Baumol og Laffer er kendt af mange med interesse for økonomi. Men lad os alligevel starte med en kort præsentation af de to herrer for dem, der ikke er stødt på dem tidligere.
Baumol er kendt for Baumols omkostningssyge, som - lidt fortegnet - siger, at stigende lønninger i den private sektor, som følge af stigende produktivitet, vil øge omkostningerne i den offentlige sektor, hvor produktiviteten typisk stiger langsommere. Årsagen er, at lønningerne i den offentlige sektor (eller rettere servicesektoren) pga. konkurrencen om arbejdskraften må følge med lønningerne i den private sektor. Derfor vil omkostningerne i den offentlige sektor stige hurtigere end i den private sektor, og over tid vil omkostningerne derfor udgøre en større og større andel af vores samlede indkomst.
Laffer er kendt for Laffer-kurven. En omvendt-U-formet kurve, som viser statens indtægter ved forskellige skattesatser. Både ved 0 pct. og 100 pct. er statens skatteindtægter 0 kr. Ved 0 pct. er indtægten 0, fordi der ikke er nogen skatter. Og ved 100 pct. er indtægterne 0, fordi ingen vil udføre lønnet arbejde, når de skal aflevere hele indtægten til staten. Et eller andet sted mellem 0 pct. og 100 pct. ligger toppunktet, som maksimerer statens indtægter - ofte kaldt Laffer-punktet.
Lægger man Baumols og Laffers indsigter sammen, er konklusionen på lang sigt, at velfærdsstaten, som vi kender den, må dø, fordi de stigende omkostninger til den offentlige sektor (Baumol) ikke længere kan finansieres af højere skatter (Laffer). Derfor må velfærdsstaten overlade betalingen af flere og flere velfærdsydelser til den enkelte borger. Der er dog to årsager til, at velfærdsstatens død ikke nødvendigvis fører til det sociale ragnarok, som mange på venstrefløjen kunne forestille sig.
For det første er det tvivlsomt, om Baumol har ret. Symfoniorkestre bruges ofte som arketypen på Baumols omkostningssyge, fordi produktiviteten ikke er steget i hundredvis af år (det kræver cirka samme mængde arbejdskraft at producere en koncert i dag, som da Mozart var på toppen). Alligevel har de fleste adgang til al den klassiske musik, de ønsker. Det sker bare via streamingtjenester, som ganske vist ikke én til én er det samme, men for mange er en udmærket (og i særdeleshed langt billigere) substitut. Når velfærdsydelserne lægges over til private virksomheder, taler meget derfor for, at vi vil se både produktivitetsstigninger og udvikling af substitutter, som måske ikke bliver én til én det samme, men som for de fleste vil "gøre jobbet".
For det andet betyder Laffer-kurvens øvre grænse ikke, at man ikke kan have samme omfordeling i fremtiden, som man har i dag. Det er altså muligt at opretholde den betydelige omfordeling på sigt, men valget af - og betalingen for - velfærdsydelser må blive personligt, og produktionen må varetages af private virksomheder. Det siger Baumol og Laffer.
