Der er mere på spil end blot fordelingen af regningen for coronakrisen. Regeringen gør ret i at afvise kravene fra Sydeuropa, hvis vi skal bevare EU, som vi kender det.
Alvorlige kriser kan føre til store samfundsmæssige ændringer. Vil corona gøre det samme? Risikoen er umiddelbart størst i Den Europæiske Union, hvor krisen har sendt statsgælden skarpt i vejret. Som Jean Monnet udtrykte det: »Europa vil blive smedet under kriser«.
Der er en reel risiko for, at vi ender med et andet – og dårligere – EU end det, vi kender. Risikoen indbefatter også, at unionen går i opløsning.
Problemet forstærkes af, at den offentlige diskussion har svært ved at håndtere mere end ét stort spørgsmål ad gangen. Vi er af gode grunde optaget af coronakrisen, men det er vigtigt at være opmærksom på alle dens følgevirkninger.
Økonomen Thomas Sargent benyttede sinnobelprisforelæsningi 2011 til at advare os europæere om læren fra, hvordan statsgældskriserne i delstaterne helt tilbage til efter revolutionskrigen førte til en langt stærkere amerikansk centralregering end tilsigtet.
Forklaringen er, at hvis en stat først er gået statsbankerot, er det svært at skabe troværdighed igen uden at ændre sine politiske institutioner grundlæggende. Hvis gælden skal overtages af en føderal stat, skal den kunne opkræve skat og føre fælles finanspolitik.
Allerede når en stat har fået en forventning om at kunne få andre til at bære sine byrder, opstår der et såkaldt »moral hazard«-problem om at blive reddet for fremtiden, som også nødvendiggør en stærk centralregering.
Foreløbig har coronakrisen ikke udløst statsbankerotter, men snarere noget der minder om forsøg på tvangsakkorder – i den forstand, at en række lande med Italien i spidsen insisterer på, at resten af unionen skal være med til at betale de store regninger for epidemibekæmpelsen.
Det er dog ikke epidemien, som er skyld i vanskelighederne. Derimod er der tale om, at regningen er svær at betale for lande, der i forvejen var overforgældede og prægede af dårlig økonomisk politik. Det er især de sydeuropæiske lande – men også Frankrig og Belgien som har høj gæld. Som det fremgår af figuren,ventes krisen at forværre gældsætningenmed i gennemsnit godt ti pct.point af BNP i 2021 i forhold til sidste år.
Virussen har krævet forholdsmæssigt mange liv i lande som Belgien, Spanien, Italien og Frankrig, der samtidig er stærkt forgældede. Men alle EU-lande er ramt af økonomiske omkostninger. Der er ikke noget »nødhjælps«-argument for at deles om regningen.
Hertil kommer, at de mest gældsatte lande sjældent er EUs fattigste. Det fremgår også af figuren, hvor landene er ordnet efter BNP per indbygger. De fattigste EU-lande er gennemgående de tidligere østbloklande, som generelt har sundere offentlige finanser.
Umiddelbart handler slagsmålet om at omfordele coronaregningen. Men grundlæggende er det endnu et slag i kampen om EUs sjæl. Hvad skal EU være for fremtiden? Et »fædrelandenes Europa« med fokus på opgaver, som giver en klar merværdi for alle lande?
I økonomisk jargon er det »grænseoverskridende kollektive goder« såsom et indre marked, miljø og klima, handelspolitik og forbud mod konkurrerende statsstøtte. Eller en føderal statsdannelse med et betydeligt omfang af fordelingspolitik og fælles finanspolitik?
Begge visioner eksisterer. EU har som udgangspunkt været »fædrelandenes Europa«, og der er indført stærke konstitutionelle bindinger for at sikre medlemsstaternes suverænitet, men for mange føderalister har målet været, at traktatens princip om en »stadig tættere union« med tiden skulle munde ud i en føderal stat.
Uanset om man ønsker sig det ene eller andet, bør det ikke være en proces drevet frem i ly af kriser. Udover det åbenlyse legitimitetsproblem er det hasarderet at smede i kriser. Det kan i værste fald koste EU livet.
Den danske regering fortjener ros for sin modstand mod at lade EU omfordele landenes kriseregninger og mod Kommissionens udgiftspolitiske ambitioner. Det er derfra, at truslen mod EU-samarbejdet kommer.
Men lad os få en åben, grundlæggende diskussion om, hvad vi skal med EU. Jeg foretrækker det klassiske samarbejde mellem nationer om grænseoverskridende kollektive goder.
