Velfærdsaftalen er en kronjuvel i dansk økonomisk politik. For med velfærdsaftalen gik de offentlige finanser fra usund til sund.
Så da Socialdemokratiet i tirsdags meldte ud, at de ønskede at bremse stigningen i pensionsalderen, gav det selvsagt et ramaskrig.
Interesseorganisationer kaldte det "virkeligt bekymrende" og "dybt uansvarligt at forlade velfærdsaftalen". Og økonomer som Michael Svarer argumenterede for, at vi risikerede at kaste hele sikringen af økonomien over bord.
Reducering af beskæftigelsen
Det er uklart, hvad Socialdemokratiet præcis vil sætte i stedet for velfærdsaftalen. Men der er god grund til at tro, at de vil skele til Pensionskommissionen, som i 2022 kom med deres forslag til en langsommere stigning i pensionsalderen.
Forslaget går grundlæggende ud på, at danskernes pensionsalder ikke skal stige en til en med levetiden. I stedet skal 20 procent af den stigende levealder gå til længere tid som folkepensionist.
Alt i alt reducerer forslaget beskæftigelsen med 80.000 personer på lang sigt (i år 2100), hvilket ikke just harmonerer med Socialdemokratiets udtalelser om, at arbejdskraft er den "nye valuta" eller deres ambition om at øge arbejdsudbuddet med 45.000 personer.
Samtidig vil forslaget forværre de offentlige finanser (målt ved den finanspolitiske holdbarhed) med 0,7 procent af BNP, svarende til cirka 20 milliarder kroner. Forslaget er således cirka seks gange så dyrt som Arne-pensionen.
Et centralt spørgsmål er, om de offentlige finanser stadig vil være holdbare. Ifølge regeringen ligger overholdbarheden i dag på cirka 40 milliarder kroner. I det lys, er der råd til Pensionskommissionens forslag. Denne overholdbarhed bygger dog på en række usikkerheder.
Sænk skatterne
For eksempel forholder det sig sådan, at hvis danskernes levetid forlænges, så den ligger på niveau med svenskernes, så går den finanspolitiske holdbarhed dramatisk i minus.
Derudover er der også stor usikkerhed i selve beregningen. Ser vi på Det Økonomiske Råds opgørelse af overholdbarheden, så mener de, at den kun er ni milliarder kroner.
Grundlæggende er det vigtigt, at den økonomiske politik sikrer langsigtet balance på de offentlige finanser. Og er der stor overholdbarhed, burde man sænke skatterne, så befolkningen selv kan vælge, om de vil spare op til tidligere pension eller eksempelvis bruge pengene på at arbejde deltid, mens børnene er små.
Samtidig vil lavere skatter også øge væksten, så de kommende generationer har højere levestandard, end vi har i dag. Det er selvsagt bedre at skabe mere rigdom, end at omfordele den rigdom vi allerede har.
Det er dog helt afgørende, at Socialdemokratiet ikke giver efter for de andre partier som SF og DF, der tidligere har talt for varigt helt at afskaffe indekseringen efter 2040 – og altså fastholde en pensionsalder på 70 år uanset befolkningens levealder.
For det forslag vil varigt koste cirka 50 milliarder kroner på de offentlige finanser. Og det vil, uanset om man anvender regeringens eller Det Økonomiske Råds holdbarhedsberegninger, sætte de sunde offentlige finanser over styr og undergrave mange årtiers arbejde for at sikre en sund offentlig økonomi.
Indlægget blev bragt i Altinget den 19. august 2024
