Det kan ikke undgås, at skatter forvrider. Men god skattepolitik handler om at skaffe den offentlige finansiering med så små forvridninger som muligt.
Der er tre hovedproblemer ved beskatningen af kapitalafkast:
- Skattesatserne er høje og dermed meget forvridende
- Skattesatserne er uensartede og forvrider dermed yderligere
- Regeringspartiet ønsker at øge de højeste satser endnu mere
Der er mange myter knyttet til beskatningen af kapital. Måske forklarer det de politiske planer.
En udbredt myte er, at det er bedre at beskatte »arbejdsfri« kapitalindkomster end arbejde. Men da en del af formålet med at arbejde er at spare op, rammer beskatning af kapital også arbejde. Desuden er ikke kun forvridning af arbejdsudbud et problem. Skatter på kapitalforvrider opsparingenog investeringerne i nye, små og innovative virksomheder.
Uens skatter på kapital forvrider sammensætningen af opsparingen. Som det fremgår af figuren, tilskynder skattesystemet til at placere i pensionsordninger og boliger frem for f.eks. aktier. Hvis man vælger at have både gæld og formue i form af bl.a. aktier, f.eks. hvis man investerer i at starte en virksomhed, bliver man straffet af de uens satser.
Men er forvridningerne et problem? Ja, de indebærer et såkaldt samfundsøkonomisk dødvægtstab. Det gør os fattigere som samfund.
Det kan ikke undgås, at skatter forvrider. Men god skattepolitik handler om at skaffe den offentlige finansiering med så små forvridninger som muligt.
Den anden myte
En anden myte går ud på, at skattesatserne på kapital er meget mindre end dem på arbejde. Det er rigtigt, hvis man kun ser på de nominelle satser. Men en del af kapitalafkastet er kun kompensation for inflationen. Derfor skal skattesatserne måles realt (som i figuren). Til trods for, at kapitalbeskatningen som sagt kommer oveni beskatningen af løn, og til trods for gennemgående større negative adfærdseffekter, er realbeskatningen af fri opsparing højere end marginalskatten på arbejde. Som figuren viser, ligger de højeste satser på 84-85 pct.
Og så er der i figuren endda ikke taget hensyn til, at der kommer ekstra beskatning oveni, hvis opsparingen går i arv. I så fald kan realbeskatningen nærme sig konfiskatoriske niveauer. Figuren forudsætter også, at renten normaliseres på et højere niveau end nu. Ved det aktuelle lave renteniveau er realbeskatningen langt højere.
Ikke desto mindre pønser regeringen på at øge beskatningen. Den forsøger at sælge en myte om, at den blot fører tilstanden tilbage til før skattereformen under Fogh. Det er nu ikke rigtigt. Og samtidig var der intet naturligt eller attraktivt ved beskatningen af kapitalafkast før skattereformen, det var intet Nirvana. Satserne var endnu højere og mere uens – og derfor mere forvridende.
Men det er åbenbart kun på de punkter, hvor skatterne var højere, at man vil stille uret tilbage. Før omlægningen i 2010 var kapitalgevinster på de fleste (de såkaldt blåstemplede) obligationer skattefri. Provenuet fra afskaffelsen af skattefriheden blev anvendt til at sænke den almindelige skattesats. Endnu tidligere var også kapitalgevinster på aktier skattefri, hvis aktionæren havde haft dem i mere end tre år.
Ophævelsen af skattefritagelsen af udvalgte typer afkast flugter godt med det, der tidligere var god latin i socialdemokratisk skattepolitik: Bredere baser og lavere satser.
Nu er der kun de bredere baser tilbage, mens satserne skal op igen. Det gælder også for familieejede virksomheder, hvor Socialdemokratiet vil hæve satsen, men ikke ophæve de strammere regler for værdiansættelse.
Højere skatter på kapital vil skade investeringer, opsparing og velstand.
