren Michael Moore og skuespilleren Sean Penn.
Endelig havde venstrefløjen et eksempel på vellykket demokratisk socialisme. Pelle Dragsted skrev i føromtalte artikel fra 2006 begejstret om, hvordan Chavez’ regime havde »vedtaget en række love, der skal understøtte udviklingen af kooperativer … Indsatsen har haft forbløffende resultater. I løbet af få år er antallet af kooperativer vokset til over 100.000« – altså dét, Dragsted i dag kalder »fælleseje«, og som han nu også vil indføre i Danmark.
Der er andre paralleller mellem Chavez’ Venezuela og Enhedslistens planer for Danmark. Hugo Chavez havde fra starten ambitioner om at indføre en ny forfatning, hvilket lykkedes ham allerede året efter, han blev valgt til præsident. Enhedslisten vil ifølge partiets principprogram afskaffe Danmarks Riges Grundlov af 1949 og erstatte den med en ny såkaldt socialistisk grundlov.
Den demokratiske socialisme fungerede ikke i Venezuela, når det kom til stykket. Heller ikke dér. Venezuelas økonomi er i dag kollapset. Befolkningen sulter, og millioner er flygtet til nabolandene. Endvidere er demokratiet brudt sammen. Det seneste valg var en farce, og regimet er i dag reelt et diktatur. Så meget for udtrykket ”demokratisk socialisme”.
Der er ikke ét eksempel i verdenshistorien på et land, der har haft succes med at bevæge sig fra kapitalisme til socialisme, hvad enten man har kaldt den demokratisk eller ej. Og hvad enten man har kaldt opgøret med kapitalismen for nationalisering eller for ”fælleseje”.
Det grundlæggende problem med idéen om ”demokratisk” socialisme illustreres fint af Pelle Dragsteds undren over, at folkestyret stopper ved indgangen til arbejdspladsen. Han synes, det er mærkeligt, at ”de almindelige demokratiske principper” ikke styrer erhvervslivet.
Men det er nu i virkeligheden ikke så mærkeligt. Det er nemlig et sundt princip i et liberalt demokrati, at ikke alle livets forhold er underlagt demokratisk kontrol. Flertallet bestemmer f.eks. ikke, hvilken gud du skal tro på – om nogen. Hvilken slags tøj du skal gå i, og hvad du må sige og mene. Flertallet bestemmer ikke, hvilken slags mad du skal købe, hvilket arbejde du skal tage, eller hvor du skal bo. Flertallet råder heller ikke over din ejendom.
Et samfund, hvor flertallet tiltager sig magten til at blande sig i driften af erhvervslivet, er ikke et mere demokratisk samfund, som Enhedslisten påstår. Det er et mindre demokratisk samfund.
I et velfungerende demokrati er magten delt mellem civilsamfundet, staten og markedet. Det, Pelle Dragsted kalder en demokratisering af virksomhederne, er i virkeligheden en statsliggørelse af markedet, hvilket bringer magtforholdet ud af balance. Demokratiske normer og praksis har aldrig kunnet fastholdes i længere tid i lande med socialisme. Magten er for koncentreret hos politikerne. Og den stærke magtkoncentration tiltrækker de mest magtsyge til politik, som derfor bliver mere og mere korrupt. Det er en udvikling, vi altid ser finde sted i samfund, hvor civilsamfundet og markedet svækkes som magtcentre, der kan afbalancere den politiske magt. Derfor er Venezuela i dag et diktatur. Og derfor er udtrykket ”demokratisk socialisme” en selvmodsigelse.
