Gang på gang er det blevet hævdet, at danske børn klarer sig dårligere i fremtiden, hvis de bare ét år oplever relativ fattigdom. Argumentet er blevet brugt til at tale for højere ydelser, især kontanthjælp.
Påstanden er især baseret på ét dansk studie, som kom frem til, at ét år i relativ fattigdom reducerer børns fremtidige indkomst. Resultatet er overraskende, fordi bl.a. tvillingestudier ofte viser, at det er svært at ændre på børns fremtidige muligheder, så længe der ikke er tale om direkte misrøgt. Der er da også en række ting ved studiet, man bør være opmærksom på, inden man begynder at føre politik på baggrund af resultaterne.
Jeg undrer mig bl.a. over, at studiet ikke omfatter børn af studerende. De fleste er enige om, at studerende ikke reelt er fattige, men det ændrer ikke på, at de har lav indkomst, og at deres børn ikke har "muligheden for det samme liv som andre børn med fødselsdage, ferier, og fritidsaktiviteter," som det bl.a. er blevet fremhævet af direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.
Jeg er også skeptisk overfor, at studiet definerer, om barnet er relativt fattigt på baggrund af de biologiske forældres indkomst. I praksis betyder det, at barnet kan være "fattigt", selvom papfar er direktør i Nets.
Ifølge studiet er konsekvenserne af relativ fattigdom størst, hvis børnene oplever det som 13-15-årige.
Til gengæld er der ingen konsekvens, hvis den relative fattigdom opleves lidt tidligere eller lidt senere i livet. For 10-12-årige og 16-18-årige finder studiet nemlig ingen effekt. Peger studiet på et reelt problem, eller er det blot datastøj?
Ovenstående er ikke en kritik af selve studiet, som ser på en vigtig problemstilling, vi ikke ved særlig meget om: Er lave ydelser skidt for børnene, fordi de lider materielt afsavn? Eller er de - som bl.a. et norsk studie baseret på randomiseret tildeling af førtidspension tyder på - gavnlige, fordi de får forældrene i arbejde, så børnene vænnes til, at det normale er at forsørge sig selv?
I Danmark er børn af lavindkomstforældre, der ikke arbejder, overrepræsenteret med 23 procentpoint i lavindkomstgruppen, mens det kun er 6 procentpoint for børn af lavindkomstforældre, der arbejder. Det tyder på, at forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtig for børnenes fremtid.
Som så ofte med nyere forskning er der brug for mere forskning, før man kan føre god politik på området. Danmark er et dynamisk samfund, hvor mange børn er ude af den relative fattigdom efter få år, fordi deres forældre f.eks. får job eller får gang i deres virksomhed. Det er næppe disse børn, vi skal bekymre os om. Fremtidig forskning bør fokusere på de familier, der i længere tid sidder fast med en lavindkomst. Det samme bør Danmarks Statistik, der - på baggrund af omtalte studie - opgør antallet af relativt fattige børn ud fra ét års indkomst.
