Socialdemokraten Henrik Sass Larsen siger i mandagens udgave af Børsen, at han nu er klar til politisk at regulere topchefernes lønninger. Det er en ualmindelig dårlig idé, som kan blive dyr for dig og mig.
Forargelsen over høje lønninger til topchefer er ikke noget nyt. Jeg tror, at de fleste mennesker ikke som sådan har noget problem med høje lønninger, så længe de afspejler den værdi, man skaber som medarbejder. Men mange har nok svært ved at forestille sig, at en administrerende direktør kan skabe værdi, der retfærdiggør en løn på for eksempel 52 mio. kr. om året, hvilket var den løn Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart, tjente i 2018.
Men hvorfor forargelsen? Det rager vel ikke dig og mig, hvad Carlsberg betaler sin administrerende direktør. Her tror jeg, at mange mennesker ville indvende, at det rager dem, fordi de selv er med til at betale regningen, når de køber en kasse Carlsberg i supermarkedet.
Det er imidlertid ikke øldrikkerne, der kommer til at betale, hvis Carlsberg-direktøren ikke er sin løn værd. Carlsberg er udsat for konkurrence og kan ikke bare hæve priserne, fordi de påfører sig selv unødvendige omkostninger. Så køber folk Tuborg, Heineken eller noget helt tredje i stedet.
Heller ikke de øvrige medarbejdere vil finde sig i at skulle betale for en for høj løn til direktøren ved at gå ned i løn. De kan finde sig en anden arbejdsgiver, der er villig til at betale, hvad de er værd.
Hvis Cees ’t Hart ikke leverer værdi svarende til den løn, han får, falder regningen altså hverken hos kunderne eller medarbejderne, og dermed er der kun ét sted tilbage, hvor den kan falde, nemlig hos ejerne. Overskuddet bliver mindre, end det kunne have været, og det giver lavere udbytter til ejerne.
Ejerne kan meget vel være dig og mig, hvis vi har Carlsberg-aktier i vores pensionsopsparing. Derfor vil nogle sikkert mene, at forargelse og måske sågar politisk indblanding er på sin plads.
Problemet er, at der jo også er den mulighed, at Cees ’t Hart faktisk er sin løn værd og mere til. Når man tænker nærmere over det, er det ikke så svært at forestille sig.
Carlsberg fik i 2018 et overskud på over 5 mia. kr. Lad os sige, at bestyrelsen havde kunnet vælge imellem Cees ’t Hart og en anden meget dygtig topleder, som dog ikke var helt så dygtig, men til gengæld kun kostede 10 mio. kr. om året. Så var der 42 mio. kr. at spare for aktionærerne. Men hvis bare Hart formår at skabe et overskud, der er 1 pct. højere end dét, den næstbedste kunne have skabt, så ville det indebære et tab for aktionærerne at sige nej til Cees ’t Haart. Det ville indebære lavere pensioner til dig og mig.
Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at den bedste kan være 1 pct. bedre end den næstbedste. Det overraskende er nok snarere, at sølle 1 pct. kan være så mange penge værd, men det skyldes jo, at Carlsberg er en meget stor virksomhed. Det er da også typisk de meget store virksomheder, som betaler de meget høje lønninger. Der er altså mening i det, som Sass Larsen ser som galskab.
Som jeg tidligere har påpeget her på bloggen, viser forskning udført af Nicolai Foss, professor i iværksætteri ved Università Bocconi i Milano, og Jacob Lyngsie, lektor ved Syddansk Universitet i Odense, i øvrigt, at store lønforskelle inden for virksomheder »har en gunstig indflydelse på virksomhedens resultater. Det er faktisk sådan, at jo større spændet er, jo bedre klarer virksomhederne sig gennemsnitlig set. Det kan have at gøre med, at jo større uligheden i aflønning inden for virksomheden, jo relativt mere er der også at vinde ved at avancere. Og så anstrenger man sig netop for at kunne få en forfremmelse.« Hele forskningsrapporten kan læses her.
Det er ikke alle dyre topchefer, der viser sig at være en god forretning for aktionærerne. Der sker fejlansættelser overalt, også når det gælder topchefer. Det er imidlertid ikke et tegn på, at cheflønningerne generelt set er for høje. Blot at det er et vanskeligt job at finde den rette kandidat til.
Det er ikke anderledes, end når nogle fodboldstjerner flopper på et givet hold, måske på grund af dårlig kemi med træneren eller med de øvrige spillere. Eller når nogle film flopper, selv om man har hyret dyre filmstjerner til at medvirke.
Hvis bestyrelsen lykkes med at ansætte den rette person til jobbet, bliver virksomheden mere produktiv. Det fører til gode afkast til ejerne, lønstigning til medarbejderen samt lavere priser til forbrugerne. Altså en gevinst for alle.
Hvis bestyrelsen derimod dummer sig og ansætter den forkerte eller betaler for meget i løn og bonus, er der derimod kun ejerne til at samle regningen op.
Private virksomheders bestyrelser er betroet den opgave at sikre den bedst mulige ledelse til den lavest mulige løn, så ejernes udbytte bliver så stort som muligt. Vi ved også, at der er en international konkurrence om de bedste topchefer. Og jeg har lige sandsynliggjort, hvorfor Cees ’t Haart faktisk meget vel kunne tænkes at være 52 mio. kr. værd for Carlsberg. Dermed kunne han også være et sådant beløb værd for andre virksomheder. Det er derfor ikke usandsynligt – selv om Sass Larsen har svært ved at tro det – at der skal et beløb i den størrelsesorden til for at trække ham til (og fastholde ham i) Carlsberg frem for en anden virksomhed.
Sass Larsen vil nu have, at de 179 folketingsmedlemmer skal blande sig i løndannelsen for topchefer. Det har de imidlertid langt ringere forudsætninger for at gøre end de børsnoterede virksomheders bestyrelser, som typisk er sammensat af folk med meget stor erfaring i ledelse og drift af virksomheder – noget som de fleste medlemmer af Folketinget – inklusive Sass Larsen – ved så godt som intet om.
Denne politiske indblanding kan blive meget dyr for os alle sammen. Hvis virksomheder bliver afskåret fra at finde de bedst egnede topchefer i udlandet, og hvis de bedst egnede danskere forlader landet til fordel for bedre lønnede topchefstillinger i udlandet, vil danske virksomheders produktivitet og overskud lide.
Lavere produktivitetsfremgang indebærer, at de almindelige medarbejdere på gulvet får lavere lønfremgang, end de ellers ville have haft. Lavere overskud går ud over pensionsopsparerne – hvilket er stort set os alle sammen.
Der er også risiko for, at virksomheder vil vælge at lægge deres aktiviteter uden for Danmark for at undgå denne indblanding i deres interne forhold. Alt i alt kan det blive meget dyrt for Danmark.
Som Lundbecks bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, udtrykte det til Børsen: »Der er kun en ting, der er dyrere end en god ledelse, det er en dårlig ledelse«.
