I den jordanske flygtningelejr Zaatari uddeler myndighederne elektroniske penge, som beboerne kun kan bruge i lejrens egne forretninger. Men, som beskrevet i bogen Extreme Economies af Richard Davies, køber flygtningene sig til mere frihed ved for eksempel at købe mælkepulver til ni dinarer i elektroniske penge og sælge det videre på det sorte marked for syv dinarer i rigtige penge.
At foretrække syv rigtige dinarer frem for ni elektroniske indebærer det, at de rigtige dinarer er cirka 29 procent mere værd for beboerne. Selvom de officielle butikker rummer et pænt udvalg af varer, er fuld frihed til selv at vælge 29 procent mere værd for folk i lejren.
Hvorfor uddeler FN så ikke rede penge? Svaret er formynderi. FN-bureaukraterne har ikke tillid til, at flygtningene kan træffe ansvarlige beslutninger.
Formynderisk politik ser vi også på vores breddegrader. For eksempel ønsker dele af fagbevægelsen og Christiansborg at bekæmpe det fleksible arbejdsmarked, som har udviklet sig omkring platforme som Wolt og Just Eat, hvis bude arbejder som selvstændige freelancere, når og i det antal timer, de selv ønsker. Især den politiske venstrefløj mener, at budene tilhører et »prekariat« plaget af usikkerhed og dårlige arbejdsforhold.
Men faktisk viser en analyse fra Copenhagen Economics, at for to tredjedele af budene er fleksibiliteten i jobbet selve hovedårsagen til, at de har valgt det. Den frihed, der ligger i selv at kunne bestemme, hvornår og hvor meget de vil arbejde, har stor værdi for dem. 70 procent af budene svarer i undersøgelsen, at de hellere ville fastholde fleksibiliteten i arbejdet end at få 15 procent mere i løn.
En freelancetilværelse er naturligvis ikke for alle. En af styrkerne ved frihed er netop, at den giver folk mulighed for at indrette sig efter egen livssituation og egne præferencer.
Bude, der kører for Just Eat eller Wolt, har selv valgt jobbet. Lykkes det fagbevægelsen og venstrefløjen at tvinge de traditionelle overenskomster ned over det nye platformsbaserede arbejdsmarked, vil det skade budene selv, restauranterne, der ønsker udbringning til deres kunder, samt naturligvis kunderne selv. Alle taber, ingen vinder - bortset måske fra 3F, som får nogle flere medlemmer.
Regeringen mener sammen med et flertal bestående af Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, at man politisk er bedre til at finde ud af, hvilket gymnasium de unge skal gå på end de unge selv. Samlet forventes cirka ni procent af eleverne - over 4.000 unge mennesker - at blive tvunget til at gå på et andet gymnasium end deres foretrukne. Især unge fra dårligt stillede familier får indskrænket deres frie valg af ungdomsuddannelse.
Men som Berlingske har afdækket kommer dette tab af frihed også med store omkostninger. Mange af de i forvejen dårligst stillede gymnasieelever bliver tvunget til at gå på et gymnasium, som er dårligere til at løfte dem fagligt end deres foretrukne gymnasium. Dermed forringer regeringen og dens medsammensvorne disse unges muligheder senere i livet, blandt andet mulighederne for at få attraktive job og høj løn.
Problemet opstår, fordi folketingsflertallet har set sig sur på, at en række gymnasier på den københavnske vestegn har en overvægt af elever fra lavindkomstfamilier, hvilket regeringens plan med tvangsflytning af elever skal ændre. Men disse gymnasier har specialiseret sig i at undervise netop den elevgruppe og er derfor blevet dygtige til at løfte dem, så de præsterer over forventning.
Noget kunne tyde på, at de bedste til at vælge gymnasium alligevel er de unge selv i samråd med deres forældre, og at staten er bedst tjent med at udvise tillid til borgernes dømmekraft.
Siden Karl Marx har venstrefløjen næret dyb mistillid til frivillige transaktioner mellem borgerne. De ser et offer og en gerningsmand, en stærk part, der udbytter, og en svag part, der bliver udbyttet. Den svage part har enten ikke indset, at der er tale om udbytning (marxister kalder det »falsk bevidsthed« ) eller har ikke andet valg.
Det kalder alt sammen på formynderi fra Christiansborg, så man kan beskytte de svage imod al den undertrykkelse, og alle de forkerte valg, som frihed medfører.
Formynderiet retter sig ofte imod grupper som flygtninge, indvandrere og lavtlønnede.
Omkostningerne for den enkelte kan udtrykkes økonomisk, som jeg har gjort ovenfor. Men den største omkostning ligger i, at borgerne mister den værdighed, det giver selv at få lov til at bestemme over sit eget liv i samråd med sine nærmeste.
Bragt i Berlingske d. 1. juni 2022.
