Kommentar bragt i Inside Business 17/01/2019
Det kan meget vel ende med at gå ud over forbrugerne, at politikerne nu har valgt at droppe Ørsteds planlagte salg af Radius trods store frustration fra regeringen, skriver analysechef Otto Brøns-Petersen.
Det kuldsejlede salg af Radius udløste et umiddelbart tab på flere milliarder til aktionærerne, hvoraf godt halvdelen ender hos skatteyderne. Men der er væsentlig mere på spil. Nok synes alt forbundet med det tidligere Dong at være traumatisk for Socialdemokratiet. Der er imidlertid også risiko for, at hele den politiske proces med at nedbringe ineffektiviteten i forsyningssektoren går i stå og endda kommer til at løbe baglæns.
Regeringens analyser har anslået, at forbrugerne lider et årligt tab på 6-7 milliarder kroner som følge af manglende effektivitet i forsyningssektoren (dvs. distribution af el, gas, vand, fjernvarme og affaldshåndtering). Det kan meget vel vise sig at være i underkanten, hvis der kan komme teknologiske spring bare i nærheden af dem, der har været i telesektoren efter liberaliseringen og privatiseringen der. Hertil kommer i øvrigt, at energipolitikken som følge af en uhensigtsmæssig afgifts- og tilskudsstruktur medfører unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger i endnu større målestok.
Der er sket en række fremskridt, blandt andet ved den seneste energiaftale – for eksempel i form af lavere elafgifter og gradvis øget konkurrence i varmesektoren – men langtfra nok til at indfri potentialet. I en ny analyse udført for Cepos af Konkurrencestyrelsens tidligere direktør vurderes det, at regeringens mål vil kræve en decideret reform af reguleringen af forsyningssektoren.
Ironisk nok set i lyset af balladen om Radius er el den del af forsyningsområdet, som er kommet længst med en mere effektiv regulering. Ser man på de danske elpriser (bortset fra afgifter), ligger de i den lave ende i EU, mens priserne på fjernvarme og vand ligger i top. På de to områder er incitamenterne til effektivitet mere mangelfulde.
Politiseret regulering kan være værre end ingenting
Hvordan bør forsyningsselskaber reguleres – og hvorfor i det hele taget? Grunden til, at normal markedsdisciplin ikke er tilstrækkelig til at sikre samfundsøkonomisk hensigtsmæssig drift, er forekomsten af såkaldt naturlige monopoler. De kræver en ekstra regulering. Men forkert, politiseret regulering kan sagtens være værre end ingenting.
Det er både teoretisk og empirisk ganske velunderbygget, hvordan reguleringen bør indrettes. Det bedste instrument til at sikre effektivitet er ved at skabe økonomisk incitament. Det kræver, at selskaberne får lov at beholde en del af gevinsten – som det rent faktisk er tilfældet på elområdet. De forsyningsselskaber, som ikke skal slås for at sikre sig overskud, men bygger på såkaldt hvile-i-sig-selv-principper, er langt vanskeligere at motivere til effektivitet og forbrugerhensyn. I det omfang der overhovedet bør være sådanne selskaber tilbage, bør de kontrolleres skarpere – på den måde, den offentlige sektor i øvrigt kontrolleres på. Disse selskaber udnyttes i dag åbenlyst til blandt andet at skabe kommunale ben, der indgår i det politiske spil om borgmesterposterne.
Et særligt problem knytter sig til, når det offentlige optræder både som regulator og ejer. Det skaber en interessekonflikt. Reguleringen skal beskytte forbrugerne mod for høje priser, mens ejerne typisk ønsker at lægge beslag på flest mulige af deres ressourcer. Antagelsen, at politisk ejerskab i sig selv er tilstrækkeligt til at sikre forbrugerne, tilhører de meget blåøjede. Desværre eksisterer der en barriere for, at kommunerne afhænder deres forsyningsselskaber – i form af den såkaldte Nesa-lov, som straffer kommunerne økonomisk ved et salg. Den bør som minimum afskaffes, og endnu bedre vil det være helt at fjerne kommunernes adgang til at eje forsyningsselskaber.
Staten er ikke en kompetent ejer i sig selv
Venstrefløjen og Dansk Folkepartis afvisning af at lade Ørsted sælge Radius til den ejer, som mener at kunne drive selskabet mest effektivt, risikerer at blive et alvorligt tilbageskridt for bestræbelserne på at gøre forsyningssektoren mere effektiv og mindre politiseret. Det udfordrer EU-retten, som skal sikre os mod politisk misbrug og statsstøtte, at ville bestemme, hvem køberen skal være. Og det er dårligt ejerskab for en flertalsaktionær at tage mindretalsaktionærerne som gidsler for en politisk dagsorden. Det illustrerer, at staten ikke er en kompetent ejer i sig selv – selv når man ser bort fra interessekonflikten med rollen som regulator.
Problemet med politikerne som ejer understreges kun yderligere, når man ser på Ørsteds nyere historie. Elsektoren blev oprindelig samlet i Dong i VK-regeringens tid med det klare formål at privatisere selskabet. Den kritiske infrastruktur blev – som følge af EU’s initiativer til at sikre større effektivitet – udskilt i et særligt selskab, Energinet.dk.
Men det lykkedes ikke for VK-regeringen at fastholde planen med Dong, og de nuværende regeringspartier er i stedet med i aftalen om at beholde en statslig majoritet. Den nuværende regering har samtidig ansvaret for at have samlet gasnettet under statsligt ejerskab. Så trods de nævnte fremskridt kan heller ikke den siges at have en særlig sikker hånd. Det viser, at selv gode intentioner let bliver indhentet af en uheldig politisk dynamik.
EU har tidligere spillet en central rolle i at bryde en del af denne dynamik. Som sagt kan en stor del af æren for liberaliseringen og privatiseringen af telesektoren tilskrives EU. Men også her er farten gået af projektet med en mere effektiv forsyningssektor i kølvandet på den voldsomme svækkelse af samarbejdet. I stedet har EU-kommissionen kastet sig over mere populistiske temaer såsom særlig regulering og beskatning af de upopulære amerikanske it-giganter.
