I en kommentar skriver direktør i AE-rådet Lars Andersen (LA), at det er et stort problem, at der opstår fri- og privatskoler, når de lokale folkeskoler i provins- og landkommunerne lukker. Fri- og privatskoler er ifølge LA ikke for alle, hvilket giver en skævvridning af elevsammensætningen. En analyse fra AE-rådet viser, at i landkommunerne går hvert tredje barn fra eliten (den højere middelklasse og overklassen) på en privat- eller friskole, hvorimod det kun er hvert sjette barn fra arbejderklassen.
De tal siger dog intet om elevsammensætningen i privat- og friskolerne.
LA glemmer nemlig at nævne, at børn fra eliten kun udgør 12 procent af det samlede antal børn i 1. klasse i landkommunerne, hvorimod elever fra arbejderklassen udgør 37 procent.
Dette indebærer, at børn fra eliten kun udgør 19 procent af eleverne i fri grundskoler i landkommunerne, hvorimod børn fra arbejderklassen udgør 30 procent, hvilket fremgår af en Cepos-analyse, der baserer sig på de samme tal, som AE-rådet anvender. Cepos' analyse viser, at alle samfundsklasser er repræsenteret i både folkeskoler og frie grundskoler over hele landet. Variationen i antallet af elever i de enkelte samfundsklasser – eliten, middelklassen, arbejderklassen og uden for arbejdsmarkedet – mellem de lokale fri- og privatskoler og de lokale folkeskoler svarer i langt de fleste tilfælde til en forskel på en til to elever i en klasse med i alt 25 elever. Elevsammensætningen i de lokale folkeskoler ligner altså i store træk elevsammensætningen i de lokale fri- og privatskoler.
Det er således ikke forældrenes tilvalg af fri- og privatskoler, der skaber betydelige forskelle i elevsammensætningen. Her er den væsentligste kilde til forskelle derimod befolkningens bosætningsmønster. Eksempelvis viser Cepos' analyse, at børn fra den højere middelklasse og overklassen udgør 44 procent af eleverne i 1. klasse i folkeskolerne i hovedstadsområdet, hvorimod de kun udgør 11 procent i landkommunerne. Det svarer til, at der i en 1. klasse med 25 elever vil være otte elever flere fra eliten i en folkeskole i hovedstadsområdet sammenlignet med en folkeskole i en landkommune.
De lokale forskelle mellem folkeskolerne og fri- og privatskolerne er således langt mindre end de geografiske forskelle i elevsammensætningen mellem folkeskolerne. Hvis man skal ændre på sidstnævnte, vil det kræve tiltag som opførelse af sociale boliger i velhaverkommuner, eller at børnene bliver transporteret med busser til skoler langt fra deres lokalområde. Disse løsninger kan dog næppe gennemføres i et omfang, der for alvor vil udligne forskellene i elevfordelingen. Desuden viser forskning fra Aarhus Universitet, at en busordning i Aarhus Kommune havde en negativ effekt på læring og trivsel hos de elever, der blev flyttet til en skole uden for deres lokalområde, så denne løsning er tilsyneladende under alle omstændigheder en dårlig idé.
En analyse fra tænketanken Kraka – som LA selv henviser til – viser, at effekten af en fuldstændig ensartet elevfordeling i hele landet, der som tidligere nævnt i praksis forekommer urealistisk, vil være en stigning i erhvervsindkomsten på 0,6 procent 20 år efter grundskolen. Når denne effekt har »ramt« alle årgange på arbejdsmarkedet efter godt 60 år, vil den samlede økonomiske gevinst udgøre cirka 11 milliarder kroner (i 2016-priser). Det forekommer som en temmelig lille økonomisk gevinst i lyset af, at den økonomiske vækst de seneste godt 30 år har ligget på cirka 1,6 procent årligt, og at BNP i 2016 var på cirka 2.100 milliarder kroner. Endvidere vil den økonomiske gevinst for langt de fleste danskere formentlig ikke kunne retfærdiggøre meget omfattende indgreb i deres frihed til at vælge hvor de vil bo, og hvor deres børn skal gå i skole.
Selvom om den økonomiske gevinst er begrænset, er det naturligvis sympatisk, at LA ønsker at øge den sociale mobilitet. En analyse udført af Epinion i 2016 viser, at privatskolerne er bedre end folkeskolerne til at løfte socialt udsattes faglige niveau og skabe positive mønsterbrydere. Derfor kunne LA i stedet opfordre regeringen til at føre en politik, der vil give flere mulighed for at vælge en privatskole. Regeringen kunne for eksempel i første omgang opgive sit løbende forsøg på at reducere det statslige tilskud til fri- og privatskolerne (koblingsprocenten), der i givet fald vil tvinge skolerne til at øge forældrebetalingen.
(Bragt i Berlingske d. 5. august 2021)
