Mette Frederiksen erklærede valget for det »første klimavalg«. Klima fyldte sandt nok meget i valgkampen og i partiernes overbud. Det har desværre ikke bragt os nærmere en bedre klimapolitik. Tværtimod er der en risiko for en afsporing af de små, markedskonforme fremskridt i den seneste energiaftale fra sidste år.
Kritikken gælder desværre også de blå partier. Deres symbolpolitik og overbud skulle overbevise klimainteresserede vælgere i, at de (nu) også interesserer sig for klimaet, men kan meget vel have haft den modsatte effekt. De klimapolitiske herresving i løbet af valgperioden har heller ikke styrket troværdigheden.
Realiteten er, at redskaberne til en omfattende og effektivgrøn omstilling findes i den redskabskasse, de blå partier normalt er mest tilbøjelige til at betjene sig af. Her er i hovedpunkter, hvordan en effektiv klimapolitik ser ud:
Den grønne omstilling skal drives via priserne, så forbrugere og virksomheder automatisk tænker klimaeffekter ind, når de handler. Prissignaler er den måde, en markedsøkonomi normalt koordineres på helt decentralt og uden central styring – og uden hvilken den avancererede moderne verden ikke ville kunne fungere. Modsat de fleste knappe goder er der dog ingen automatisk markedspris på at fylde drivhusgasser i atmosfæren. Derfor giver det mening at lægge afgift på drivhusgasser. Afgiften skal alene indføres af hensyn til adfærdsvirkningen, ikke for at skaffe penge til statskassen eller finansiere grøn omstilling.
Med afgift på drivhusgasser kan man undvære direkte regulering i form af påbud, normer og statslig styring. Direkte regulering er ikke omkostningseffektiv – et forbud skal efterleves uanset prisen. Analyser tyder f.eks. på, at drivhusreduktion i landbruget er forbundet med meget høje omkostninger, selv om udledningerne ikke er pålagt afgifter.
Drivhusgasser, der gør lige stor skade, skal pålægges samme afgift. Ellers bliver der brugt for store omkostninger på at fjerne de hårdest beskattede drivhusgasser og for få på at fjerne de lavest beskattede. I Danmark koster det 11 mia.kr. om året, at afgifterne på drivhusgasser varierer meget.
De danske udledninger, som finder sted inden for EUs kvotesystem (elproduktion, industri og fly), er prissat via kvoteprisen. De bør ikke dobbeltreguleres – dvs. pålægges yderligere afgifter eller anden regulering. Har man ambitioner om at reducere mere, bør man annullere kvoter.
Der bør ikke ydes direkte tilskud til vedvarende energi eller energibesparelser. Afgiften på drivhusgasser giver i forvejen det mest hensigtsmæssige incitament til at spare på energien og erstatte med vedvarende energi.
Der bør ikke føres gammeldags industripolitik på det grønne område. Det er ikke en samfundsøkonomisk overskudsforretning at give erhvervssubsidier, og det gælder heller ikke på det grønne område. Statsstøtte fremmer desuden skadelig lobbyisme, fordrejer indsatsen fra grøn omstilling til at tilgodese erhvervsmæssige særinteresser og hæmmer konkurrence og dynamik. Mange danske virksomheder har stor kompetence på det grønne område, men de er kun en gevinst for Danmark, hvis de kan klare sig uden støtte – ud over den der ligger i prisen på at udlede drivhusgasser.
Danmark bør først og fremmest leve op til vore internationale forpligtelser (dvs. at nedbringe vor såkaldte ikke-kvotesektor udledning med 39 pct. i 2030). Hvis vi vælger ensidigt at gå videre, bør det sikres, at vi ikke øger incitamentet til at udlede mere i udlandet, og at vi bruger de mest effektive redskaber. Målsætningerne bør samtidig udelukkende handle om at reducere udledningen af drivhusgasser. Andre mål som f.eks. en bestemt andel vedvarende energi eller energibesparelser er direkte skadelige for en omkostningseffektiv grøn omstilling.
Dansk klimapolitik bør blive internationalt orienteret. Danmark bør sætte sig i spidsen for at gøre EUs kvotesystem endnu bedre, bl.a. ved at udvide det med transportsektoren.
Hvis grøn omstilling skal lade sig gøre, kræver det en omkostningseffektiv, markedskonform politik.
